Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst

Kaptajnsteamets blog ved EM i Budapest 2016

 

The end is near - blog for 23. - 25. juni

De sidste tre dage har de taktiske overvejelser ændret sig løbende for de tre hold. Vi vil her prøve at give billede et vores overvejelser i kaptajnstruppen for de enkelte hold.

Åben række havde udspillet sin chance, og vi har benyttet de skuffende resultater til at skue fremad. Dennis - Morten skal som eneste par også spille OL i Polen, og vi har derfor benyttet stort set enhver lejlighed til at spille dem. Selvom vi havde meget stærke modstandere tilbage, er resultaterne er begyndt at blive bedre. Vi har vundet 5 sejre i streg. Det understreger dog bare, at holdet spillemæssigt ikke har været klar fra starten af turneringen - eller i hvert fald ikke i højeste gear. Der har desuden været den udfordring, at vi ikke har formået at fungere at få et par til at fungere som trækdyr for holdet, så de er kommet alt for sent i gang. Fremadrettet skal vi helt sikkert se på, hvad vi og spillerne kan gøre, for at spillerne er i gear fra turneringens start.

Vi håber på en god sidste dag mod England, Monaco og Irland, så holdene selv afgør, hvem der kvalificerer sig til VM og hvem der ikke gør.

 

Seniorerne har de sidste dage ikke fået spillet til at fungere ordentligt. Det næste lyder floskelagtigt, men er sandt et stykke ad vejen. Der har manglet en motor på holdet, som kunne trække de andre frem. Det har ikke været oplagt at spille et par frem for de andre, og de ydre betingelser med stor varme har gjort det oplagt at dele kampene ligeligt mellem parrene, bl.a. fordi intet par har skilt sig ud.

Modstanderne har derimod været skarpe og gjort det rigtige i mange situationer. Modstanderne har spillet tæt på Gammabridge, dvs. så tæt på fejlfrit de kan. Sådanne ting hænger ofte sammen. Når vores spillere træffer forkerte beslutninger, træffer modstanderne tit flere rigtige beslutninger.

Når det er sagt, har vores tre par noget at arbejde med frem til OL. VI har ikke været skarpe nok de sidste par dage, men kunne i mange af kampene højst have holdt middel, hvis vi havde spillet fejlfrit. Det pres har spillerne ikke været skarpe nok til at fungere under. 
 

Dameholdet var det hold, der var færrest forventninger til af de tre hold i forhold til en VM-plads. Damerne har spillet op til deres bedste. De er det eneste danske hold, der stadig er med i kampen om en plads ved VM. Selvom parrene i en intern sammenligning har klaret sig nogenlunde lige godt i skrivende stund, så har der igennem turneringen været forskel på, hvor godt kørende parrene har været, så her har det været nemmere at vurdere, hvilket par der skulle spille tre halvlege, der hvor de rammer topniveauet. Det er bl.a. det, der kan forklare, at de stadig er med i kampen om en plads ved VM, at der i fleste kamp har været holdt en lav score til modstanderne. Det er kun gået rigtigt galt i to kampe, mens stort set alle andre er vundet med små scorer. Trætheden er dog begyndt at melde sig, så det er de sidste ressourcer, der skal mobiliseres, for at vi kommer til VM.

 

Taktiske overvejelser på holdene - blog for 21. + 22. juni

Med 3 hold af sted er det forskellige overvejelser, man er nødt til at gøre sig, for turneringen udvikler sig altid forskelligt for de enkelte hold, og det er derfor vidt forskellige problemstillinger, man skal tage stilling til som kaptajn.

Damerne

Damerne kører stille og roligt og spiller pænt alle par. Helle og Lone er rigtig godt kørende og scorer meget, bl.a. fordi deres aggressive spillestil netter meget mod de mindre rutinerede hold, og de to andre par har også pænt plus gennem turneringen. Her har kaptajnen mest fokus på at bevare den gode rytme og lader derfor i høj grad parrene følge det hidtidige forløb i turneringen. Pæne sejre mod Estland og Norge blev fulgt af en lille sejr mod England, der ligger i top 3. Det var en god kamp for Tina - Stense at spille. Det stiver selvtilliden at slå et af de stærkeste hold, når man som "nyt" par er af sted første gang igennem en længere periode. Godt set af kaptajnen, at der var mulighed for at få parrets selvtillid til at vokse ved at vise dem den nødvendige tillid.

