Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
26. juli 2022

Juniorlandshold vinder bronze ved EM

 

Det danske U21-landshold sluttede EM med bronzemedaljer om halsen. De spillere, som fik dannebrog til at vaje, er Aron og Daniel Ravn Tylvad, Andreas Rolf-Larsen - Nikolaj Zeeberg og Daniel Brandgaard - Christian Lahrmann. Kaptajn er Jan Jørgensen og coach Rasmus Kleiv Koch.

De danske juniorer startede blødt, men takket være en solid indsats arbejdede holdet sig frem i stillingen og sluttede som en flot nummer tre. Tillykke med medaljerne! Israel vandt med Frankrig som nummer to. Alle tre danske par havde over middel i butler-beregningen. Daniel Brandgaard - Christian Lahrmann var endda helt fremme som nummer tre med et gennemsnitligt plus på 0,91 imp pr. spil, mens Andreas Rolf-Larsen - Nikolaj Zeeberg ikke var langt efter med 0,83.

Resultatet betyder, at Danmark skal til VM i U21-rækken, idet de otte bedste nationer kvalificerede sig. Det samme skal U26-pigerne. Kvalifikationen var dog givet på forhånd, idet der kun var otte hold i rækken. Danmark sluttede som nummer seks med dette hold: Clara Brun Pedersen - Leah Thrane, Amalie Bune - Sophie Bune og Ella Rosthøj - Julie Sigsgaard. Kaptajn var Morten Rasmussen Bune. Italien vandt foran Frankrig.

Det sidste danske hold har også en chance for at spille om verdensmesterskabet. U16 blev ganske vist kun nummer 10 ud af 15. Men hvis to hold melder afbud, kommer Danmark med, og det scenarie er ret sandsynligt. U16 består af: Alma Ertbjerg Rasmussen - Line Henriksen, Mathias Møller Larsen - Frederik Zeeberg samt Eigil Rohrberg. Kaptajn er Torsten Ertbjerg Rasmussen.

EM blev afholdt i hollandske Veldhoven. Du kan finde alle resultater her.

 

Juniorerne fejrer medaljerne: