Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
29. august 2021

Kæmpe succes for Danmark ved European Qualifier

 

Opdateret 29. august 2021 (af Jan Nielsen)

Så er alt afgjort – og når resultaterne gøres op for de fire hold, så er de samlet set intet mindre end fantastiske!

Åben Række holdet: 
Kvalificerede sig til Bermuda Bowl – det er med garanti enhver bridgespillers største drøm at repræsentere sit land ved Bermuda Bowl. Dét er disse spillere, der har kvalificeret Danmark:
Dennis Bilde
Emil Jepsen
HC Graversen
Henrik Caspersen
Michael Askgaard
Kasper Konow

fra venstre: HC Graversen, Dennis Bilde, Henrik Caspersen, Morten Bilde, Michael Askgaard, Kasper Konow, Jan Nielsen og Emil Jepsen

Senior holdet:
De forsvarende danske verdensmestre fra Wuhan i 2019 kvalificerede sig til d’Orsi Cup – og får dermed muligheden for at forsvare verdensmesterskabet. Det er disse spillere, der har kvalificeret Danmark:
Jørgen Hansen
Steen Schou
Peter Schaltz
Dorthe Schaltz
Dennis Koch-Palmund
Klaus Adamsen

fra venstre: Jørgen Hansen, Steen Schou, Peter Schaltz, Bo Bilde, Dorthe Schaltz, Dennis Koch-Palmund, Jan Nielsen og Klaus Adamsen

Mixed holdet:
Ved VM I 2019 var de så tæt på at komme med i slutspillet i Wuhan Cup – men nu får holdet en ny chance ved Wuhan Cup i 2022. Det er disse spillere, der har kvalificeret Danmark:
Marlene Henneberg
Jens Ove Henneberg
Signe Buus Thomsen
Peter Jepsen
Camilla Krefeld
Johan Hammelev

fra venstre: Signe Buus Thomsen, Peter Jepsen, Johan Hammelev, Camilla Krefeld, Marlene Henneberg, Jens Ove Henneberg, Jan Nielsen og Povl Sommer

 

Dameholdet:
Efter en meget dårlig start på turneringen, så kæmpede dameholdet sig ind i en reel kamp om at komme med til Venice Cup i 2022. MEN det kiksede  desværre – på trods af en rigtig god slutspurt. Slutplacering som nr. 11 – og disse spillere repræsenterede Danmark
Helle Rasmussen
Lone Bilde
Tina Ege
Stense Farholt
Anita Buus Thomsen
Dorte Bilde

fra venstre: Anita Buus Thomsen, Stense Farholt, Lone Bilde, Dorte Bilde, Tina Ege, Peter Magnussen, Helle Rasmussen og Jan Nielsen

 

Kaptajnsteamet ved turneringen i Aarhus var:
Åben Række: Morten Bilde
Senior: Bo Bilde
Mixed: Povl Sommer
Dame: Peter Magnussen
Coach for alle hold: Jan Nielsen

De endelige slutresultater kan findes på dette link (resultat, Butler m.v.):

http://db.eurobridge.org/repository/competitions/21OnlineNationalTeams/microsite/Results.htm


TAK FOR DENNE GANG – OG TILLYKKE TIL ALLE SPILLERNE – DE PRÆSTEREDE SÅ FANTATASTISK, OG NU GÅR TRÆNINGEN I GANG TIL VM, der (efter planen)  afvikles i Italien i marts-april 2022.

 

 

EUROPEAN QUALIFIER – 27. AUGUST 2021 (af Jan Nielsen)

Det er med beklagelse, at der ikke kom en opdatering i går. Forklaringen er kort sagt, at det var Bo Bilde, der skulle opdatere – men da Lone Bilde torsdag aften steg ud af en bil i en parkeringskælder, så gled hun i en oliepøl, landede på albuen og måtte en tur på Skejby sygehus. Så derfor var Bo lovligt undskyldt for ikke at komme med en opdatering, men nu er der en i aften i stedet.

En helt igennem fantastisk dag er ved at gå på hæld her på Hotel Helnan i Aarhus. En dag med så mange fantastiske danske sejre – og det kan være svært for selv ellers ganske bestandige mennesker ikke at løbe rundt som en jublende dansk roligan med klaphatten i fuld sving.

Lad os tage de fire hold ét ad gangen.

