DM for åbent par 2025
Velkommen til danmarksmesterskabet for åbent par 2025!
DM for åbent par spilles i 2025 for tredje gang med et divisionssystem. I år flytter turneringen til foråret og afvikles i weekenden d. 3. - 4. maj 2025. Nedenfor har vi samlet en række spørgsmål og svar om åbent par. Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sekretariatet på dbf@bridge.dk.
Hvem må spille hvad?
Superligaen og 1. division: Berettiget til deltagelse er par, som har kvalificeret sig fra DM for åbent par 2024 (eventuelt 2023). Indplacering i divisioner foregår efter et system med kvalifikationstal. Læs mere her. Du kan se en oversigt over kvalifikationstal gældende i 2025 her (opnået i 2023 eller 2024). Endvidere har elitepar samt par fra 1., 2. division og 3. division i DM for hold mulighed for at opnå forhåndsudtagelse i henhold til turneringsreglementet. Læs mere her.
2. division: Der er fri tilmelding til 2. division.
Desuden gælder naturligvis, at alle spillere skal være medlem af en DBf-klub.
Hvor bliver DM for åbent par 2025 spillet?
Superligaen og 1. division spilles samme sted: Bridgehuset i Odense, Bogensevej 27, 5270 Odense N.
2. division vest spilles i Vejle BridgeCenter, Industrivej 8, 7120 Vejle Ø.
2. division øst spilles i Blaksets Bridgecenter, Gladsaxevej 382, 2860 Søborg.
Hvor meget koster det?
Prisen for at spille med er 800 kroner pr. par i alle tre rækker.
Bemærk ved tilmelding til 2. division, at nogle distrikter refunderer hele indskuddet eller en del af det, eventuelt til de bedst placerede par i distriktsmesterskaberne. Forhør dig om betingelserne i dit distrikt.
Hvordan tilmelder jeg mig?
Du tilmelder dig via vores tilmeldingssystem.
Hvis du er berettiget til at spille i Superliga/1. division, skal du tilmelde dig her.
Hvis du gerne vil spille i 2. division skal du tilmelde dig her.
Tilmeldingsfristen for alle rækker er mandag den 21. april 2025 (2. påskedag).
Hvem er tilmeldt?
Se de tilmeldte par her.
Hvor mange par er der i rækkerne?
I 2. division er der ikke nogen øvre grænse.
Som udgangspunkt vil Superligaen have deltagelse af 24 par og 1. division af 40 par. Disse tal bliver dog muligvis justeret, når antallet af tilmeldinger kendes. Specielt er det sandsynligt, at rækkestørrelsen reduceres i 1. division for at undgå at tvangsoprykke par fra 2. division.
Hvordan foregår op- og nedrykning?
På bedste fodboldmanér er der op- og nedrykning mellem rækkerne. I Superligaen er nummer 1-18 garanteret forbliven i rækken. I 1. division er nummer 1-6 garanteret oprykning til Superligaen, og nummer 7-30 er garanteret forbliven i rækken. 10 hold fra 2. division er garanteret oprykning til 1. division. Der kan dog blive tale om flere oprykningspladser fra 1. og 2. division, hvis par for eksempel går i opløsning. Et par kan ikke vælge at sige nej til oprykning til en højere division - dog vil DBf bestræbe sig på ikke at tvangsoprykke par. Læs mere om op- og nedrykning her.
Hvad med nydannede par?
Hver spiller får et såkaldt kvalifikationstal baseret på placeringen i det seneste DM for åbent par (startende fra 2023). Hvis to spillere danner et nyt par, lægges de to spilleres kvalifikationstal sammen, og tallet afgør, hvilken division parret har ret til at spille i. Spillere, som ikke før har deltaget i DM for åbent par, har kvalifikationstal 0. Hvis en spiller ikke deltager i DM for åbent par i to år eller mere, reduceres kvalifikationstallet gradvis.
Må der bruges substitutter?
Substitutter kan anvendes. Dog kan et par blive rykket til en anden division, hvis de meddeler en ny opstilling inden turneringsstart. Der kan også være begrænsninger i anvendelsen af substitutter i forhold til, at substitutter skal have tilsvarende spillestyrke som den oprindelige spiller.
Er nogen par forhåndskvalificerede?
Spillere, som har repræsenteret Danmark ved VM eller EM i åben række inden for de seneste to år, har ret til at spille i Superligaen – forudsat at mindst en spiller ikke har noget kvalifikationstal. Desuden vil spillere på hold i den åbne 1. division have adgang til at spille i Superligaen. Spillere på hold i den åbne 2. og 3. division har adgang til at spille i 1. division i DM for åbent par.
Endvidere er de regerende danmarksmestre automatisk kvalificeret til Superligaen.
Du kan læse mere om forhåndsudtagelse her.
Vi håber, at mange har lyst til at spille med i DM for åbent par 2025.