Spil om mesterskaber for damer og seniorer
Tilmeldingen til sæsonens damedivision og seniorhold er nu åben. I begge turneringer er der fri tilmelding, og vi håber, at mange har lyst til at komme ud og dyste om titler, præmier og guldpoint og samtidig få en hyggelig bridgeoplevelse.
Seniorhold spilles efter den velkendte opskrift: To indledende weekender opdelt i en øst- og en vestpulje samt en fælles finaleweekend. Øst for Storebælt spilles første weekend i Roskilde, mens den indledende vestpulje foregår i Herning. Den fælles finaleweekend ligger denne gang vest for Storebælt på Nørgaards Højskole i Bjerringbro. For at spille med i seniorhold skal alle spillerne være født i 1961 eller tidligere.
Du kan læse mere om seniorhold her. Holdene tilmeldes via Flexbillet her. Tilmeldingsfristen er søndag den 29. september.
Damedivisionen spilles som altid over tre weekender. Med 19 eller flere hold spilles turneringen med 10 hold i 1. division og de øvrige i 2. division. Spillestederne er i år både Næstved og Aarhus i de to første weekender og Odense i den sidste.
Læs mere om damedivisionen her. Du tilmelder et hold via Flexbillet her. Tilmeldingsfristen er søndag den 27. oktober.
Både seniorhold og damedivision er i øvrigt blevet en tand billigere i år. Indskuddet er nu henholdsvis 3200 og 5400 kroner mod 3600 og 5800 kroner i sidste sæson.