Dameholdet har fået en overraskende scoringsfattig start på turneringen. Hvad der inden turneringen lignede et af europas stærkeste damehold målt på indsatsen ved tre opvarmningsturneringer, hvor de er blevet nr. 1, nr. 2 og nr. 5 – ja, så kan det være svært at forstå, at man efter de fire første kampe onsdag og de fem kampe torsdag var placeret som nummer 17 af de 21 hold. I dag blev det til fire sejre og ét nederlag. Sejrene var over verdensmestrene fra Sverige, over de tidligere verdensmestre fra Frankrig, over Spanien og over Ungarn. Nederlaget var til Tyrkiet. Samlet er holdet placeret som nummer 15 – og der er 17.5 kamppoint op til 8.pladsen. Der skal nok fire store sejre til i morgen – men hvorfor skulle det ikke kunne ske – holdet er bedre og har gentagne gange bevist de er bedre end den nuværende placering antyder. Er det realistisk at håbe på top8 – måske ikke så realistisk, MEN MAN SKAL TRO PÅ DET – og det gør jeg !!

Lone Bilde har fået en slynge på albuen – men har spillet dagens to sidste kampe – og det gav to sejre. Lones makker Helle Rasmussen har været ramt af maveonde – og efter diktat fra kaptajn Peter Magnussen (der har arbejdet omkring 40 år som praktiserende læge) har Helle måttet undvære de ellers ”livsnødvendige” Cola-Zero. MEN det er ved at være ”normalt igen” – jeg observerede da i hvertfald, at Helle havde to dåser med til bordet til dagens sidste kamp. GO DAMER – GO DANMARK.

Seniorholdet har ligget lunt i svinget gennem hele turneringen. Det kunne næsten ligne, at de har cruiset gennem det meste af turneringen. Det er et hold, hvor der ved alle opgørelser har været en enormt god stemning og en stor ro. Rutinen hos spillerne er enorm, selvom Klaus Adamsen og Dennis Koch-Palmund er debutanter på seniorlandsholdet. Det danske hold er næsten matematisk sikker på at komme videre til VM – men jeg vil undlade at risikere at sige, at det er afgjort allerede nu 
I dag var der fire kampe på programmet – først 22-5 i VM-revance finalen mod England (vi vandt VM i 2019 med finalesejr over netop England). Derefter blev det et nederlag til Portugal og til Frankrig, inden dagen sluttede med en storsejr over Rumænien. Samlet ligger vi på 2.pladsen – med 30 kamppoint ned til 9.pladsen – nej, det er ikke overstået, men det er TÆT PÅ vi kan sende Danmark til VM.

Mixedholdet har efter en lidt langsom start VIRKELIGT sat alle sejl til, og det blive i dag til fire sejre i fire kampe – SUPERINDSATS. Vi startede dagen på 11. pladsen – men de fire sejre over Irland, Holland, Kroatien og Skotland har fået os katapulteret op som nummer 5 – og med et forspring på 16 kampppoint ned til 9. pladsen. EN SUPERDAG – og ja, jeg tror vi får mixed-holdet videre til VM – der mangler fire runder, og jeg skal nok gøre hvad jeg kan for at få dem til at holde vinden i sejlet indtil sidste stik. Vi har et superstærkt mixedhold med tre stærke par – og de har i dag leveret supergode resultater, og det fortsætter i morgen!!

Slutteligt er der så åben række holdet. Det er dét hold jeg selv har fulgt tættest i det seneste år. Forventningerne inden turneringen var ikke høje for mit vedkommende – en placering omkring 8-12 mente jeg var fornemt – men hvad der var realistisk, ja det var svært at sige. Hvordan går det så efter 26 kampe af 31?
Ja, det er faktisk som Jeppe i Baronens seng – drømmer jeg eller er jeg vågen.
I dag var der fem kampe – og det blev til fem sejre. Det blev 50-20 over Rusland, det blev 35-13 over Bulgarien, det blev 28-16 over Ungarn, det blev 24-16 over Polen og slutteligt 21-1 mod Wales. EN FANTASTISK DAG – og vi ligger nu nummer 2 med 37 kamppoint ned til nummer 9 – det er UTROLIGT – og selv for mig, en dansk super jubelidiot, så er det faktisk noget jeg aldrig ville have turdet drømme om. HVOR ER DET LÆKKERT !

Tre danske hold til VM? – Ja da, hvorfor ikke – hvad med FIRE hold til VM – ja, hvorfor ikke? Det bliver svært for dameholdet, men det vil nok kun være DBfs økonomiafdeling, der vil se det problematiske i at fire hold kvalificerer sig :)

Man kan sige meget om træningsmængde og træningsindsats. Flere i bridgemiljøet mener, at der trænes for lidt og for useriøst – men det synes jeg de her resultater giver et mere nuanceret syn på. Der bliver trænet af de danske amatører – og ja, det kunne sagtens være mere – men når nogle spillere spiller mindst to aftener om ugen, i en masse weekender og derudover meldetræner og deltager i internationale turneringer, så er det jo også en diskussion af kvantitet og kvalitet. Dét kunne der nok sagtens diskuteres meget mere om – men det må blive en anden god gang – jeg deltager gerne i en sådan samtale.

I dag var der besøg fra den nationale presse, da den allestedsnærværende bridgeskribent Jens Otto Pedersen – af alle meget bedre kendt som Charles.

Vi kender jo Charles som Damernes-Ven – og da han hørte, at Lone var kommet til skade og at Helle Ramussen var syg, så blev bilen pakket, og turen mod den gamle hjemby Aarhus blev indledt. Lone Bilde havde ønsket, at Charles medbragte en ny ”stik-arm”, der kunne erstatte den brækkede albue – og et eller andet havde Charles da medbragt, for efter hans ankomst til Aarhus, så blev det til 15 sejre i dagens 18 kampe. 

Her kan du se Charles med Lone Bilde – et billede med et lille ”Tvist” :)

Det var dét for i dag – i morgen aften vil jeg udsende en afslutningsberetning – jeg HÅBER PÅ 4 danske hold til VM – GO DANMARK.

 

 

Opdatering den 25. august 2021 kl. 21.19 (af Jan Nielsen)

Dag 3 er nu afviklet, og som skrevet i de to tidligere opdateringer, så er det stadig en stor glæde for en bridgeinteresseret person som mig at se, hvordan bridgespillere på de her landshold kæmper for DANMARK. Der er gejst, der er sammenhold, der er hygger, der er alvor, der bakkes op og der bliver udvekslet mange historier om de spil man spiller. 

Resultaterne i dag, tjaaaaa .... Det går op og det går ned og der kommer gode kampe, der kommer dårlige kampe, der kommer uheldige kampe men heldigvis også heldige kampe. Sammenlagt er jeg faktisk ret sikker på, at de forskellige tilfældigheder i den sidste ende går nogenlunde lige op, og når vi når frem til lørdag aften omkring kl. 18.30, så er det de bedste hold fra Europa, der ligger i Top8. 

Kommer der danske hold i top8 - JA DA - de fire holdkaptajner har jeg snakket meget med siden ankomsten i søndags. De er alle overbeviste om, at der er GODE CHANCER for alle fire danske hold. Hvad der er realistisk, ja det vil jeg tillade mig at undlade at komme ind på. Jeg vil have lov til at være jubeloptimist, og lørdag aften kan dét forhåbentligt veksles til vished :)

Resultaterne af alle kampe kan man finde her:

http://db.eurobridge.org/repository/competitions/21OnlineNationalTeams/microsite/Results.htm

Man kan også kigge med på alle kampe og se alle spil med kun 30 minutters forsinkelse på dette link:

http://kibitz.realbridge.online

De danske holds præstationer i dag har bevirket, at der er følgende status:

Åben række: Danmark ligger efter runde 15 af 31 som nummer 7

Dame rækken: Danmark ligger efter runde 4 af 19 som nummer 17

Mixed rækken: Danmark ligger efter runde 8 af 17 som nummer 10

Senior rækken: Danmark ligger efter runde 11 af 23 som nummer 3

Der er mange runder endnu, men drømmen lever med sikkerhed i alle danske landsholdsspillere endnu - også selvom f.eks. dameholdets start på turneringen har været kedelig, startende med to store nederlag, men fulgt op af en god stor sejr og en uafgjort. Der er mange spil til at komme tilbage mod toppen!

Jeg har ikke nogen sang i aften eller et billede - der har været fuldt program med fire hold i dag - og dét vil der være indtil lørdag - så "fritiden" er begrænset i resten af turneringen. 

I morgen og fredag vil Bo Bilde agere opdateringsansvarlig her på Bridge.dk

 

 

Opdatering den 24. august 2021 kl. 21.09 (af Jan Nielsen)

Dag 2 er afviklet ved European Qualifier, og det er stadig RIGTIGT GODT at være dansker. I dag kom det danske mixed-landshold i gang med turneringen, så vi nu har tre aktive hold i gang. I morgen starter damelandsholdet deres kamp for at kvalificere sig til VM.

