Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
11. marts 2019

Flot weekend i Herning

 

De 4 landsholdstrupper i Danmark samledes til en forlænget weekend i Herning. Der var seriøs træning på programmet, men der var fredag aften også tid til en meget hyggelig Pro/Am turnering, som vi kalder det, når en elitespiller bliver makker med en knap så rutineret spiller.

Vi spillede en turnering på 21 spil, som forløb aldeles gnidningsløst og med godt humør. Efterfølgende blev der serveret en lækker middag, hvor stemningen var høj og snakken gik lystigt.

Det kan nævnes, at Niels Rasmussen – Mads Krøjgaard løb med sejren foran Jeanet Normann – H.K. Sørensen, men det vigtigste var trods alt den gode stemning. Det må vi gentage.

Se de endelige resultater fra Pro/Am her.

 

Efter denne fine start på weekenden fulgte en benhård eliteturnering lørdag-søndag over 102 spil, hvor de 4 landsholdstrupper suppleret med 7 dygtige og talentfulde juniorer spillede alle mod alle. Turneringen blev på dygtig vis ledet af Henrik Hven, Peter Lilholt og Steven Basnow. Vindere blev Michael Askgaard og Kasper Konow, næppe nogen stor overraskelse. Et gammelt seniorpar, H.C. Nielsen og Knud-Aage Boesgaard besatte andenpladsen. Et juniorpar, Christian Lahrmann og Andreas Plejdrup blandede sig længe i topstriden, men faldt en smule tilbage til sidst. Flot indsats.

Se resultaterne fra træningsweekenden her.

Alt i alt en både hyggelig og givende weekend før der skal foretages udtagelse til de forskellige landshold. En KÆMPE tak til Herning Bridgeklub for dette arrangement. Fin service og excellent forplejning hele weekenden igennem. Vi kommer gerne igen:)

Peter Magnussen
Landstræner.