Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
10. januar 2021

Team Tyson boksede sig til sejr

 

Team Tyson holdt føringen fra lørdag og vandt A-rækken i Danish Dynamite Teams. Team Tyson bestod af promotor Ib Christian Bank med Ulrik Zeeberg, Peter Teisen (som holdet er opkaldt efter), Peter Zeeberg, Henrik Norman Hansen og Mads Grove i stalden. Team Tyson var kortvarigt i tovene i sidste runde mod de forsvarende dynamit-mestre, Kasper Konow, men kom igen og vandt med tre kamppoint ned til nummer to. Andenpladsen gik til Århus Mix, mens Henneberg blev nummer tre.

I B-rækken var afstanden større. Kruses Kortcirkus vandt med over 20 kamppoint ned til Fyn med venner, mens Team Thaarup blev nummer tre. Artisterne i Kruses kortcirkus var Henrik Kruse Petersen, Sigurd Lauge Pedersen, Kjeld Hansen, Preben Schmidt, Fredrik Jarlvik og Tatyana Trendafilova.

De to sidstnævne i manegen er svenske gæster. Og der var også svensk islæt i Malmøekspressen, som vandt C-rækken, i form af Perry Sjöberg. Malmøekspressen havde Jens Astrup som togfører, mens de øvrige rejsende var Kim Bo Petersen, Lars Ejskjær, Pim Bussink og Mikael Velschow-Rasmussen. 5 Jacks blev nummer to i C-rækken, mens bronzen gik til Cykelmyggene.

D-rækken blev vundet af nordjyske ASLAK. ASLAK bestod af Jens Pauli G. Nolsøe som kaptajn sammen med Danny Hansen, Birte Kjeldsen og Annette Bjørn Jensen. Andenpladsen i D-rækken gik til holdet Vi forsøger stadig, mens De døve blev nummer tre.

Alle kampresultater kan ses her. Hænderne fra de enkelte kampe kan findes ved at søge på relevante brugernavne på BBO. Gå ind under "Hand records" øverst i midten på forsiden.

Danish Dynamite Teams blev ledet sikkert af Torsten Ørhøj. Der kommer muligvis flere udgaver af turneringen i løbet af foråret. Følg med her på siden.