Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
19. juni 2019

Guld til Christina Lund Madsen

 

Opdateret d. 19. juni kl. 18.40

Så har Danmark fået en europamester, den første ved disse mesterskaber.

Christina Lund Madsen fuldførte triumfen og vandt guld ved åben EM i overlegen stil.

Sammen med hendes makker Bas Driver har hun fejret en stor triumf efter solidt spil i hele turneringen. Sejren i finalen var efter anden sektion aldrig i fare, og med bl.a. Christina ved roret i de sidste 2 x 14 spil var der aldrig tvivl om, hvor guldet skulle hen. En stor triumf for Christina personligt.

I de næste par dage kan vi fortsat følge Christina. Der spilles mixed EM for par, og Christina deltager med en nordmand, nemlig Martin Andresen. Forventningerne er jo høje nu.

Udover Christina og Martin deltager fra Danmark Dorte Bilde med sønnike Dennis samt Stense Farholt med ægtemand Henrik Caspersen. Det bliver et par spændende dage, og jeg håber, at jeg kan vende tilbage med flere gode nyheder.

Efter Mixed par kommer de 3 andre holdturneringer, nemlig dame-, senior- og åben række. I Åben række har vi 6 hold med danske spillere, hvoraf en del spillere er fra de danske landsholdstrupper. Vi får i damerækken igen en chance for at se vores europamester i aktion, denne gang med hendes faste makker Fie Houlberg. Det bliver et spændende par at følge, da de senere på året deltager på det danske damelandshold i Wuhan.

Alt i alt en spændende uge, der venter os, men foreløbig kan vi bare alle sammen glæde os sammen med dygtige Christina.

Peter Magnussen
Landstræner

 

 

Christina Lund Madsen i finalen ved EM i Mixed hold

Der afholdes p.t. åbne europamesterskaber i Istanbul. Åbne Europamesterskaber afholdes hvert andet år, forskudt i forhold til europamesterskaberne for landshold. Mesterskaberne afholdes i både hold og par samt for alle 4 rækker, det vil sige damerække, seniorrække, mixed række samt åben række. Man kan tilmelde sig på tværs af landegrænser, således at både et par og et hold kan bestå af spillere fra flere forskellige lande.

Der har indtil nu været afholdt mixed EM for hold og her har vi haft 6 danske spillere med. Der har været tilmeldt 86 hold i alt. Dennis Bilde har spillet på hold Wilson, men de blev slået ud i 16. dels finalen. Vi har haft et spændende rent dansk hold med, bestående af Dorte og Morten Bilde samt vores landsholdspar Stense Farholt og Henrik Caspersen. De klarede sig helt frem til kvartfinalen, men blev så desværre slået ud.

Og så har vi vores redaktrice Christina Lund Madsen med. Hun spiller med sin sædvanlige hollandske makker, Bas Driver, og de gør det glimrende. De er nå helt frem til finalen, som afvikles i dag, og hvis det lykkes dem at vinde, kan Christina igen kalde sig europamester, ligesom hun kunne i 2015.

Det bliver meget spændende og hele finalen kan følges på BBO fra kl. 10.00.

Efter mixed hold kommer mixed par i morgen og om nogle dage begynder så holdturneringen for åben række, dame række og seniorerne. Vi har flere deltagere og jeg vender tilbage, hvis (når) der sker noget spændende, set med danske øjne.

Peter Magnussen (Mauer)
Landstræner