Hvis misinformationen er årsag til ØV's skade, skal scoren justeres (§ 12B3, §12C - læs gerne mere her). Om der er en sådan årsagssammenhæng, og i hvor høj grad Vest i givet fald ville have meldt 5 sp, undersøges bedst ved en rundspørge. Skaf 6 spillere af samme styrke som der er tale om her. Vis dem Vests hånd. Vis dem meldeforløbet frem til og med 5hj, idet NS's meldinger forklares ud fra at Nords åbning er multi. Spørg dem derefter hvad de nu melder.
Hvis ingen af dem melder 5sp, er det rimeligt at sige at den forkerte forklaring ikke har forårsaget nogen skade. Hvis nogle af dem faktisk melder 5sp, skal man stille endnu et spørgsmål, nemlig hvad de ville have meldt hvis 2ru havde været Ekren. Hvis de alle sammen også melder 5sp i den situation, er der det igen rimeligt at sige at den forkerte forklaring ikke er årsag til nogen skade. Men ellers kan der være tale om skade, og rundspørgen kan nu give et fingerpeg om hvilken vægtet score der er relevant. Hvis halvdelen bare passer, men den anden halvdel melder 5 sp med korrekt forklaring, ligner det fx en justeret score med 50 % til bordresultatet og 50 % til 5sp 11 stik.
Endelig er der jo den særlige vinkel at 5hj-X koster 500, hvilket er bedre end det ØV kan opnå i 5sp. Her kan det sagtens tænkes at misinformationen er årsag til skade (Østs sp EK er mindre værd i modspil når Nord lover 4-farve i spar). Men også den vinkel vil rundspørgen klare: Er der nogen der dobler 5hj med multiforklaringen, og gør de det også med ekrenforklaringen?
Det er svært at forudsige hvad en sådan rundspørge viser, og det afhænger jo også kolossalt af spillernes niveau. Netop derfor er det vigtigt at respondenterne har en repræsentativ spillestyrke.
|