Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst

Nominerede til Årets Ildsjæl 2014-2015

 

Kollegerne fra Kolding Bridgecenter har indstillet Anna Ravn som årets ildsjæl. Anna begyndte først at spille bridge, da hun blev pensioneret som folkeskolelærer, men har siden da leveret et uvurderligt arbejde for bridgen i og omkring Kolding. Hun startede undervisninghold og hun var en af de bærende kræfter i etableringen af Kolding Bridgecenter i 2012, hvor hun nu er medlem af klubben PR- og sponsorudvalg. Hun står for al markedsføring af Kolding Bridgecenter og har bl. a. n fast klumme med bridgeresultater i den lokale avis. Anna er altid fuld af både gode idéer samt energi til at føre dem ud livet, og hendes kolleger skønner, at hun bruger 98% af sin vågne tid på bridge.
På medlemmerne i BK73 Hjørring's vegne har Jørgen Nielsen indstillet Henning Langbak til årets ildsjæl. Henning har været i bestyrelsen i 10 år, deraf 8 som formand. Klubben er gået fra 36 medlemmer til i dag 200 og har også udvidet med undervisning på flere niveauer. Henning sidder nu også i distrikt Nordjyllands bestyrelse, og ikke nok med det, de sidste 8 han har brugt 10 dage af sin ferie, først i Vingsted i 7 år og siden i Svendborg, som leder af cafeen der.
Nina Hattel har indstillet Gurli Gøbel som "Årets ildsjæl". Gurli har siden
klubbens etablering i 2005 været
formand for Slotsbridge i Hillerød.
Alle årene har hun været en ægte
ildsjæl i klubben med psykologisk
sans og udredning af trådene, når
det har været nødvendigt. Slotsbridge
har i dag 7 ugentlige hold med 270
medlemmer. Gurli står selv for ledelsen
af to hold, udover at hun har det
store overblik i klubben.
Christian Briand Petersen - formand for bridgeklubben Bridgehuset - har indstillet Poul Larsen som "Årets ildsjæl". Poul er i sving mandag til torsdag i klubben som underviser, turneringsarrangør og turne-ringsleder. Poul er altid den første, som kommer, og den sidste der går. Han sætter borde op, laver kaffe og startlister. Derudover møder han ethvert spørgsmål og udfordring med begejstring og godt humør. 
Claus Lund fra distrikt Fyn har indstillet Irma Holst Petersen som "Årets ildsjæl". Irma har gjort et stort arbejde i distrikt Fyn, specielt har hun haft succes med at få stablet turneringer for klubspillere på benene. Derudover har hun med utrættelig iver fået pustet liv i distriktets kvalifikationsturneringer til DM-finalerne. Ydermere er hun rent administrativt også en stor gevinst for distrikt Fyn.  
 
  Anny Holst fra Toftlund Bridgeklub er af Mogens Lund blevet indstillet til Årets ildsjæl på vegne af en gruppe kursister og nyere bridgespillere. Anny yder en utrættelig indsats i det sønderjydske midtland. Anny har bl.a. stiftet to bridge klubber, som hun også var formand i, planlagt og gennemført bridgerejser sydpå, været turneringsleder og hun er en meget kompromisløs, engagerent og altid begejstret medrivende underviser. Når Anny tager ansvar for en opgave fungerer den i mindste detalje, hun er uovertruffen, altid på jagt efter nye kursister og hun har god kontakt til medier i lokalområdet. I klub regi er alting altid parat, hun sørger for startlister, bordopstilling og skaffer substitutter. Resultater indtastes altid samme aften uanset tidspunkt  Hermed tak fra Annys mange kursister, samt med- og modspillere i midtlandet til en i sandhed og stadig flammende ILDSJÆL
Knut Blakset har indstillet Jan Nielsen til Årets ildsjæl. Jan har i mange år ydet et kæmpestort arbejde på flere fronter på forbundsniveau. Han er med i udtagelseskomiteen og har stillet op som coach og kaptajn på diverse landshold. Derudover sidder han gang på gang klar ved tasterne når der transmitteres på BBO fra DBf's turneringer. Senest tastede Jan under hele CBI. 

Thomas Bygballe har indstillet Erik Fjord som Årets Ildsjæl.
Erik fungerer i sin anden periode som formand for Varde Bridgeklub, som er en yderst velfungerende bridgeklub med ca. 180 medlemmer. Klubben spænder bredt fra både turneringspillere, til spillere der nyder den ugentlige bridgeaften i D-rækken. Erik er i samspil med den øvrige bestyrelse i den grad med til at Varde Bridgeklub lever op til sit motto, som lyder ”Varde Bridgeklub – et godt sted et være”. I foråret var han en af hovedarkitekterne bag, at Varde Bridgeklub erhvervede sit eget bridgehus. Ud over 4 faste spilleaftener med 36-40 par, er Erik altid med som arrangør af klubbens mange øvrige faste arrangementer.
Erik har efter forespørgsel fra klubbens medlemmer desuden valgt at starte et undervisningshold for øvede spillere. Han tog selv tjansen som underviser, og Ikke mindre end 68 medlemmer har nu fået tanket yderligere på deres bridgekunnen.

Bestyrelsen i Haslev Bridgeklub har indstillet Jens Jacobsen som årets ildsjæl. Jens Jacobsen gør en kæmpe indsats og er et stort aktiv for Haslev Bridgeklub. Han underviser hvert år interesserede medlemmer, og i dag tæller Haslev Bridgeklub omkring 100 medlemmer, hvoraf langt størstedelen har været på skolebænken hos Jens. Udover at være en engageret og positiv underviser har han været idémand bag en lang række af klubbens aktiviteter. Han er ophavsmand til "Drop-in bridge" hver mandag, Han underviser både begyndere og lidt mere øvede hver tirsdag, og han har også igangsat et torsdagshold for den knapt så rutinerede. Udover dette har han søsat "søndagsbridge" den sidste søndag i hver måned, og hvor utroligt det end lyder, finder han også tid til at undervise i både matematik og bridge i overbygningen på byens privatskole. Jens har i den grad æren for en veldrevet bridgeklub, hvor det er rart at komme og få stimuleret "de små grå", som Jens plejer at sige.

Katrine Synnestvedt Knudsen har indstillet Morten Bilde som ”Årets ildsjæl” for hans utrættelige arbejde gennem mange år med junior-bridgespillerne. Morten er en iderig person, der arbejder for juniorerne på mange fronter. Han arrangerer undervisningsweekender, skaffer sponsorer, aktiverer juniorernes forældre og har brugt mange weekender og ferier sammen med juniorerne. Morten gør en meget stor forskel for alle de unge bridgespillere - både spillemæssigt og personligt. Morten er virkelig dygtig til at få det bedste frem i spillerne. Han bruger også meget tid på at sørge for, at de udvikler sig i en positiv retning.
Uden ham ville juniorbridgen ikke være, hvor den er i dag. Hans nyeste initiativ er ”Bridge på skoleskemaet”, altså at få bridge indført i emneuger/som valgfag i Folkeskolen. Håber det vil lykkes for ham.