Dagen i dag var som det danske sommervejr i august måned - ret omskiftelig, og med både høj sol og regnbyger og sommetider også skybrud og stærk blæst samt lyn og torden.

Mixedholdet kom rigtigt godt i gang med en sejr over det altid stærke polske hold med 12-1. Det blev desværre efterfulgt af en mindre spændende oplevelse mod vores naboer mod syd, Tyskland. Tyskerne slog os med 28-1. ØV. Derefter en kamp mod de franske storfavoritter, der slog os med 14-7, og i dagens sidste kamp blev det til en sejr over Schweiz. Samlet efter 4 runder en 13. plads – men i morgen er der atter en dag.

Åben række holdet startede med en kamp mod det førende hold fra Sverige, og det blev til et nederlag på 16 imp (14-30), ØV. Skeen kom i den anden hånd med en oversidderrunde, der gav 12 kamppoint, og derefter en sejr over Israel på "hele" 6-0 efter 10 spil. Dernæst blev det til en sejr over Tyrkiet på 19-12, og i dagens sidste kamp blev det til så for alvor tid til vinden i ryggen og fuld fart frem med en 45-1 sejr over Rumænien. Det fører os op på en 3. plads i en utroligt tæt åben række efter 10 runder af i alt 31.

Så er der det danske seniorhold. Med gårsdagens tre sejre i bagagen, så startede de med en storsejr på 38-2 over Spanien. Det blev efterfulgt af "fem-på-stribe" da Estland blev besejret 26-19. Det blev også til seks-på-stribe, da Letland i en lidt mærkelig kamp blev overvundet med en sejr på 19-5. Der var en 20 minutters forsinkelse på starten af den kamp på grund af internetproblemer i Letland. Dagens sidste modstander var Belgien, et altid farligt hold med meget rutinerede spillere, og det endte med, at danskerne løb ind i en ordentlig ørefigen – et nederlag på 17-42 – fy for dén, nu gik det eller lige sådan rigtigt rigtigt rigtigt godt. Seniorerne ligger nr. 5 efter de første 7 runder. 

Solen skinner, det er sommer - og det er dejligt at komme fra et lille land uden høje bjerge - og jeg er sikker på, at de danske spillere vil gå trætte i seng efter en meget koncentreret fokuseret indsats i dag. Det er hårdt at spille bridge uden duften af kort, uden social kontakt og uden at kunne møde alle bridgevennerne fra hele Europa til et "normalt EM". Corona har måske nok ændret en del på, hvad der er "normalt" - og måske kunne det at spille en EM-turnering på computer på et spillested i eget land og med to observatører fra et fremmed land, der skal sikre, at der ikke snydes og bedrages - måske er dét fremtiden? -- men det er lidt som om dét vil komme til at mangle noget .....

De to observatører der er her i Aarhus er Henk fra Holland og Michael fra Tyskland. De er stadig glade for at blive sendt til Danmark - og glade for, at de er et sted uden så mange restiktioner :)


 
Nå men vi skal også have aftenens sang - det bliver i aften med udgangspunkt i et billede jeg tog i aftes efter jeg havde lavet gårsdagens opdatering her fra Aarhus. Jeg gik en tur og så månen stå klar og hvid som en sol på himlen, og månen spejlede sig i Aarhusbugten. Det var et fantastisk syn, og jeg fangede mig selv i at synge med på Lars H.U.G sangen ”Kysser himlen farvel” – og jeg sang med høj røst: 
"Godnat godnat måne
Godnat godnat måne
send send sender mig ud
kys kys kysser mig væk"


Det var så eventyrligt smukt at kigge på, og så samtidigt at kunne høre sin egen stemme fuldstændigt flænse den skønhed fra hinanden med falske toner i store mængder. Livet er nu skønt i Aarhus sammen med de fire danske landshold.
Men et stort tak for i dag med dette skønne billede:


 

 

Opdatering den 23. august 2021 kl. 23.40 (af Jan Nielsen)

Af alle glæder er forventningen måske den største – og man bliver så nemt skuffet, hvis man ikke gør som Richard Møller Nielsen så rammende udtalte før en landskamp engang i 1990erne: ”Lets screw down the expectations a little”. Ja, jeg vil på denne plads sige, at forventningen til førstedagen ved European Qualifier i allerhøjeste grad er ikke kun indfriet, de er helt over al forventning. Hovmod står for fald – Janteloven vil ramme jer …. Ja ja ja, vi er i Sandemoses jantelovs land, men det bør og skal være tilladt at lade glæden ved udbyttet fra intensive forberedelser udmønte sig i et højt og rungende ”YES – VI VAR GODE I DAG !!!!”