I dag spillerne damerne mod Bulgarien, Portugal, Frankrig og Finland. Holdet er sat til de første to kampe. Nadia- Maria med Helle - Lone  mod Bulgarien og TIna - Stense med Nadia - Maria mod Portugal.

Seniorerne

Efter en forrygende første dag havde seniorerne en virkelig dårlig anden dag. Efter dag 2 har kaptajnen brugt tiden på at fastholde modet i truppen og troen på dem selv som spillere, par og hold. Det er nemt at glemme, at man stadig er fint med i kapløbet om en af pladserne til VM, når man ikke er tilfreds med eget spil. Her er det vores rolle at bevare perspektivet for hele turneringen og ikke fokusere på resultaterne i de enkelte kampe. Det gøres bedst ved at fastholde spillernes fokus ikke bare på den kamp de spille, men på det spil, de spiller i nuet, og så glemme alt andet, herunder kampe der er spillede, eller kampe holdmakkerne spiller. Det er vigtigt, at spillerne bruger kræfterne rigtigt under turneringen.

 Holdet skulle rejse sig mod Serbien, Wales og Rumænien. Det lykkedes delvist i går. Knap 40 KP for de 3 kampe går an, omend kaptajnen havde håbet på mere efter 35 KP i de to første kampe tilsammen. Det dårlige resultat i kamp 3 mod Rumænien skabte et behov hos nogle af spillerne for at få lukket kampen. Her bliver det kaptajnens opgave at sørge for, at det sker på en konstruktiv måde, så alle tre par i truppen er klar til at performe bedst muligt fremadrettet i turneringen, uagtet at de tre par i truppen har helt forskellige ønsker og behov til at lukke dårlige kampe.

Holdet er ved godt mod og er klar over, at dagen i dag er vigtig. Der er fuld fokus fra holdets side. Holdet spiller mod 3 af de hold i dag, der spiller med om pladserne til VM i Lyon. De lægger ud mod Italien, fortsætter mod Bulgarien, Ungarn og Spanien. De tre første kampe sætter dagsordenen for resten af turneringen.

Åben række

Ingen af parrene på holdet er for alvor kommet i gang med turneringen. Spillet har været for dårligt og/eller for ustabilt for pars vedkommende. Martin - Søren havde i lørdags en dag med ryk i resultaterne, og de kunne måske trække de andre par frem. Søndag var det den taktik, vi forfulgte, men desværre løb  parret ind i et par kedelige kampe søndag. Efter en dårlig søndag var det nødvendigt at forfølge en lidt anderledes taktik, for der var ikke plads til flere dårlige resultater, hvis vi skulle med frem. Vi indledte med Søren - Martin og Dennis - Morten mandag morgen mod og ville fortsætte med begge par, hvis resultatet af den første kamp var tilfredsstillende. Det er ikke ensbetydende med, at Knut - Mathias havde spillet dårligere end de andre par, men derimod en konsekvens af, at vi var nødt til benhårdt at ride det momentum, de enkelte par kunne skabe.

Det så ud til at lykkedes, indtil vi var næsten midtvejs i kamp 2. Vi vandt en pæn sejr i den første kamp mod Serbien og var foran 22-1 mod Belgien. Herefter gik det dog helt galt. Nedgang i en storeslem kostede 20 IMP, og vi afleverede desuden 3x12 IMP og tabte stort mod Belgien. Herefter var hullet op til 6. pladsen blevet for stort til at nå op, og holdet faldt også sammen i kampen efter og tabte stort til Estland.

