Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst

Opdateringer fra Åben EM i Oostende 2014

 

EM til Sabine og Roy

Af Henrik Kruse Petersen, lørdag den 28. juni

Så sluttede EM i Oostende med en af de mest prestigefyldte titler, EM for åben par. Efter en spændende afslutning snuppede dansk/tyske Sabine Auken og amerikanske Roy Welland EM-titlen foran karismatiske Zia Mahmood og hollandske Jan Jansma. Roy og Sabine har haft et fantastisk år, idet de både har vundet den megastærke Vanderbilt-turnering i USA og nu europamesterskabet i åben par. De danner også par uden for bridgebordet, spiller i den danske 1. division, men kan tilsyneladende klare den svære opgave at spille bridge sammen på topniveau. Stort tillykke til begge for den fantastiske præstation.

Hvis vi tager de danske briller på, så var Christina Lund Madsen med helt fremme i damepar, men måtte desværre nøjes med en femteplads til slut. I sideturneringerne sluttede Dennis Bilde og Emil Jepsen fint af med en sejr, hvilket bl.a. udløste klapsalver ved prisuddelingsceremonien og flotte diplomer fra EBL

EM er slut, og dygtige bridgespillere fra hele verden er på vej hjem efter en stribe fantastisk spændende turneringer. At deltage på internationalt niveau er vældig sjovt, ret dyrt,  men super spændende og lærerigt. Tak for nu fra Christina og mig, der nu forlader Oostende efter et fascinerende europamesterskab. 


De glade og nybagte europamestre Sabine Auken og Roy Welland

 

Åben parfinale del 1

Af Henrik Kruse Petersen, fredag den 28. juni

Det regner i Oostende, så de resterende bridgespillere holder sig indendørs og kaster sig over kortene i stedet for at nyde de fine bademuligheder ved den flotte men korte belgiske kyst. Første dag af den åbne parfinale er nu spillet, og to nordmænd, Kvangraven og Lie,  har lagt sig i spidsen for feltet. På et tidspunkt førte dansk-tyske Sabine Auken med makker Roy Welland, men de faldt lidt tilbage til tredjepladsen med Zia og Jansma lige efter som nr. 4. Det hele skal afgøres i morgen, så omkring kl. 17.30  ved vi hvem de nye europamestre er. Følg med her, på BBO og se running scores på EM-siden.
Under BBO-transmissionen snuppede jeg dette foto af Sabine og Roy i BBO-boksen:



I dameturneringen har Christina Lund Madsen været med fremme i front hele dagen og ligger pt. nr. 4 med sin tyrkiske mester. Skal vi have en dansk europamester?

En stor historie her i Oostende er, at den professionelle norske bridgespiller, Thor Erik Hoftaniska, blev arresteret i morges efter værtshusbataljer og derfor ikke kunne stille op i EM-finalen. Han blev først løsladt efter finalen var gået i gang og et andet par havde i mellemtiden fået pladsen i turneringen. Han hævder, at  han var aldeles uskyldig i miseren, men dette afgøres senere ...

Indtil videre er de eneste danske medalje faldet i mixedhold-turneringen, hvor Schaltz-holdet fik bronze. Efter et besøg i presserummet fik jeg dette link af Elisabeth Vattinger fra siden Newinbridge, der bl.a. viser overrækkelsen af de danske medaljer (tryk på pilen):  http://newinbridge.com/mixed-teams-prizegiving

 

Ikke se ned

Af Christina Lund Madsen, torsdag 27. juni

Kære bridgedanskere,

I får lige en hurtig og dybfølt opdatering fra mig. Efter første dag i EM damepar ligger jeg nummer 2 med min tyrkiske makker Dilek Yavas. Vi har franskmænd både over og under os, og på lur ligger hollænderne og kineserne, så der er verdensmestre fra alle verdenshjørner.

Dilek er virkelig fantastisk. Lidt som en tyrkisk udgave af Fie. Tager en byge af stik og har en ophøjet ro ved bordet. Og så kan hun godt lide, at jeg melder lidt til, fordi det synes hun ikke selv, hun er så god til... :)

I dag stod jeg ude foran spillestedet før sidste sektion, da en måge fløj over og sendte en klat i hovedet på mig og min taske. Da jeg så med en hvid klat i hovedet næsten grædende forklarede min makker, at jeg lige skulle nå på toilettet og vaske mig i panden, fordi en fugl havde skidt på mig, så hun helt glad ud. "In Turkey it means good luck," sagde hun.

Det andet danske par i feltet, Helle Simon Elbro og Karin Risom, ligger også nummer to - desværre fra bunden. Til gengæld har de det fantastisk. Vi spiller 50 spil mere i morgen og 35 lørdag. Hvis jeg har mentalt overskud, vil jeg skrive igen i morgen. Nu skal jeg i seng og forsøge at nedbringe mit adrenalinniveau.


Dilek og mig - lidt møre efter dagens strabadser

 

Åben par-finale uden danskere

Af Henrik Kruse Petersen, torsdag den 27. juni

Så røg de sidste danskere ud af den store åbne parturnering. I semifinalen deltog to danske par og 46 par gik videre til finalen. Dennis Bilde og Emil Jepsen var meget tæt på med en placering som nr. 49. De spillede godt det meste af semifinalen, men to dårlige sektioner til slut kostede desværre finalepladsen. Jens Auken og Søren Christiansen sluttede i den tunge ende, og var til slut slet ikke i nærheden af finalepladserne. Semifinalen blev vundet af tjekkerne Jacub Slemr og David Vozabal foran Sabine Auken - Roy welland og Zia - Jasnma på trediepladsen. De næste to dage spilles finalen ... Følg med på BBO, her og på EM's officielle hjemmeside.

Damerne er gået direkte i gang med finalerne, og der spilles over tre dage. Christina Lund Madsen ligger flot  nr. 2 efter førstedagen med sin tyrkiske makker, Dilek Yavas.


Zia i rødt vandt parkvalen og blev nr. 3 i semifinalen. Kan han holde stilen i finalen?

 

Parkalen slut i dag

Af Henrik Kruse Petersen, onsdag den 26. juni

Efter 100 spændende spil sluttede den store parkval i dag. 279 par kæmpede om 94 pladser i semifinalen, og det lykkedes kun for to af de danske par at komme videre i det skrappe selskab. Dennis Bilde og Emil Jepsen sluttede på en fornem 7. plads i det megastore felt, og Jens Auken og Søren Christiansen sneg sig lige med som nummer 89. Redaktøren havde jo det store blylod Kjeld Hansen på slæb, og det var for stor en udfordring, selvom det så lidt lyst ud i går ...-:)
På fjerdepladsen kom i øvrigt dansk/tyske Sabine Auken med Roy Welland som makker.
Kvalen blev vundet af Jan Jansma og Zia Mahmood. Sidstnævnte var bestemt ikke var på toppen i Copenhangen Invitational, hvor han sluttede sidst, men viste her i Oostende, at han ved, hvordan man spiller parturnering. Det bliver spændende at følge resten af turneringen.
Mange af de bedste danske ungdomsspillere har spillet i mere end en uge og har fået god træning og masser af international erfaring, selv om resultaterne ikke har være så prangende. Jeg fangede en del af dem udenfor spillesalen i frokostpausen, hvor menuen stod på sandwich og masser af historier om geniale spilføringer og urimelige katastrofer:


Vil du se alle resultaterne så kig her og har du lyst til at se en masse spil, så se de daglige bulletiner smat transmissionerne på BBO

 

Parkvalen i gang

Af Henrik Kruse Petersen, tirsdag den 25. juni

Solen skinner nu i Oostende og vi har skiftet dagbogsreferent. Den åbne holdturnering er netop slut. Vinderne blev et stærkt polsk hold, Mazurkiewich,  og det sidste danske islæt, Steen Møller, der spillede på hold med Mats Nilsland og to dygtige tyrkere måtte desværre bøje sig i round of 16. De førte ved halvtid, men så knækkede filmen ...

