Hej.
Jeg har flere gange svaret på de nævnte henvendelser, og jeg gør da gerne det seneste bidrag offentligt, da jeg mener, at det er konstruktivt, og jeg har fået mange tilkendegivelser af, at folk er enige med mig.
Jeg håber, at det kan fjerne evt. misforståelser.
Kære Hasse og Henrik.
Jeg er en stor tilhænger af ildsjæle og betragter mig som en.
Ildsjæle opnår utroligt meget, og mener de, at de er alene om sandheden, kan de gå en af to veje: De kan forsøge at overtage magten ved et demokratisk kup, som det i sin tid var tilfældet med Gunnar Zabel, hvis samlede bestyrelse overtog ledelsen af DBF, som blev ændret radikalt til det bedre – jeg blev selv den første, om end dårligt, betalte sekretær. Da Zabel lavede sin revolution, var den nødvendig for at bringe DBF videre.
Den anden udvej er at ændre tingene med en diplomatisk indsats, hvor man viser en vis respekt for sin modpart, og derved for at ændre tingene i den rigtige retning.
Det er muligvis det, I vil, men I er ikke gode til at signalere forhandlingsvilje, og jeres ide om, hvordan man gør DBF mere demokratisk, er helt forkert.
DBF kan ikke sammenlignes med golfklubber, der har en mange gange større økonomi, råder over baneanlæg, jord og bygninger og har en række personer i ansættelsesforhold. Derfor er det relevant at afholde delegeretmøder med repræsentanter for alle danske klubber.
Flertallet af danske bridgeklubber er små og har en økonomi med en stærkt begrænset omsætning. Deres interesser er lokale, men de fleste synes, at det er fint, at de bedste par i klubben ønsker at spille turnering i distrikt eller forbund. Mange giver også tilskud til de par, der vil gøre det.
De føler, at de bliver udmærket repræsenteret i DBFs repræsentantskab af de personer, der vælges på den årlige distriktsgeneralforsamling, og her tror jeg, at I tager grundigt fejl: De emner, I bragte på bane sidste år, blev ikke ignoreret. Det var udmærket at tage dem frem og behandle dem, og de blev alle drøftet omhyggeligt af et stort antal fremmødte.
Sådan var det på Fyn, og sådan har det formentlig været i resten af landet, for henvendelser som jeres bliver ikke siddet overhørig. Hvis I ikke får et hav af støtteerklæringer, er den åbenlyse årsag, at man ikke er enig, og at det blev vist på distriktsgeneralforsamlingerne.
På Fyn var der enighed om, at mesterpoint-ordningen er hyggelig, og at man vil have, at den fortsætter. Mange klubber gør en del ud af nye titler, og i adskillige klubber benyttes en sæsons indtjente point, når man uddeler præmier for den samlede sæson, så det ikke kun er klubmestrene, der belønnes. Interesserede kan henvende sig og få at vide præcis, hvordan vi gør i Kerteminde BK. Alle er klar over, at MP er en slags afgift på aktivitet, og det er kun rimeligt, at jo mere man spiller og benytter DBFs plancher, regnskaber, Bridge Central, uddannede turneringsledere etc, jo mere betaler man, især når det faktisk giver lidt mening.
Vi diskuterede gennemsigtigheden af DBFs regnskaber grundigt og mente, at de bør være mere gennemskuelige, og vi lagde stor vægt på, at distriktsgeneralforsamlingen skal vide, hvad der skal diskuteres på repræsentantskabsmødet.
De fleste er formentlig også nervøse over de voldsomme personaleudskiftninger i DBF. Noget sådant sker mange steder, hvis en organisation går i en ny retning. At det ville blive anderledes ved, at samtlige klubformænd deltog i møderne, tvivler jeg på, men møderne ville utvivlsomt blive meget længere.
Når det gælder medlemsrekruttering, mener jeg, at der er to væsentlige initiativer i gang. Morten Bilde organiserer fornemt skolebridge, og jeg kan se, at han bl.a. beskæftiger sig med et område, som efter min mening er vigtigt: Hjælp til integration af flygtninge og indvandrere i Danmark. Et område, der vil kunne give DBF mange tusinde nye medlemmer, hvis alle større byer organiserer det.
Med hjælp fra Bridgefonden er initiativet Bridgecafé, som vi startede i Kerteminde for halvandet år siden, formentlig på vej mod at blive landsdækkende og ser ud til at kunne give et stort antal nye DBF-medlemmer.
På distriktsmødet var vi enige i, at der skal skulle ske meget på området Bridge Central, og det er også i gang, forhåbentlig med godt resultat. Efter min mening mangler der i voldsom grad selvrettelser, dvs. at man bliver spurgt eller vejledt: Har du husket at ….. ; du har ikke … etc. så det ikke er nødvendigt at forstå, hvordan Bridge Central er konstrueret – den skal kunne bruges uden store tekniske forudsætninger.
Det ville være meget trist, hvis man lavede den, så man kun kunne bruge den til 5 bords Howell eller holdturnering for otte hold over 32 spil. Bridge Central skal naturligvis medvirke til at skabe det ekstra liv i klubberne, som vil være resultatet af, at alle aftener ikke er ens!
Pudsigt nok består repræsentantskabet på Fyn ikke hovedsagelig af divisionsspillere, men af folk, der vil det bedste for deres klubber og for bridge, og som mener, at de har et udmærket distrikt, som organiserer en serieturnering uden for DBFs øvrige system; organiserer en række andre turneringer og står for kurser og møder for turneringsledere etc.
Som I ser, har I intensiveret diskussioner, der fandtes på adskillige områder, men jeg tror ikke, at I skal regne med, at I har skabt flertal for alle jeres ideer, eller at I skal føle, at I er blevet tiet ihjel.
Jeg har intet imod at være med i et forum, der besvarer spørgsmål om DBFs arbejde og fremtid, men jeg kan ikke lide, at man vil benytte svarene til at skabe en slags konsensus, som skal føre til noget, der ligner konfrontationer med DBF.
Vores distriktsrepræsentanter får pålæg om, hvad de skal forhandle med DBF, og for resten har jeg endnu ikke oplevet, at jeg ikke kunne diskutere en sag med DBF, som jeg personligt ringede om.