Seniorlandsholdet spillede tre kampe i dag – og det gav tre dejlige sejre over Rusland, Island og Grækenland. Nogle vil måske sige, at det ikke er de stærkeste nationer i turneringen, men i 10-spils kampe, så kan der være en del tilfældigheder, og det kan påvirke resultaterne – og tre sejre er nu engang tre sejre – og seniorholdet ligger nummer 3 efter førstedagen med i alt 40,11 kamppoint. Polen fører med 51,25 foran Bulgarien med 45,96. Nummer 9 (grænsen for ikke at kvalificerer sig til VM) er Ungarn, der har 31,93 kamppoint. Der er 20 runder endnu over de næste 5 dage, så der er LANG VEJ endnu, men godt begyndt er jo som bekendt halvt fuldendt.

Åben række holdet spillede 5 kampe i dag. Det blev til fire sejre og kun ét meget lille nederlag. Sejrene var mod Spanien (en turneringsleder afgørelse gav os 10 imp, og det, der første blev noteret som et nederlag er blevet ændret til en sejr på 32-28. De tre andre sejre var mod Grækenland, Belgien og ikke mindst Schweiz der er blandt de største favoritter til at vinde denne turnering. Dagens eneste danske nederlag overhovedet var mød Østrig med fire imps.
Samlet placerer de her resultater Danmark som nummer 5 med 64,60 kamppoint efter fem kampe. Nummer 9 (grænsen for ikke at kvalificere sig til VM) er Irland, der har 59,37 kamppoint, så det er meget tæt. Der er hele 26 kampe endnu, men jeg gentager gerne, at godt begyndt er halvt fuldendt. Sverige fører i åben række, og netop Sverige er vores første modstander på morgendagens program – dét bliver en HÅRD kamp mod vores naboer.

Dagens indtil videre måske mest omtalte situation i hele bridgeverden er, at INGEN hold i de første fem runder har nået at indgive en holdopstilling i de kampe de skulle have spillet mod Italien. Det betyder, at Italien efter fem kampe har fem sejre, der alle er på 12-0. Italien har ikke spillet et eneste spil i turneringen, og ligger på nuværende tidspunkt nummer 7 med 60,00 kamppoint. Årsagen til, at ingen hold endnu har nået at indlevere en holdopstilling til kampe mod Italien kan jo være mange, og på denne spalteplads vil jeg som referent fra turneringen ikke gisne eller komme med antydninger af, hvorfor fem lande har ageret som de har. 

Nå men det var alt for denne gang – i morgen sætter det stærke danske Mixed landshold også skruen i vandet og går i gang med deres kamp for at klare kvalifikationen til VM, der afvikles i Italien i slutningen af marts måned 2022. Mine personlige forventninger til mixedholdet er mindst ligeså store som til de øvrige danske hold. Lad os håbe og tro på, at de danske hold kører videre ad det gode spor i morgen – jeg kan i hvert fald give alle en garanti for, at ALLE spillere, kaptajner og coachen giver alt hvad vi har tilrådighed af kræfter og koncentration for, at vi leverer bedst muligt. Nu har der været et mega-langt tilløb med træning op til den her turnering – nu skal der leveres – og dét blev der i dag, og det vil også blive forsøgt gjort i morgen og alle dage indtil lørdag aften, hvor turneringen afsluttes. 

Du kan følge alle kampe på https://kibitz.realbridge.online fra klokken 10.30

Jeg vil slutte dagen i dag med at dejlig aftensang (haha bare rolig, jeg synger ikke så højt, at du kan høre det) - men dagens sang i aften bliver Gnags med "Lav sol over Aarhus" ... nedenstående billed tog jeg i morges klokken 06.10, da jeg gik en tur langs stranden her i byen. Hvor kan man sommetider blive betaget af moder naturs evner til at skabe ekstrem smuk og god morgenstemning. Lad os håbe på HØJ SOL over Aarhus i morgen - både bogstaveligt talt, men også gerne i overført betydning til bridgeresultaterne. Det var alt for nu .......

