Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
04. oktober 2020

Konow fører 1. division

 

Danmarksmestrene fra den forgangne sæson, Kasper Konow, fortsætter, hvor holdet slap. Konow har lagt sig i spidsen af 1. division efter den indledende weekend. På de næste pladser i landets fornemste række følger Nils Mønsted og Mads Eyde. Til gengæld blev weekenden en skuffelse for Steen Schous hold. Schou var sygdomsramt og måtte konstruere et nyt par til lejligheden. Omstillingen var ingen succes, og Steen Schou indtager p.t. sidstepladsen med blot 2,4 kamppoint.

I 2. division har nedrykkerne Morten Lund Madsen tilsyneladende tænkt sig at gøre opholdet i næstbedste række kort. Efter tre sikre sejre fører Morten Lund Madsen 2. division klart foran Lone Bilde.

3. division vest føres an af oprykkerne Per Nielsen foran Team IRG, mens Povl Sommer har taget spidsen i 3. division øst med Erik Wied som nummer to.

På grund af corona blev divisionsweekenden spillet fem steder i stedet for de oprindeligt planlagte tre. Men trods logistiske udfordringer gik tingene nogenlunde glat i Herning, Aarhus og København. Dog opstod der i 3. division øst et problem, idet kortfordelingerne til anden kamps anden halvleg på grund af en fejl var synlige på nettet i nogle timer, før halvlegen skulle spilles. Af denne grund blev halvlegen udsat og skal sandsynligvis spilles i den korte weekend til januar.

Se alle resultaterne fra weekendens divisionsturnering her.