Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
08. september 2017

Holdet til Kina udtaget!

Udover guldet, glimmeren og glansen har EM-guldet fra Montecatini givet afkast for DBf i form af en uventet, men kærkommen invitation. 3 damepar skal til Kina og spille Beijing Hua Yuan Cup 15.−22. oktober og kæmpe om 215.000 $.

 

Det bliver EM-vinderne Helle Rasmussen – Lone Bilde og Stense Farholt – Tina Ege, der sammen med Signe Buus Thomsen – Bjørg Houmøller både skal tage stik hjem for Danmark og kompensere økonomisk for de mange ferieuger, spillerne frivilligt har benyttet på deres hobby de seneste mange år.

Bo Bilde skal forsøge at få det bedste ud af holdet som kaptajn, og Jacob Røn tager med som moralsk opbakning og coach for at se holdet spille mod den bedst mulige modstand mange dage i træk.

 

Mad og ophold er betalt af værterne for op til 8 personer, og DBf skal udelukkende bekoste fly til og fra Kina. Vinder parrene præmiepenge, er den faste aftale, at spillere skal tilbagebetale 50 % af deres præmiepenge, dog højst det beløb det koster at sende holdet til Kina.

 

Spillerne lægger ud med to dages parturnering (23 runder af 3 spil), hvor der kæmpes om samlet 50.000 $. Herefter følger 4 dage med holdturnering. Alle dage er lange bridgedage. Der spilles fra 8.30 (holdturnering) eller 9.00 (parturnering) til kl 17.50 hver dag.

Modstanden bliver dog ikke den letteste. Udover medaljetagerne fra 2015 (Beijing Hua Yuan, Itaien og Frankrig) deltager Kina, europamestrene fra England, verdensmestrene fra USA og bronzevinderne Skotland fra World Mind Games alle med et hold. De bedste af de bedste!

 

Holdet skal finde spillet fra Montecatini frem og måske endda lidt mere end det, for modstanden bliver ikke bedre. Jeg er sikker på, at alle 3 par vil gøre deres yderste for tage stik hjem og måske endda ende på skamlen i Kina.

 

Bliver vi nummer 1, 2 eller 3 i holdturneringen, får vi en invitation til samme turnering om to år. Bedre træningsmuligheder for vores damer får vi ikke, så der bliver gjort en indsats hjemmefra for at være i form og tage stikkene hjem.

 

Der er spillet flere kampe mod Skotland på BBO, og der er flere kampe på vej mod Skotland og Sverige. Søg på brugernavnene esnets, Fruege, bilde, Helle_r, og du vil finde de to borde, når du er på BBO en af følgende tre dage.

 

12. september kl. 20.30 mod Skotland

24. september kl. 19 mod Sverige

10. oktober kl. 20 mod Skotland

 

Vi har desuden følere ude om kampe på BBO hos Israel. Vi vender tilbage, når der er nyt om dette.

 

Det er dog ikke de eneste tiltag op til Kina. Midt i september afholder Eliteforum en samling for alle par i bruttotruppen, hvor også de tre par deltager. I kan læse om indholdet i weekenden her (link til den vedhæftede invitation).

 

Så snart der er nyt om turen til Kina, vil det blive bragt på bridge.dk.

Jeg vil under turneringen skrive en blog med fokus på spillernes oplevelser ved bordet og deres håndtering af ups and downs, der uvilkårligt kommer under længere turneringer. I kan læse mere herom på landstrænerens blog, når vi er kommet ind i oktober.

Landstræner & Sportschef

Jacob Røn

 

Program landsholdssamling