Leise Hemberg sikrede sig endnu et DM
Opdateret søndag den 17. marts kl. 19.10: Leise Hemberg fik fem på stribe! Søndag sikrede det sejrsvante hold sig endnu et danmarksmesterskab for damehold. Sejren endte med at blive relativt sikker, selv om der var spænding om udfaldet lige til sidste kamp. Danmarksmestrene er: Leise Hemberg, Nell Rindahl, Ella Rosthøj, Julie Sigsgaard, Anita Buus Thomsen og Dorte Cilleborg Bilde.
Hemberg sluttede af med en sejr på 18,47 - 1,53 over en af de værste konkurrenter, Birte Eriksen. Dermed endte Hemberg på 217,08 point. Margrethe Rykov vandt næsten lige så stort over Jette Nyvang Jørgensen i sidste kamp og spurtede op på andenpladsen med 201,10 point. Inden weekenden lå Rykov nummer syv, men vandt alle fem kampe. Tredjepladsen gik til Karin Jungdal, der er nye i damedivisionen, med 197,27. Jungdal kronede dermed en flot debutsæson med bronzemedaljer.
Sølvvinderne er: Margrethe Rykov, Susan Just Olesen, Birgitte Rønn og Karen Enevoldsen. Bronzemedaljerne får en hædersplads hjemme hos: Karin Jungdal, Line Eyde, Ingrid Hedevang og Karin Bech.
Multiholden blev vundet af to gange Karin: Karin Jungdal og Karin Bech. Nummer to blev Margrethe Rykov og Susan Just Olesen, mens Leise Hemberg og Nell Rindahl tog tredjepladsen.
Der var hele weekenden transmission på BBO. Interessen var stor med flere hundrede tilskuere ved ringside. Ikke mindst var der mange ugler til weekendens tredje kamp, som var et nøgleopgør mellem Leise Hemberg og Karin Jungdal. De to hold lå på det tidspunkt på første- og andenpladsen, kun adskilt af fire kamppoint. Hemberg vandt topopgøret 13,34 - 6,66 efter en tæt kamp. Herefter var vejen banet til DM, selv om der skulle kæmpes indtil det sidste.
Damedivisionen blev i år spillet i én række, da der kun var 16 hold tilmeldt. Hvis der til næste sæson igen bliver en 1. og 2. division, er de 10 bedste hold fra denne sæsons turnering berettiget til at spille i 1. division.
Du kan se alle resultaterne fra damedivisionen her.
Årets danmarksmestre fik medaljer, vin og vinderbuketter. Fra venstre: Nell Rindahl, Leise Hemberg, Dorte Cilleborg Bilde, Anita Buus Thomsen, Julie Sigsgaard og Ella Rosthøj. (Foto: Jan Nielsen)
- - -
14. marts: I weekenden afgøres sæsonens damedivision, og Leise Hemberg har chancen for at få fem på stribe. Hemberg har vundet DM de seneste fire gange og fører også inden den afgørende weekend. Sejren er dog langt fra givet. Camilla Husted har vundet ni ud af ti kampe og ligger på andenpladsen med knap 11 kamppoint op til Hemberg. Karin Jungdal er næsten lige så tæt på som nummer tre. Jungdal og Hemberg mødes i weekendens tredje kamp, som nemt kan få afgørende betydning.
Netop denne kamp er et af de opgør, som du kan følge på BBO. Vi sender hele weekenden fra lørdag middag, og indtil danmarksmestrene er kåret søndag eftermiddag. Programmet for de første tre af weekenden fem kampe ser således ud: Runde 11: Birte Eriksen - Camilla Husted. Runde 12: Karin Jungdal - Gerda Silke Holm. Runde 13: Leise Hemberg - Karin Jungdal. Sendeplanen for de to sidste runder tilrettelægges efter, hvilke opgør der ser mest spændende ud i kampen om DM.
Transmissionen begynder lørdag kl. 13 og fortsætter frem til kl. 21.50. Søndag sender vi fra kl. 9.30 til 18.10. Klar ved tasterne sidder Clara Brun Pedersen, Andreas Rolf-Larsen og Alma Rasmussen (føl søndag), mens Jan Nielsen er supervisor.
I den sidste weekend er alle hold samlet i Østsjællands Bridgecenter i Køge. Ugler er naturligvis velkomne. Du kan se kampprogrammet og andre oplysninger her.
Samtlige resultater fra damedivisionen er her.
Nell Rindahl, Leise Hemberg, Julie Sigsgaard og Ella Rosthøj vandt DM i 2023. Dengang var også Stense Farholt og Tina Ege på holdkortet. Dette par er i år afløst af Anita Buus Thomsen og Dorte Cilleborg.