I dag møder holdet Tjekkiet, Holland, Tyrkiet og Georgien og skal forsøge at redde noget af æren. Der er heldigvis en tilpas mængde af forfængelighed hos holdet, så de vil have skuden vendt.

For kaptajnen drejer det sig om at sætte sig nye delmål, når nu holdet ikke længere kan nå deres hovedmål. Første opgave bliver at komme i bedste halvdel af feltet. Anden opgave bliver at give de mange gode modstandere, vi mangler, modstand, så det ikke bliver vores drenge, der afgør, hvem der kommer til VM, og hvem der ikke gør. Lykkes det, bevæger holdet sig automatisk også lidt op i feltet.

Efter turneringen skal der selvfølgelig også evalueres på, hvad der er gået galt, hvorfor det er gået galt, og hvad vi skal gøre anderledes fremover, men denne snak hører til efter turneringen. Under turneringen gælder det om at bevare fokus på spillet og derigennem klare sig bedst muligt, selvom bedst muligt ender med at blive vurderet som ikke godt nok.

 

Skidt start - god afslutning

Damerne og seniorerne fik ikke den start i kamp 1, vi håbede på. De havde store nederlag til hhv. Skotland og Estland. To lande, man traditionelt forventer at vinde imod og gerne stort, men bridge til EM har ændret sig. De såkaldte små bridgenationer er ikke så lette længere. De bider i højere og højere grad fra sig, når man møder dem, og holdene kan sagtens risikere et uventet nederlag, selvom vi måske ville vinde 7 eller 8 ud af 10 kampe mod de pågældende hold.

Det er vilkår, spillerne er nødt til at tage højde for og forholde sig til. Der er ingen grund til at gå i panik, bare fordi man taber en kamp. Der er tværtimod grund til at fastholde fokus på den næste kamp og det næste spil, for sådanne uventede nederlag og/eller for små sejre sker for alle hold i turneringen. Har spillerne en anden indstilling end denne, risikerer de meget vel at blive deres egen værste modstandere igennem turneringen.

Mentalt bør spillerne betragte Round Robin som en lang match med flere hundrede spil, hvor man tilfældigvis skifter modstandere hvert 16. spil. Det er det lange, seje træk, der er den vigtige indgang til at performe bedst muligt. Spillerne skal tro på, at de kan, tro på at makker kan, og tro på at holdmakkerne kan.

Det er vores opgave som kaptajner at bevare roen og give troen til holdet. Denne opgave løste alle tre hold samlet set godt i går efter en halvsløj første kamp. Den dårlige kamp var glemt, og der blev scoret pænt i alle tre rækker.

Samlet set ligger seniorerne nr. 2 en knivspids efter Italien og har rejst sig fantastisk efter den uheldige start, damerne ligger nr. 10 knap 5 KP efter en kvalifikationsplads til VM, og Åben række ligger nr. 18 knap 25 KP fra en kvalifikationsplads. Der er dog lang igen, så meget kan ændre sig endnu - både den rigtige og den forkerte ;-).

Damer og seniorer kan forhåbentlig fortsætte fremgangen efter kamp 1 de kommende dage, mens Åben række gerne må kan fastholde det fokuserede spil fra kampene mod Italien og Norge, for så skal de nok nå at komme in contention til VM-pladserne.

 

Alle 3 danske hold i kamp

Damerne og seniorerne begynder deres EM i dag. Vi håber på en bedre start end den Åben række fik.

Programmet for holdene:
Damerækken: Skotland, Italien, Serbien, Spanien
Seniorrækken: Estland, Tyskland, Norge, Holland
Åben Række: Færøerne, Wales, Italien, Norge

En god start for et hold fremmer, at spillerne træffer de rigtige beslutninger i svære situationer under pres, mens en dårlig start mentalt kan påvirke spillernes selvtillid og dermed deres evne til at fastholde og tro på eget spil. Denne mentale del af spillet med at fastholde troen er et af de områder, hvor professionelle spillere (spillere, der lever af at spille bridge) har en stor fordel frem for spillere, der har et civilt erhverv ved siden af, fordi de oplever flere af de situationer, hvor de kommer under pres løbende. Bridge er et spil baseret på erfaringer, og jo flere erfaringer du gør dig og jo flere gange du oplever dem, desto nemmere er det at bevare troen i pressede situationer. Det er også derfor, det er vigtigt for et hold, at omgivelserne bevarer troen på dem, selvom spillet ikke altid helt berettiger til det.

