Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
23. maj 2024

Danske hold endte i det slagne felt

 

Opdateret torsdag den 23. maj kl. 23.40: Det blev lidt af en mavelanding for holdene med danske spillere ved World Bridge Tour-turneringen i Bodø. Dagensbridge.dk sluttede som nummer otte af 12, mens Gupta blev nummer 11. Lars og Knut Blakset fra dagensbridge.dk holdt sig dog helt fremme i butler-beregningen og endte på en delt førsteplads.

Vinder blev norske Brogi med Black fra England lige efter.

I Arctic Invitational Junior Teams kom Danmark U21 ind som nummer syv af 10, mens U26 måtte tage til takke med placeringen som nummer sjok. Team Funbridge med Christian Lahrmann blev nummer fem. Bedst af danskerne i butler-beregningen var Nikolaj Hammelev på en syvendeplads med plus 0,62 imp pr. spil. Polen U26 vandt sikkert.

Resultaterne fra WBT er her. Og fra juniorturneringen her.

I de kommende dage spilles den traditionsrige Marit Sveaas, også i Bodø, hvor der er mange og store præmier. Mange af danskerne spiller videre i Marit Sveaas. Læs mere om turneringen her.

- - -

Opdateret onsdag den 22. maj kl. 23.50: Lars og Knut Blakset er fortsat i front i butler-beregningen i World Bridge Tour efter tredjedagen. Faktisk udbyggede brødreparret forspringet, idet de efter onsdagens kampe har et plus på 1,24 imp pr. spil - efter andendagen var det plus 1,11. Blaksets hold, dagensbridge.dk, ligger nummer seks med 182,0 kamppoint - en anelse over middel, der er 180. Det andet hold med danske spillere, Gupta, er næstsidst.

Der resterer fire runder torsdag. En dansk sejr er nok uden for rækkevidde, men det kan godt blive til en medaljeplacering. Se resultaterne fra WBG her.

I den sideløbende juniorturnering, Arctic Invitational Junior Teams, bliver det næppe til en dansk topplacering. Det danske U21-hold ligger nummer syv ud af 10, mens de rød/hvide U26-spillere er sidst. Team Funbridge, som har danske Christian Lahrmann om bord, er på femtepladsen. Resultaterne fra juniorturneringen er her.

- - -

Opdateret onsdag den 22. maj: Lars og Knut Blakset er på toppen i den stærke WBT-turnering, der spilles i øjeblikket i Bodø. To gange Blakset, der spiller for holdet dagensbridge.dk, fører butler-beregningen over de enkelte pars præstationer med et plus på 1,11 imp pr. spil. Holdets andet danske par, Kasper Konow og Mikkel Larsen, ligger også godt med en score på plus 0,68. Desværre er det tredje par, en indisk konstellation, sidst. Derfor må dagensbridge.dk nøjes med en fjerdeplads i den samlede stilling efter andendagen.

Blaksetbrødrenes fine form lover godt for EM på hjemmebane, idet parret er udtaget til landsholdet i åben række. Kasper Konow er også på landsholdet, hvor han dog spiller sammen med Michael Askgaard.

Det andet hold med danske spillere, Gupta, er knap så godt kørende og ligger på niendepladsen ud af 12. Individuelt er Andreas Plejdrup fra Gupta dog fint placeret med plus 0,63 i butleren.

Se resultaterne fra WBT-turneringen her.

I en sideløbende juniorturnering ligger begge de danske hold midt i feltet efter tirsdagen. Se resultaterne fra Arctic Invitational Junior Teams her.

- - -

Opdateret tirsdag den 21. maj: Holdene med danske spillere fik en blød start ved World Bridge Tour (WBT), der spilles fra den 20. til den 23. maj i norske Bodø nord for polarcirklen. Det officielt danske hold dagensbridge.dk ligger nummer ni af 12 med 54,28 kamppoint efter førstedagen. Dagensbridge.dk består af Lars og Knut Blakset, Kasper Konow, Mikkel Larsen og to indiske spillere. Lidt bedre går det for Gupta, som også har fire danskere om bord, selv om holdet officielt er amerikansk. Danskerne er Morten Bilde, Emil Jepsen, Søren Bilde og Andreas Plejdrup. De suppleres af Vinita Gupta og svenske Simon Ekenberg. Gupta ligger på fjerdepladsen med 61,47 point. Lars og Knut Blakset ligger til gengæld helt i toppen af butler-beregningen over de enkelte pars/spilleres præstationer.

Følg alle resultater fra World Bridge Tour her

Sideløbende med WBT-turneringen spilles en juniorturnering, hvor der også er dansk deltagelse, idet vi har både et U21- og et U26-hold med. U21 var flyvende fra start med sejre i de fem første kampe, inden det blev til et nederlag i førstedagens sjette og sidste. Efter mandagen ligger U21 nummer tre, mens U26 er nummer ni. U21 består af Nikolaj Hammelev, Matthias Møller Larsen, Daniel Tylvad, Viktor Kolding, Julie Sigsgaard og Ella Rosthøj. U26 er: Sophie og Amalie Bune, Nikolaj Zeeberg, Leah Thrane, Andreas Rolf-Larsen og Daniel Brandgaard.

Se resultater fra juniorturneringen her.

- - -

16. april: Bodø i Nordnorge bliver centrum for flere store bridgeturneringer i maj.

Fra den 20. til den 23. maj spilles et heat i World Bridge Tour (WBT), en holdturnering med deltagelse af nogle af de bedste spillere i verden. P.t. er der danske spillere på to hold: Morten Bilde, Emil Jepsen, Søren Bilde og Andreas Plejdrup spiller for amerikanske Gupta, mens Lars og Knut Blakset samt Kasper Konow og Mikkel Larsen spiller på det internationale hold Team Dynamite. Da WBT blev spillet i Reykjavik i januar i år vandt holdet Apres- Bridge Champs med fire danskere om bord. Apres- Bridge Champs er tilmeldt igen, men indtil videre uden rød/hvide spillere på holdkortet.

Fra den 24. til den 26. maj afvikles den traditionsrige Marit Sveaas, som er en parturnering med enorme præmier. Således er førstepræmien i A-finalen 200.000 norske kroner (cirka 130.000 danske). Der er også en lang række specialpræmier, eksempelvis til bedste par over 70 år og bedste mixed par - både i A-, B- og C-finalen. Samtidig afholdes også en juniorturnering - Arctic Junior Rookie Challenge.

Læs mere om World Bridge Tour her. Marit Sveaas kan du finde mere info om her, ligesom du kan læse en flyer her. Juniorturneringen er omtalt her.

Bodø er i 2024 en af tre europæiske kulturhovedstæder sammen med Bad Ischel i Østrig og Tartu i Estland. Bodø har cirka 40.000 indbyggere og ligger 120 kilometer nord for polarcirklen. Byen oplever midnatssol fra omkring den 1. juni.

Du kan se en oversigt over åbne, internationale turneringer her.