Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst

Meldeforløbets afslutning

Det følgende er en let opdateret artikel fra Dansk Bridge nr. 599, juli 2001, skrevet af Jesper Dybdal.

 

Pr. 1. september 2001 blev reglerne ændret, så man nu skal lade meldingskortene ligge fremme på bordet, indtil åbningsudspillet er vendt. Baggrunden for denne ændring var, at man andre steder i verden var glad for en sådan regel.

 

Et meldeforløb afsluttes altså som følger, hvis Syd bliver spilfører:

  1. Den sidste pas lægges frem på bordet.
  2. Vest stiller eventuelle spørgsmål om meldeforløbets betydning, vælger sit udspil og spiller ud fordækt.
  3. Øst (og Syd) kan nu stille modstanderne spørgsmål om meldeforløbets betydning.
  4. Når der ikke er flere spørgsmål, vendes udspillet, meldingskortene fjernes, og den blindes kort lægges ned.

Fordelene ved disse regler:

  • Alle ved bordet får bedre tid til at studere meldeforløbet.
  • Modspillerne kan se meldeforløbet, mens de stiller spørgsmål om dets betydning.
  • Visse meget almindelige uvaner, som fx at afgive den sidste pas uden at bruge meldingskortet, forsvinder.
  • Det bliver langt sjældnere nødvendigt at få meldeforløbet gentaget.
  • Der bliver færre tilfælde, hvor alle sidder og venter på et udspil fra en åbningsudspiller, som ikke er klar over, at han skal spille ud.

Overtrædelse af reglen om at lade meldingskortene ligge på bordet straffes normalt kun ved påtale.

 

Reglen, der fremgår af § 121B1 i DBf's spillerhåndbog, bør anvendes af alle klubber. Hver enkelt klub har ret til at lave sine egne regler, men når det gælder grundlæggende regler som disse, vil vi anbefale alle klubber at følge normen. Det er jo vigtigt, at klubspillerne kan bruge deres vaner hjemmefra, når de besøger andre klubber eller spiller i andre turneringer.

 

Meldeforløbets afslutning, trin for trin

Denne gennemgang er skrevet af Jens Brix Christiansen i 2001, her opdateret med referencer til gældende love og regler.

 

Her er en detaljeret gennemgang af, hvad der foregår ved meldeforløbets afslutning, med referencer til relevante love og regler.

  1. Den afsluttende pas afgives (§ 22A) ved, at man lægger et passkilt frem (§ 121B1).
  2. Spilfører og den blinde - men ikke modspillerne - gør opmærksom på eventuelle mulige forkerte forklaringer eller alerteringsfejl (§ 20F5b).
  3. Åbningsudspilleren stiller evt. spørgsmål og får dem besvaret (§ 20F2).
  4. Åbningsudspilleren spiller fordækt ud (§ 41A).
  5. Åbningsudspillerens makker (og spilfører) stiller eventuelle spørgsmål og får dem besvaret (§ 41B).
  6. Åbningsudspillet vendes (§ 41C).
  7. a. Meldingskortene lægges væk (§ 121B1).
    b. Den blinde lægger sine kort frem (§ 41D).
  8. Spilfører holder en pause på mindst 10 sekunder (§ 122D) og spiller til fra bordet (§ 41D).

Hverken lovene eller turneringsreglementet udtaler sig om, i hvilken rækkefølge den blinde skal udføre punkt 7a og 7b. Hvis der er plads til det på bordet, kommer man hurtigst videre ved, at den blinde udfører 7b før 7a. Men hvis det giver for meget rod på bordet, er det sikkert bedst at udføre 7a før 7b.

 

Trin 5 består i de fleste tilfælde blot af, at åbningsudspillerens makker straks siger "værsgo" eller "ja tak" eller på anden måde tilkendegiver, at man ikke har nogen spørgsmål at stille. Selv om spilfører også har ret til at stille spørgsmål på dette tidspunkt, plejer man ikke at vente på nogen særlig tilkendegivelse fra spilfører, før man fortsætter til trin 6. (Almindelig, accepteret praksis, ikke formaliseret i hverken lovene eller turneringsreglementet.)

 

Bemærk, at trin 5 også er en nyttig sikring mod åbningsudspil fra gal hånd. Når åbningsudspillet ikke vendes, før makker har godkendt det, vil langt de fleste tilfælde af åbningsudspil fra gal hånd blive opdaget, inden nogen har set, hvilket kort der var spillet ud. Derved kan fejlen rettes uden videre (fodnoten til § 41A).