Solskin Oostende
Danskere i solskin


Den store parturnering er nu i gang, og 279 par stod parat ved startlinjen i morges. 94 par går videre og 11 danske par har kastet sig ind i kampen. Efter halvdelen af kvalen ligger Dennis Bilde og Emil Jepsen flot nr. 7 og undertegnede med blyloddet Kjeld Hansen ligger 89 og har pt. lige snuden inde for i varmen. Resten af den danske koloni må slås for deres bridgeliv i morgen over 50 spil.

 

Steen Møller i 1/8-delsfinalen

Af Christina Lund Madsen, mandag den 24. juni

Ingen af de danske hold var i nærheden af top 16, som avancerer til knockout-fasen. Men der gemmer sig alligevel en dansker langt oppe i tabellen. Steen Møller spiller med Mats Nilsland og to tyrkere med de fantastiske navne Okay og Tokay på holdet Assael, som endte på en sikker 9. plads i den indledende swiss.

I 1/8-delsfinalen møder holdet Isrmany, som er en blanding af tyske og israelske landsholdsspillere. Følg som altid med via BBO.

I dag er der en swiss-turnering for alle de hold, som er blevet slået ud, og i morgen starter kvalifikationen til åben par. 

 

Juniorer mod stjerner

Holdturneringen går ind i anden og for de fleste sidste dag. Kun de 16 bedste går videre, og det ser noget tungt ud for de danske hold. Denmark (Konow, Askgaard, Schäffer, Houmøller) har den bedste chance og ligger i skrivende stund nr. 32 med 5 KP op til 16. pladsen.

U20-holdet er noget overraskende næstbedste danske hold i dette øjeblik med en føring på 22-0 i 1. kamp søndag morgen. Holdet vandt to kampe i går og sluttede af mod de svenske verdensmestre. Jeg sad på en nærliggende cafe med den svenske stjerne Peter Bertheau, som spiller på holdet, men sad over denne kamp.

Lige før vi tjekkede stillingen, sagde han "Jag hoppas snart vi vinner en match, jag orkar inte förlora längre." Den stod så 14-6 til U20, og jeg kunne ikke undertrykke et fnis. Bertheau bandede noget om, at de ikke engang kunne slå de danske skoledrenge...

Kampen endte dog i sidste ende med en storsejr til svenskerne.


Den ene duo på U20-holdet: Frederik Skovly og Emil Thomsen

Mens U20 hyggede sig med de svenske verdensmestre spillede U25 mod det franske landshold. Det er det fantastiske ved at deltage i en åben turnering som denne. Man får lov at få klø af stjerner fra hele verden.


U25: Peter Jepsen, Majka Bilde, Signe Thomsen og Rasmus Jepsen

Team Pharmaservice har ikke haft den bedste turnering, men det hjalp lidt på det efter den sidste kamp i går. De gamle (HC Graversen og Morten Bilde) havde det sædvanlige mudder, men nu spiller de jo på hold med Dennis og Emil, så den sidste kamp endte 45-10 i imps, bl.a. ved at Dennis redoblede 5klør og tog et overstik. Det gav den smukke og sjældne score på 1000 point, hvilket var rigeligt til at dække de 650, som hans far og HC havde lagt ved det andet bord, hvor de glemte at redoble.


Team PharmaService (Morten Bilde, Emil Jepsen, Dennis Bilde og HC Graversen )

Anne-Mette og jeg skal spille 3. kamp i dag på "vores" hold, som noget overraskende ligger nr. 3 i dameholdturneringen, hvor top fire går videre. Den position skal vi nok få sat over styr.

 

Danmark uddeler æg

Regnen står ned i Oostende, så det er godt, vi er her for at spille bridge. Danmark (Kasper Konow, Michael Askgaard, Jonas Houmøller og Lauge Schäffer) startede turneringen med et æg - til modstanderne altså. 31-0 endte den første kamp. Det sendte drengene på BBP, hvor de vandt snævert med 14-12 i imos. Men med den nye skala bliver hvert imp konverteret til en brøkdel kamppoint, så det hele tæller. 

