Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
08. september 2024

Buus Thomsen vandt pokalen efter tæt finale

 

Opdateret søndag den 8. september: De nye pokalvindere er Jesper Buus Thomsen. Efter en spændende finale kunne Buus Thomsen og co. løfte trofæet søndag eftermiddag. Tillykke til: Jesper Buus Thomsen, Rico Hemberg, Signe Buus Thomsen og Peter Jepsen. Sølvmedaljerne blev hængt om halsen på: Mathias Bruun, John Norris, Lars Blakset, Daniel Tylvad og Andreas Marquardsen.

Finalen bølgede frem og tilbage, og med to tredjedele spillet stod Jesper Buus Thomsen og Mathias Bruun stort set lige: 68-67, Men en fin femte sektion, som Buus Thomsen vandt 33-8, gav et pænt forspring inden de sidste otte spil. Mathias Bruun kom aldrig helt tæt på, og da Signe Buus Thomsen og Peter Jepsen med kun et par spil igen meldte 7 klør på en 4-3-fit, der vandt, var kampen afgjort. Slutcifrene blev 106-85.

Du kan se alle resultater fra pokalslutspillet her.

Guld til Jesper Buus Thomsen Sølv til Mathias Bruun

 

Finalen i Breddepokalen blev mindst lige så spændende som hovedturneringen. Karsten Dorph opbyggede et solidt forspring mod Stephan Bak og førte ved halvvejsmærket med 53-20. men så havde Stephan Bak fået sat maskineriet i gear. Tredje sektion blev vundet 33-9 og fjerde 18-6. Dermed spurtede Stephan Bak sig forbi til en sejr på 71-68.

Stort tillykke til: Stephan Bak, Peter Mørck, Helene Abildstrøm og Sebastian Olsen. De to sidstnævnte er begge i tyverne og har kun spillet bridge i et par år. Også tillykke til sølvvinderne: Karsten Dorph, Torsten Ørhøj, Anita Skøtt og Helle Jacobsen.

Resultaterne fra slutspillet i Breddepokalen er her.

Guld til Stephan Bak Sølv til Karsten Dorph

 

- - -

Opdateret lørdag den 7. september: Spænding var der ikke meget af i pokalsemifinalerne. Til gengæld fik vi to flotte sejre, og forhåbentlig er der lagt op til en medrivende finale søndag. 

Jesper Buus Thomsen besejrede Morten Stege med 120-38 efter at have vundet samtlige sektioner. Mathias Bruun var også bedst i alle sektioner mod Morten Klug og vandt med cifrene 162-44. I begge semifinaler strakte taberne våben inden de sidste otte spil.

Finalen mellem Jesper Buus Thomsen og Mathias Bruun er reelt en gentagelse af semifinalen fra forårets slutspil i 1. division, blot var det her John Norris og ikke Mathias Bruun, der havde kaptajnskasketten på. I foråret vandt Jesper Buus Thomsen overraskende, efter at John Norris havde været suveræne i grundspillet. Det bliver spændende at se, om Norris/Bruun kan få revanche nu.

Du kan se alle resultater fra pokalslutspillet her.

Efter lørdagens strabadser var der bronzemedaljer til begge tabende semifinalister:

Bronze til Morten Stege Bronze til Morten Klug

 

Også i Breddepokalen blev der tale om to klare sejre i semifinalerne. Karsten Dorph besejrede Søborg Bridgeklub 93-61, mens Stephan Bak vandt med 99-54 over Bente Jerberg. