Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
30. december 2016

Nytårshilsen

Nytårshilsen fra sekretariatet og bridgebutikken

2016 har været et år med både dejlige stunder og successer samt udfordrende måneder for os i sekretariatet.

Året startede med, at Breddeudvalget arrangerede 2 klubdage i hhv. Ringsted og Silkeborg. Klubber og medlemmer støttede op om arrangementet, og vi var i alt ca. 200 deltagere. Det var to udbytterige dage med input til både udvalg, Hovedbestyrelse og sekretariat.

Herefter gik det løs med tilmelding til Bridgens Dag, værksteder, bridgelærerkurser til kampagnepris og Prins Henriks Grand Prix. Alt var presset, og vi er glade for, at det lykkedes.

I løbet af foråret arrangerede mange klubber kvalifikations-turneringer til Prins Henriks Grand Prix – tak for det. Finaledagen den 28. maj i Aller Huset blev både en pressemæssig succes og en dejlig dag for de 160 spillere.

Dansk Bridgefestival 2016 var for os ansatte den bedste festival til dato. Vi satte igen deltagerrekord, men mere vigtigt – stemningen var i top, og it-guderne og Bridgecentral var med os :-) Stor tak til alle de frivillige på festivalen.

Den 28. august kulminerede det store medlemsprojekt Bridgens Dag, som havde deltagelse af ca. 100 klubber. Langt de fleste steder gik det godt, og pr. 1. december viser tallene, at vi har en fremgang af kursusmedlemmer på næsten 50 %. Tak til alle klubber som brugte tid og kræfter på dette arrangement.

I løbet af september blev det offentliggjort, at vores Hovedbestyrelse ønskede en anden profil på generalsekretærposten. Vi har derfor sagt farvel til Flemming Bøgh-Sørensen, som var generalsekretær i 6½ år. For os i sekretariatet har efteråret derfor været præget af uvante opgaver og beslutninger. Nu ser vi frem til den 2. januar, hvor Charlotte Fuglsang starter som ny direktør.

I 2016 har vi været rigtig meget i pressen. Prins Henriks Grand Prix, Dansk Bridgefestival og Bridgens Dag har alle haft pressens bevågenhed. Der har i år været fantastisk gang i skolebridge, og det har pressen også opdaget.

Vi håber, at 2017 bringer flere gode stunder og successer, og vi glæder os til dialog og samarbejde med udvalg, klubber og medlemmer.

Godt nytår til alle medlemmer at Danmarks Bridgeforbund
Fra alle i sekretariatet

 

Ligesom i resten af DBf’s organisation, har 2016 været et begivenhedsrigt år i Bridgebutikken.

På produktsiden har vi i løbet af året sat gang i udarbejdelsen af 2 nye minihæfter. Denne serie af hæfter er mere populær end nogensinde, og rigtig mange klubber er begyndt at bruge dem som præmier. I en tid hvor fysiske bøger har det sværere og sværere, er vores minihæfteserie heldigvis i fremgang, og vores mål er at der løbende skal komme nye hæfter til.

Vi har derudover rigtig mange planer for det kommende år. Af spændende projekter kan vi nævne udarbejdelsen af en eller flere e-bøger og oprettelsen af et bridgeforum på nettet. Derudover vil vi i butikken gerne gøre endnu mere for at hjælpe DBf’s klubber, og vi stiller meget gerne op ude i den enkelte klub til en snak.

I slutningen af 2015 blev Jonas Houmøller ansat i en deltidsstilling. Årsagen var den simple, at vi på det tidspunkt mente, vi havde behov for nogle ekstra hænder, for at kunne leve op til vores budgetter, og for at kunne levere den ekstra salgsindsats, vi gerne ville, både i Danmark og i resten af verden.
Jonas har til fulde vist sit værd, og har i løbet af året fået flere og flere arbejdsopgaver.
Desværre tager vi pr. 31.12. 2016 afsked med Morten Henningsen. Dette betyder heldigvis at Jonas har mulighed for at fortsætte på fuld tid. Vi vil gerne herfra ønske Morten alt muligt held og lykke i fremtiden.

Salg af bridgematerialer er fortsat et marked med øget konkurrence. Dette er gældende både i Danmark og i udlandet. I Bridgebutikken værdsætter vi jeres loyalitet. DBf og Bridgebutikken er os alle sammen.

For at vi hele tiden kan være jeres foretrukne leverandør, hører vi meget gerne fra jer hvis der er specielle ønsker, ris/ros – eller hvis I bare vil have en snak med os.

I Bridgebutikken ser vi ligeledes frem til at vores nye direktør skal starte, og vi glæder os til samarbejdet.

Med ønsket om et rigtig godt nytår!

Bridgebutikken
Jacob Kehl & Jonas Houmøller