Desværre fik holdet stryg af nogle unge nordmænd i 3. kamp og ligger nu midt i feltet. For at avancere til knock-out kampene skal man ende blandt de 16 bedste i åben række og de fire bedste i senior og dame.

U20 (Emil Thomsen, Frederik Skovly, Søren Bilde og Andreas Plejdrup) har vundet deres første kamp! Jeg så Emil og Frederik komme gående med glade smil. Der er ikke mange juniorhold her, og særligt ikke under 20, så en sejr er meget målt i stolthed. Holdet er lige nu bedste danske par foran både U25 (Signe Thomsen-Rasmus Jepsen, Majka Bilde-Peter Jepsen) og PharmaService (HC Graversen, Morten Bilde, Dennis Bilde og Emil Jepsen). Det fniser U20'erne nok lidt af for sig selv...


Michael Askgaard, Jonas Houmøller, Kasper Konow og Lauge Schäffer efter storsejren

Anne-Mette Schaltz og jeg er blevet tredje par på et hold, hvor et par af spillerne gerne vil have en middagslur. Det resulterede også i en sejr, så vores hold ligger nu nr. 3 i dameswissen. Vi skal dog ikke spille mere i dag, så nu er Anne-Mette gået hjem for at tage sig en lur, så hun er klar til aftenens strabadser...

 

Bronze til Schaltz

Dorthe og Peter Schaltz, Nadia Bekkouche og Peter Fredin har vundet EM bronze i mixholdturneringen i Oostende. Skuffelsen hang tungt over holdet, da finalepladsen glippede. Men tyve spils bronzekamp lå foran de fire, og der var ikke spænding om udfaldet.
Stor glæde og mange intense krammere. Afstanden mellem 4. pladsen og podiet er uendelig.

Her er en række stemningsbilleder lige efter opgørelsen. (beklager billedkvaliteten)









Peter Schaltz, Dorthe Schaltz, Nadia Bekkouche og Peter Fredin


Sølvvinderne fra Østrig, som vandt den indledende swiss stort


Det hollandsk-østrigske vinderhold

 

Schaltz på medaljejagt

Af Christina Lund Madsen, fredag 21. juni 2013

De danske hold har ikke just brilleret i mixholdturneringen, men vi har dog et enkelt intakt medaljehåb. Schaltzerne med Nadia og Peter Fredin ligger nummer tre med fem kampe tilbage. De mødte de førende østrigere i går i et topopgør, men tabte stort.

I kampen efter tog de revanche ved at slå team Zimmermann (manden som har importeret Helgemo og Helness til Monaco og har et mixhold fuld af franske verdensmestre). Efter kampen var der drama uden for, da en af franskmændene mente, der var foregået en uregelmæssighed, som kan kunne tjene to imp på. Schaltz-holdet var uenig og mente, at de omvendt kunne tjene et par imp ekstra, hvis turneringslederen dømte til deres fordel.

Normalt plejer spillerne ikke at gå så meget op i et par imp, men med den nye KP-skala får hvert et imp betydning for kampens resultat, og det får altså sindene til at boble - i hvert fald hos en temperamentsfuld franskmand.

Diskussionen blev så ophidset, at franskmanden stillede sig pande til pande med Peter Fredin, så turneringslederen lige som i fodbold måtte skille dem ad. I skrivende stund står Schaltz-holdet til en sejr på 18,15 mod 1,85, hvilket betyder, at afgørelsen umiddelbart har været til Schaltz' fordel, hvis ikke der sker reguleringer i løbet af dagen.

Følg med på BBO og hep på vores medaljehåb.

 

Is og Versace

Selv om man ikke kommer i nærheden af podiet kan det næsten føles som at vinde guld, når man har sat som sit mål at vinde en kamp og efter ti kampe allerede har to store sejre i kufferten.