Damerne og seniorerne lægger mere blødt ud med en enkelt svær kamp i begge rækker. En god dag for Åben række kan bringe dem tættere på toppen, mens en skidt dag ikke giver meget plads til bommerter siden hen. Dagen i dag for Åben række kan meget vel være afgørende for, om vi kommer med i spillet om kvalifikation til VM eller ej. Færøerne er en modstander, vi ofte vil slå. Der er dog intet hold, de hellere vil slå end Danmark, så kampen er langt fra vundet forlods. Wales i kamp 2 har klaret sig bedre end forventet, og Italien og Norge i kamp 3 og 4 er to af kandidaterne og favoritterne til en kvalifikationsplads til VM.

Følg damerne på BBO i kamp 2 mod Italien kl 13.20 og Åben række i kamp 4 18.40 mod Norge.

Følg resultaterne på Running scores for de enkelte rækker. Links findes på

http://www.eurobridge.org/repository/competitions/16budapest/microsite/Results.htm

 

Det ustabile danske spil fortsætter

På dag 2 mødte vi Letland, Grækenland, Sverige og Rumænien i nævnte rækkefølge. To sejre i de første to kampe blev fulgt af et stort nederlag mod Sverige og uafgjort mod Rumænien. Lidt over middel på sådan en dag er ikke godt nok i længden. Det ved både spillere, kaptajner og tilskuere derhjemme.

Den vurdering og evaluering tror jeg ingen af de involverede parter er uenige om. Selvfølgelig skal fejlfrekvensen ned. Selvfølgelig skal der bedre målmand på, så uddelingen af imps begrænses. Selvfølgelig har vi tabt for mange af de store spil. Og det kan vi ikke blive blive ved med.

Evalueringer af, hvad man kunne og burde have gjort eller hvor holdet burde have været bedre forberedt hører dog til efter et mesterskab. Mens man er afsted, nytter det dog ikke noget at slå spillere i hovedet med deres mere eller mindre tvivlsomme dispositioner. Der skal fokus hele tiden være på at spille næste spil. Det gælder derfor om at prøve at banke så meget selvtillid og humør ind i spillerne, at de fortsat tror på det. Tror på, at deres eget spil er godt nok til at klare sig, hvis ellers de finder frem til det. Tror på, at de og makker vurderer kortene ens, så spillerne finder de slemmer, der er. Tror på, at de foretager de rette dispositioner, når modstanderne sætter dem under pres. Forsvinder troen først, forsvinder muligheden for gode resultater.

 

En pauver dansk første dag

Hverken resultat- eller spillemæssigt er spillerne tilfredse med indsatsen den første dag. Der var mange dyre spil i de tre kampe, der ikke gik vores vej; nogle selvforskyldt og andre mere tilfældige. Sammenlagt 28,78 kp ud af 80 mulige inkl. 12 kp for en oversidderrunde er både under det forventede og det ønskede.

Stemningen efter dagen bar præg af ønske om forandringer, men modløshed er der ikke spor af. Humøret i truppen er stadigvæk højt. Spillerne ærgrede sig dog både gule og blå over de manglende resultater.

Dag 1 er dog fortid nu. Vi er nødt til at fokusere på det, der er, og ikke det der var. Et spil ad gangen er vejen frem til at få skuden vendt, så impene går vores og ikke modstandernes vej. 

Dag 2 byder på Letland, Grækenland, Sverige og Rumænien. Vi er på BBO i de tre første kampe med start henholdsvis kl. 10, 13.20 og 16.00.

