Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
21. marts 2021

To Teams mødes i online-finale

 

Så er finaledeltagerne til det første DM i online bridge fundet: I rødt ringhjørne har vi Team Vepidan (Poul Clemmensen, Morten Klug, Kristian Tylvad, Morten Jepsen, Jens Rasmussen og Leif W. Thomsen). Og I blåt hjørne finder vi Team PharmaService (Morten Bilde, Søren Bilde, H.C. Graversen, Henrik Caspersen, Dennis Bilde, Emil Jepsen og Andreas Plejdrup).

De to teams besejrede henholdsvis Marlene Henneberg og Jesper Buus Thomsen i semifinalerne. Cifrene blev:

  • Team Vepidan - Marlene Henneberg 65-50
  • Team PharmaService - Jesper Buus Thomsen 93-43

Alle resultater fra semifinalerne finder du her. Finalen finder sted søndag den 18. april, og samme dato spilles om bronzemedaljen. Vinderne bliver historiens første danmarksmestre i åben række i online bridge.

10 af de 12 hold, som ikke kom i kvartfinalen, valgte at spille videre i monradturneringen søndag. Henrik Frydenlund sluttede på toppen, halvandet mulehår foran Claus Lund. Henrik Frydenlund består af Ole Raulund, Kell Krogh, Stense Farholt, Tina Ege og Kasper Billy Jakobsen foruden kaptajn Frydenlund. Resultaterne fra søndagens monrad er her.

Team Vepidan kom til semifinalen efter en knusende overlegen sejr over Poul Mogensen i kvartfinalen. Sejrscifrene lød på 108-22. Resultatet af de fire kvartfinaler blev:

  • Team Vepidan - Poul Mogensen 108-22
  • Jesper Buus Thomsen - Lone Bilde 75-60
  • Team PharmaService - Peter Schaltz 88-42
  • Marlene Henneberg - Johan Hammelev 66-40

Alle resultaterne fra kvartfinalerne ligger her.

Hvis du har lyst til at se (eller gense) transmissionen fra kvart- og semifinalerne, ligger den fortsat på YouTube her. Der er lyd og billede, så du kan følge med i spillernes samtale ved bordet. 

Grundspillet i åben række ved Online-DM blev afsluttet lørdag. Den største overraskelse var, at de forsvarende danmarksmestre for hold, Kasper Konow, snublede. Konow havde ellers bragt sig i en god position inden sidste kamp, men fik kun 1,52 kamppoint mod Marlene Henneberg og sluttede som nummer 11. Heller ikke Steen Schou nåede med til knockout-runden. Her kan du se alle resultaterne fra lørdag.

Anden weekend i Online-DM's åbne række blev afviklet på RealBridge. Arrangementet forløb uden mislyde, sikkert styret i mål af turneringsleder Jacob Duschek, chefturneringsleder Torsten Ørhøj og praktisk gris Jan Nielsen.