Ady Kjærsgaard og Lars Korsholm deltager for første gang ved det åbne EM på hold med Susanne Thomsen og Claus Lund. Jeg fangede dem midt i en is uden for og hørte, hvordan de har oplevet det at deltage i et Europamesterskab.

"Det har været så sjovt. Det gode ved en monrad er, at vi får lov til at møde nogen på nogenlunde samme styrke. Vi lå næsten middel efter første dag, og nu har vi lige spillet mod Versace. Det er også fedt, at der er så mange samlet samme sted," fortæller Lars Korsholm.

Nu er det jo noget anderledes at spille internationalt, hvor man skal forklare sig på engelsk og spille med skærme mod spillere fra hele verden, som spiller et noget andet system end i Danmark. Jeg spurgte, hvordan de har oplevet det at spille med skærme.

"Helt vildt rart. Det giver sådan en ro," siger Ady Kjærsgaard midt i sin magnumis og anbefaler andre at deltage i en turnering som det åbne EM.

 

 

Velkommen til Oostende

Af Christina Lund Madsen, Onsdag 19. juni

Kære læsere,

I går ankom jeg sammen med Anne-Mette Schaltz til Oostende, hvor en større gruppe danskere allerede har været i ilden i den indledende mixpar-turnering.

Byen er en belgisk badeby, hvor spillestedet og alle hotellet, restauranter, butikker og barer er samlet inden for en radius på 1 km. Det betyder, at man er sikker på at møde et kendt ansigt, hver gang man runder et hjørne.

Efter ankomst og tjek ind på vores hoteller (som ligger 150 meter fra spillestedet) besluttede vi at løbe en tur langs den nærmest Vesterhavs-agtige strand, som omkranser hele byen. Anne-Mette Schaltz er et rent energibundt, og jeg fulgte med efter bedste evne, men efter 4,75 km i sand gav jeg op. Et lidt fjollet tidspunkt at erkende nederlaget, eftersom hun stoppede præcis 20 meter efter, fordi hun løb ind i Susanne Thomsen og Claus Lund, som også netop var blevet færdige med at løbe om kap.

På vej tilbage til hotellet mødte vi Nadia Bekkouche og Peter Fredin, som også havde taget løbetøjet på. Eller Nadia havde, hendes svenske makker havde solbriller på og lignede en, der var klar til at gå med os tilbage til hotellet.

Vi passerede spillestedet samtidig med pausen før sidste sektion, hvilket betød, at hovedparten af deltagerne var samlet uden for, rygere som ikke-rygere. Her fandt vi Henrik Caspersen, som lå flot placeret som nr. 15 i A-finalen med Stense Farholt. Så han fik selvfølgelig en stor og svedig krammer. Parret endte som nr. 19 ud af 52. Ikke dårligt at være Europas 19. bedste mixpar.


Henrik og Stense efter finalen


Mixhold

I dag onsdag starter mixholdturneringen. Den bliver spillet over tre dages som 15-runders monrad. Der er 98 deltagende hold fra 35 forskellige lande. De danske deltagere er:
Adys selected (Ady Kjærsgaard, Lars Korsholm, Claus Lund og Susanne Thomsen)
Denmark mix (Ole Raulund, Tina Ege, Stense Farholt og Henrik Caspersen)
Team Ballebo (Marlene & Jens Ove Henneberg, Morten & Dorte Cilleborg Bilde)
Schaltz (Peter & Dorthe Schaltz, Nadia Bekkouche, Peter Fredin (Sverige))
Poldanes (Anne-Mette Schaltz, Thomas Sivholm, Dennis Bilde og Agnieszka Chudy (Polen))
Seale (Majka Cilleborg Bilde, Peter Jepsen, Thomas Paske og Catherine Seale (England))

Der bliver transmitteret fra BBO hele dagen, så tag et kig og hep på de danske deltagere.


Den jyske mixdelegation


Medaljetagerne i mixpar. De bulgarske vindere Popova-Guned vandt også i 2007