De fire danske damepar  spiller sidste dag i kvalifikationen i dag. Helle Rasmussen - Lone Bilde ligger nr 13 og  Kate Reiter - Helle SImon Elbro nr 19 og ligger begge pt. til at komme i A-finalen.

Stense Farholt - Tina Ege og Ketty Jepsen - Bettina Kalkerup skal derimod finde et højere gear frem, hvis de vil nå blandt de 25, der spiller A-finale. Parrene ligger pt. nr. 43 og 49.

Følg selv resultaterne på http://www.eurobridge.org/repository/competitions/16budapest/microsite/Results.htm

eller for Åben rækkes vedkommende på running scores fra de enkelte kampe på http://www.eurobridge.org/repository/competitions/16budapest/microsite/RunningScores/Asp/RoundTeamsConditStatClassicMod.asp?qtournid=1210&qshowflag=1

Vi håber på en status i aften med masser af succes at formidle ved de danske borde.

 

Følg Danmark på BBO kl 10, 13.20 og 18.40 fredag den 17. juni

Spanien - Danmark 13-7

Danmark tabte første kamp mod Spanien 13-7. Danmark kom godt fra start, men Spanierne fik lagt godt pres i de følgende spil. Ikke alle problemerne Spanierne skabte for os, blev løst.

Det var en åben kamp, der lige så godt kunne have svinget vores vej.  Alle spillerne er opsatte på at at spille og vi kan forvente en god og koncentreret indsats med forhåbentligt  gode resultater til følge, i de kommende kampe.

 

Følg Danmark på BBO 13.20 og 18.40 torsdag den 16. juni

Der bliver spillet 4 kampe imorgen. Første kamp sidder Danmark over. Herefter følger tre kampe mod Spanien, Ukraine og Polen, hvor vi er på BBO i to af dem.

Knut Blakset - Mathias Bruun og Dennis - Morten Bilde spiller mod Spanien, Knut - Mathias og Søren Christiansen - Martin Schaltz mod Ukraine og Dennis - Morten og Søren - Martin er på BBO mod verdensmestrene fra Polen.

Kampene mod Spanien og Polen bliver vist på BBO, og vi vil umiddelbart efter kampene følge op med kommentarer mv. på DBfs facebookgruppe, https://www.facebook.com/bridge.dk/?ref=aymt_homepage_panel

Damerne begynder på EM Damepar imorgen torsdag. Udover to par fra EM-holdet, Helle Rasmussen - Lone Bilde og Stense Farholt - Tina Ege, spiller Käte Reiter - Helle Simon Elbro og Ketty Jepsen - Bettina Kalkerup også med om medaljer. Der er kvalifikation først med efterfølgende inddeling i en A- og en B-pulje bagefter, medmindre man kan nå at spille alle mod alle.

 

Countdown til EM i Budapest

Vores tre landshold skal snart i kamp til EM i Budapest, der bliver afgjort 16. - 26. juni. Følg dem på hjemmesiden, BBO og ikke mindst via DBf's Facebookgruppe, hvor vi straks formidler resultater, nye modstandere og små historier om dagligdagen i den danske lejr. De fem nyeste Facebookopslag kan ses på DBf's hjemmeside i vinduet "Følg os på Facebook", også selv om du ikke selv skulle være Facebookbruger. Du kan endda klikke dig ind på DBf's Facebookside og se alle opslag. Du skal bare minimere den opfordring til at oprette en konto, som fylder en stor del af skærmbilledet (klik på "Not now"). 

Drømmen er, at tre hold kvalificerer sig til VM. Håbet er, at det lykkes for to hold, mens forventningen er, at mindst et af vore hold ender blandt de 6 bedste ved EM og opnår den ønskede plads ved VM (7 hold, hvis værtsnationen Frankrig ender i top 6).

Kampen mellem holdene i de enkelte rækker om de 6 pladser bliver dog tæt. Hvilke hold, der har størst chancer, er svært at spå om.

