
Overraskelser til A-finalen i seniorhold
Opdateret søndag den 5. november kl. 21.20: De to topfavoritter i vestpuljen ved den indledende weekend i seniorhold, Steen Schou og Niels Henriksen, tog første- og andenpladsen uden problemer. Men på tredjepladsen dukkede en overraskelse op. Marius Lyhne-Knudsen, der var seedet som femmer, kom ind på bronzepladsen og sikrede sig dermed adgang til A-finalen til februar. Opløbet om tredjepladsen var uhyggeligt tæt. De fire øvrige hold sluttede inden for tre kamppont, og afstanden fra Marius Lyhne-Knudsen ned til Henning Langbak på fjerdepladsen var blot 0,35 kamppoint.
Bedst i multiholdberegningen i vest var ikke overraskende de to par på Steen Schous hold - holdkaptajnen og Jørgen Hansen som nummer et og H.C. Nielsen - Knud-Aage Boesgaard som nummer to.
I østpuljen var der også en mindre overraskelse. I øst gik syv af de 16 hold til A-finalen. De seks bedst seedede hold klarede skærene, men Kate Reiter, der var forhåndsvurderet som nummer ni i henhold til handicap, klemte sig ind som nummer syv.
I toppen blev Flemming Bøgh-Sørensen bedste hold foran Henrik Kruse Petersen, mens Henrik Parl blev nummer tre. Forhåndsfavoritten, Klaus Adamsen, med adskillige verdensmestre om bord måtte nøjes med fjerdepladsen, men er dog sikkert videre til A-finalen.
Multiholden i øst blev toppen af Torsten Bernes - Peter Basse med Stig Werdelin - Sigurd Lauge Pedersen på andenpladsen.
Du kan se alle resultaterne fra kvalifikationsweekenden i seniorhold her.
Finalen i seniorhold afvikles den 3.-4. februar 2024 i Køge.
- - -
Opdateret lørdag den 4. november kl. 23.50: Der er lagt op til en spændende afslutning i østpuljen af seniorhold. Tre hold ligger side om side efter førstedagen - Henrik Kruse Petersen, Flemming Bøgh-Sørensen og Klaus Adamsen er kun adskilt af cirka to kamppoint efter otte ud af 15 kampe. Disse tre mandskaber skal formentlig gøre op om sejren i øst, og der kan også blive spænding om, hvem der kvalificerer sig til A-finalen. Syv af de 16 hold går videre til A-finalen, og indtil videre er de syv handicapmæssigt bedste hold også på de syv første pladser. Afstandene er dog ikke større, end at en del kan nå at ændre sig søndag.
I vest er den klare favorit, Steen Schou, på førstepladsen efter to en halv ud af fem kampe, mens nummer to ifølge ratingsystemet, Niels Henriksen, også holder andenpladen. Disse to hold er et godt stykke foran. Tredjepladsen, som er den sidste, der giver adgang til A-finalen fra vest, indehaves p.t. af Henning Nølke, men flere andre hold kan nå at indhente Nølke.
Se alle resultater fra seniorhold her.
- - -
22 mandskaber er klar til at indlede kampen om DM for seniorhold, når kvalifikationen i henholdsvis vest- og østpuljen afvikles i den kommende weekend.
I vest stiller seks hold op, hvoraf tre kvalificerer sig til A-finalen, mens de tre øvrige går til B-finalen. Hvis man skal tro handicapsystemet, er Steen Schou klar favorit i vest. Steen Schou er mangedobbelt danmarksmester i seniorhold, men har i denne sæson en ændring i opstillingen. Dorthe og Peter Schaltz spiller ikke på holdet i år, men er afløst af Arne Mohr og Knut Blakset. H.C. Nielsen, Knud-Aage Boesgaard og Jørgen Hansen samt naturligvis kaptajn Schou er gengangere på holdet. Nummer to i handicapordenen er Niels Henriksen, mens Henning Nølke på papiret står til at tage den tredje plads i A-finalen.
I øst skal 16 hold duellere. Syv går til A-finalen og de resterende til B-finalen. I øst er det lidt tættere i toppen, idet Klaus Adamsen og Henrik Kruse Petersen ligger ret tæt handicapmæssigt. Klaus Adamsen har overtaget Dorthe og Peter Schaltz fra Steen Schou og består desuden af Søren Christiansen, Jan Sejr Nicolajsen og Dennis Koch-Palmund foruden holdkaptajnen. For Henrik Kruse Petersen spiller Geert Max Jørgensen, Sigurd Lauge Pedersen, Stig Werdelin og Fredrik Jarlvik.
De to topseedede mandskaber i henholdsvis vest og øst, Steen Schou og Klaus Adamsen, er tæt besat med verdensmestre. På Steen Schous hold vandt Schou og Hansen VM for seniorhold i både 2019 og 2023, mens Nielsen og Boesgaard fik guld i 2019. For Klaus Adamsen har alle på nær Nicolajsen vundet VM - Adamsen, Koch-Palmund og to gange Schaltz i 2023 og Christiansen i 2019.
Du kan se alle deltagerne her.
Der er ikke BBO-transmission fra den indledende weekend i seniorhold. Men ugler er naturligvis velkomne i både Østsjællands Bridgecenter i Køge og Vanggaardscentret i Aarhus.