Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
09. september 2019

Sikker pokalsejr til Schaltz

 

Peter Schaltz vandt en sikker sejr i pokalfinalen. Schaltz-holdet besejrede H.C. Nielsen med 114-47 og blev dermed dobbelte mestre. I foråret vandt Peter Schaltz DM for hold, og med pokaltriumfen er Schaltz indehaver af The Double. Hold- og pokalmesterskab er ikke vundet af samme mandskab siden 2002, hvor Lars Blaksets hold gjorde rent bord.

H.C. Nielsen lagde bedst ud i finalen, men blev overhalet af Peter Schaltz allerede efter anden sektion. Schaltz og co. gav ikke siden slip på føringen, selv om kampen længe var ret tæt. De endelige cifre blev større end spillet egentlig berettigede til, da H.C. Nielsen var tvunget til at forsøge at skabe sving. Blandt andet spillede Martin Schaltz og Mathias Bruun den sjældne kontrakt 2 spar redoblet, som vandt ni stik. Da 4 hjerter tilmed var gået ned på den modsatte led ved det andet bord, blev svinget på 16 imp.

De nye pokalmestre er: Peter Schaltz, Dorthe Schaltz, Martin Schaltz, Mathias Bruun og Knut Blakset. Mathias Bruun og Knut Blakset stopper deres makkerskab efter denne sæson, så parret sluttede af med maner.

Sølvmedaljerne går til H.C. Nielsen, der foruden holdkaptajnen består af Knud-Aage Boesgaard, Freddi Brøndum, Jacob Røn, Steen Schou og Jørgen Hansen.

Der var to sæt bronzemedaljer. Det ene blev vundet Jesper Buus-Thomsen, Rico Hemberg, Signe Buus-Thomsen og substitut Morten Lund Madsen, der tabte til H.C. Nielsen i semifinalen. Og det andet sæt gik til Kasper Konow, Michael Askgaard, Sejr Andreas Jensen og Mikkel Larsen, der måtte bøje sig for de senere pokalmestre, Peter Schaltz.

Finalen blev afviklet i Blaksets Bridgecenter med god stemning både lørdag og søndag. Således blev turneringsleder Jacob Duschek ikke tilkaldt én eneste gang i løbet af weekenden.

Du kan se resultaterne her.

 

Tillykke til de nye pokalmestre. Og husk, at den nye pokalturnering starter meget snart. Her har du chancen for at spille med om næste års pokal. Tilmeldingsfristen er på søndag den 15. september.