 

 

Opdatering den 23. august 2021 klokken 06.15 (Jan Nielsen):

Det er mandag morgen. "Forventningens glæde er oftest den største" - tjaaa, der er vist et ordsprog, der lyder sådan, MEN det er helt sikkert, at der er forventninger til vore fire danske bridgelandshold, der i dag tager hul på European Qualifier.

I dag starter Åben række kl. 10.00 og vores Seniorhold spiller deres første kamp kl. 11.35. Foran venter seks intense dage med bridge mod de bedste modstandere i Europa. Målet er at komme i Top8, for dét giver adgang til VM. Vil det lykkes? JA DA, det vil jeg da håbe - Jeg forventer da, at alle fire hold (mixed starter i morgen, og dameholdet på onsdag) kvalificerer sig til VM --- er forventningens glæde oftest den største --- måske, men vi får se 🙂 

Du kan følge ALLE KAMP på https://kibitz.realbridge.online fra kl. 10.30 - og der vil løbende blive opdatere med resultater på Facebook i løbet af dagen og de kommende dage, og her på bridge.dk vil der komme én samlet opdatering hver dag, og den vil komme omkring kl. 21.00 her på siden. 

 

 

Optakt 17. august 2021 (Erik Wied):

I efteråret 2019 vandt de danske seniorer guld ved VM. Og i næste uge begynder jagten på mere internationalt metal. Den europæiske kvalifikation til VM spilles i fire rækker - og Danmark er med i både åben, dame, mixed og senior. De otte bedste hold i hver række kvalificerer sig til VM, som afvikles i Italien i foråret 2022.

Kvalifikationsturneringen foregår for første gang elektronisk. Ugler vil have mulighed for at følge med hver dag på RealBridge her. Der spilles fra den 23.-28. august, og transmissionen foregår med en halv times forsinkelse. Første kamp begynder kl. 10, så du kan ugle fra kl. 10.30. Desuden vil der komme daglige opdateringer her på siden.

Naturligt nok er der ikke mindst store forventninger til de forsvarende seniorverdensmestre. Holdet består af Steen Schou og Jørgen Hansen, som er guldvindere fra 2019, sammen med to nye par: Dorthe og Peter Schaltz samt Dennis Koch-Palmund - Klaus Adamsen. Ændringen er næppe nogen svækkelse. Schaltz'erne har utallige titler, og så sent som i foråret var parret med på det danske hold, som vandt NM i mixed-rækken. Dennis Koch-Palmund og Klaus Adamsen er begge nykårede danmarksmestre i online bridge for hold - i makkerskab med hinanden i seniorrækken og Koch-Palmund desuden i mixed-rækken. 

I åben række stiller Danmark op med blandt andre Dennis Bilde, landets eneste professionelle spiller. Til daglig er Dennis Bilde på kontrakt med et amerikansk hold, som sponsoreres af finansmanden Larry Lebowitz. Men ligesom fodboldspillerne nyder Dennis Bilde at spille for sit land.

”Det er en fornøjelse at spille for Danmark, og vi vil gøre vores bedste for at leve op til fodboldlandsholdets succes,” siger 31-årige Dennis Bilde.

Dennis Bilde spiller sammen med sin faste, danske makker, Emil Jepsen. De øvrige på holdet i åben række er: H.C. Graversen - Henrik Caspersen og Michael Askgaard - Kasper Konow.

Mixed-holdet vandt som nævnt NM i foråret med Dorthe og Peter Schaltz på holdet. Schaltz'erne er nu rykket til seniorlandsholdet, og deres plads på mixed-mandskabet overtages af Signe Buus Thomsen - Peter Jepsen. De to øvrige par på mixed-holdet er gengangere fra NM-sejren, Marlene og Jens Ove Henneberg samt Camilla Bo Krefeld - Johan Hammelev.

Damelandsholdet, der har trænet flittigt på nettet gennem hele coronaperioden, består af: Helle Rasmussen - Lone Bilde, Stense Farholt - Tina Ege og Anita Buus Thomsen - Dorte Bilde.

For at sikre sig imod snyd er spillerne fra hvert land samlet på ét sted med udenlandske observatører til stede. I Danmark er spillestedet Helnan Marselis Hotel i Aarhus med observatører fra Holland og Tyskland. Der er desværre ikke adgang for ugler på spillestedet.