Bridgeforlaget
Danmarks Bridgeforbund. Vil du vide mere om verdens sjoveste kortspil?

Emil Jepsen

Af Dennis Bilde

Emil lærte at spille bridge som 12-årig og mødte Dennis Bilde og Niclas Raulund på det hidtil yngste kursus på Egå Højskole.

 

Emil er holdets stille og seriøse fyr. Han er absolut uundværlig til at holde styr på os andre og ikke mindst til at samle kamppoint ind. Han er holdets solide mand ved bridgebordet. Når man har ham inde, er der af en eller anden grund bare garanti for en fornuftig halvleg. Måske fordi han har valgt ikke at spille med fejl. Ikke så meget pjat - bare bridge på et højt niveau.

Uden for bridgebordet er Emil meget den samme. Stille og roligt derudad uden de store armbevægelser. Han studerer kemi på Aarhus Universitet, og vejen dertil var ganske enkel. Folkeskole - gymnasium - ud at rejse - Uni. Og altid med høje karakterer. Men det skal man jo, når man har en mor, der er lærer på ens gamle gymnasium. Så i alle livets facetter en solid mand, som man altid kan stole på gør noget ud af tingene.

Ud over bridge har Emil op gennem sin ungdom spillet bordtennis på højt niveau. Og det er en sportsgren, hvor han virkelig har sat juniorholdet på plads. Vel at mærke med store armbevægelser. Det er jo også kun fair, når han hele tiden skal gå og høre på, hvor gode vi andre synes, vi er til det!

Emils drøm om 10 år: Semiprofessionel bridgespiller med et job som universitetslærer herhjemme. Og så har han selvfølgelig en lille sidegesjæft som "opfinder" i sin kælder. Som den ægte kemiker han er.