Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
01. november 2016

120 skoleelever skal spille bridge på Københavns Rådhus (opdateret)

 

I løbet af efteråret har elever på en række skoler i københavnsområdet modtaget bridgeundervisning som en del af deres skoledag. Succesen kulminerer med et københavnermesterskab for alle eleverne på Københavns Rådhus den 2. november. 

”Jeg vidste ikke, at man kunne gøre så meget ud af kortspil, f.eks. med turneringer, og at nogen går så meget op i det.” Sådan siger en elev efter at have modtaget undervisning i en uge.

Stemningsbillede fra dagens dyst

 

De nykårede københavnsmestre i skolebridge, Daniel Ahlgren og Andreas Muff fra Hyltebjerg Skole

 

Slutstillingen kan ses her

 

Projektet omkring bridge i de københavnske skoler udspringer af et samarbejde mellem foreningen Dansk Skolebridge og Københavns kommune med børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev i spidsen.

Bridge er et kortspil for makkere, som styrker samarbejdet, kræver strategisk tænkning, koncentration og overblik, giver talforståelse og træner hukommelsen. Bridge er en tankesport, og forskning viser, at tankesport kan forbedre indlæringsevnen hos børn med 22 procent i matematik og 20 procent i læsning.

Mange af eleverne er overraskede over, hvor sjovt det er at spille bridge.

”Jeg har lært en masse om taktik og om at koncentrere sig for at klare sig godt. Og om hvor meget det handler om at samarbejde,” fortæller en glad elev.

Alle skoler i København blev tilbudt muligheden for at integrere bridge som en del af undervisningen. En række skoler sprang til, og elever fra 5.-9. klasse har modtaget undervisning fra september og frem til nu. Undervisningen er blevet varetaget af Dansk Skolebridge, og eleverne er både blevet undervist af unge juniorlandsholdsspillere og frivillige bridgelærere fra det københavnske bridgemiljø.

Danmarks Bridgeforbund arrangerer københavnsmesterskabet sammen med Københavns kommune og Dansk Skolebridge. Det er elevernes chance for at prøve at konkurrere med jævnaldrende fra Københavnsområdet i en rigtig turnering.

De fem skoler, der deltager i københavnsmesterskabet er:

Skolen ved Amagerbro - Christianshavns Skole - Hyltebjerg Skole, Vanløse - Ordrup Skole, Charlottenlund - Absalons Skole, Roskilde

Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev byder eleverne velkommen klokken 9.00 og deler præmier ud ca. klokken 13.00. Alle er velkomne den 2. november til at smugkigge på bridge og heppe på de unge.

Deltagerne ved københavnermesterskabet kan desuden dyste om at blive danmarksmestre ved DM i Skolebridge i Kolding den 7. januar 2017.

Skolebridge bliver spillet på over 50 skoler i Danmark for eksempel som valgfag, lektiecafé, i emneuger eller som en del af matematikundervisningen.