Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
05. december 2019

Bliv verdensmester i online-bridge

 

Nu har du chancen for at vinde et verdensmesterskab i bridge. Til næste år arrangerer verdensbridgeforbundet, WBF, en turnering med hele 500.000 dollars i præmiepuljen, heraf 100.000 dollars til den nye verdensmester. Men allerede den 12. december er der snigpremiere på begivenheden.

World Online Championship løber fra marts til november 2020 på BBO og Funbridge. I kvalifikationen, der finder sted fra marts til august, spiller deltagerne en række robotturneringer - det vil sige turneringer, hvor hver deltager sidder ved et bord med tre robotter, hvorefter de menneskelige deltageres resultater sammenlignes. Hver måned kvalificerer et antal spillere sig til finalen på basis af deres 20 bedste turneringer. Desuden kvalificerer et antal sig baseret på deres 60 bedste turneringer i hele perioden fra marts til august. Hvor mange, der kvalificerer sig hver måned, afhænger af deltagerantallet.

For at være med skal du købe adgang til robotturneringer på BBO eller Funbridge. Hver turnering består af 12 spil, og prisen for en pakke med 20 turneringer er 50 euro (cirka 370 kroner). Du kan deltage i så mange kvalifikationsturneringer, du har lyst til. Op til 500 spillere går videre til finalen, der foregår i november 2020 på et endnu ikke angivet sted. Finalen spilles over tre dage, og rejse og ophold for alle deltagere er betalt.

Du kan læse meget mere om World Online Championship her.

Som opvarmning til online-verdensmesterskabet bliver der torsdag den 12. december - Great World Bridge Day - afviklet to turneringer på BBO og Funbridge, som er gratis at deltage i. Den ene turnering er med paropgørelse, den anden med imp-opgørelse. De fem bedst placerede i hver turnering vinder et års abonnement på Funbridge, mens de 250 næste hver får 10 gratis robotturneringer.