Det skal heller ikke være holdenes fokus. Har de hele tiden blik for den kommende modstander, ja endnu bedre fokus på det næste spil i turneringen, er mulighederne der for alle tre hold. Der vil komme op- og nedture for alle hold i turneringen, og kunsten er ikke at lade spillede spil påvirke det næste spil, hvis holdene vil have succes. Det lyder banalt, men det er langt fra så let, som det lyder.

I kan downloade kampprogrammet for damerne her
Damerne skal spille EM fra 19. −25. juni.

Den 16.−18. juni spiller Helle Rasmussen – Lone Bilde, Tina Ege – Stense Farholt, Ketty Jepsen – Bettina Kalkerup samt Käte Reiter – Helle Simon Elbro EM i damepar. Du kan følge resultaterne på hjemmesiden og på Facebook, hvor vi lægger links ud til resultatsiderne, så snart de bliver gjort aktive.

I kan downloade kampprogrammet for åben række her
Turneringen varer 16.− 25. juni, og vi skal spille 36 kampe.
Følg med Facebook og hep på vore drenge igennem hele perioden. Resultater igen primært på Facebook, mens længere kommentarer og blogs ryger på kaptajnernes blogs.

I kan downloade kampprogrammet for seniorerne her
Ligesom damerne spiller seniorerne fra den 19. til den 25. juni.

Vi vil desuden løbende oplyse om kampe på BBO, så snart de bliver offentliggjort.

På de frivilliges vegne
Landstræner & Sportchef
Jacob Røn

 

Hvad håber vi på?

Drømmen er, at tre hold kvalificerer sig til VM. Håbet er, at det lykkes for to hold, mens forventningen er, at mindst et af vore hold ender blandt de 6 bedste ved EM og opnår den ønskede plads ved VM (7 hold, hvis værtsnationen Frankrig ender i top 6).

Kampen mellem holdene i de enkelte rækker om de 6 pladser bliver dog tæt. Hvilke hold, der har størst chancer, er svært at spå om.

Det skal heller ikke være holdenes fokus. Har de hele tiden blik for den kommende modstander, ja endnu bedre fokus på det næste spil i turneringen, er mulighederne der for alle tre hold. Der vil komme op- og nedture for alle hold i turneringen, og kunsten er ikke at lade spillede spil påvirke det næste spil, hvis holdene vil have succes. Det lyder banalt, men er langt fra så let, som det lyder.

Dameholdet består af:

Helle Rasmussen - Lone Bilde 

Nadia Bekkouche - Maria Rahelt 

Tina Ege - Stense Farholt

Kaptajn: Kirsten Steen Møller

 

Åben række udgøres af:

Martin Schaltz - Søren Christiansen 

Knut Blakset - Mathias Bruun 

Dennis - Morten Bilde 

Kaptajn: Bo Bilde

 

Seniorholdets kæmper er:

Dorthe - Peter Schaltz

Knud-Aage Boesgaard - H.C. Nielsen

Steen Schou - Jørgen Hansen

Kaptajn: Peter Magnussen

 

Kaptajnsteamets blog ved EM i Budapest 2016

Velkommen til bloggen fra Budapest. EM går i gang den 16. juni i åben række, mens dame- og seniorholdet skal i kamp fra den 19. juni. Alle tre rækker slutter den 25. juni. Følg spillerne på BBO, her og på Facebook.

Landstræner Jacob Røn samt kaptajnerne for åben (Bo Bilde), damer (Kirsten Steen Møller) og senior (Peter Magnussen) vil her holde DBf's medlemmer opdateret med nyheder direkte fra EM-lejren i Ungarn i denne blog.

Sammen med de to coacher Jytte Ibsen og Birgitte Capion Nielsen udgør de tre kaptajner de fem frivillige, der vil gøre alt for at sikre Danmark et godt resultat.

Udover en daglig blog på denne side vil vi løbende bringe resultater, billeder, spillerkommentarer mv på mere jævnlige opdateringer på DBfs Facebookside.

Vi vil desuden opdatere hjemmesiden og Facebook løbende med info om kampe på BBO.