Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
27. april 2021

Tre spillere får et års karantæne

 

Som tidligere nævnt har DBf indledt en række sager i forbindelse med snyd i online-turneringer. I to af sagerne har de involverede spillere erkendt at have uglet sig selv eller kommunikeret indbyrdes via ulovlige kanaler. Hovedbestyrelsen har nu idømt de pågældende spillere et års karantæne fra alle turneringer på både klub-, distrikts- og forbundsniveau. Endvidere er spillerne blevet fradømt alle mesterpoint vundet på nettet. Der er tale om disse tre spillere:

  • Birte Kjeldsen, Ravnkilde Bridgeklub

  • Michael Ankersen, Aalborg Bridgeklub

  • Bodil Villadsen, Bridgeklubben Nord

Karantænen er gældende indtil den 12. april 2022 for Birte Kjeldsens vedkommende og indtil den 24. marts 2022 for Michael Ankersens og Bodil Villadsens vedkommende. Birte Kjeldsens makkere og holdmakkere er også blevet fradømt mesterpoint, som de har vundet i turneringer sammen med hende.

Hovedbestyrelsen har valgt at offentliggøre navnene på spillerne, idet DBf i henhold til internationale aftaler alligevel skal give besked om straffene til de øvrige europæiske bridgeforbund, hvorved navnene under alle omstændigheder vil blive kendt. Endvidere ønsker hovedbestyrelsen, at der skal være transparens omkring disse sager.

Hovedbestyrelsen beklager, at der forekommer snyd i turneringer på nettet, men håber, at offentliggørelsen af dommene kan være med til at forebygge fremtidige tilfælde af snyd.

Flere andre sager om snyd er i øjeblikket ved at blive undersøgt. Endvidere er en enkelt spiller, som ikke er medlem af DBf, blevet udelukket fra Danish Dynamite på grund af en stærk formodning om snyd.

Mistanke om snyd i forbindelse med Danmarks Bridgeforbunds turneringer på nettet kan indberettes til turneringslederen i den pågældende turnering eller til turneringsadministrator Erik Wied, erik@bridge.dk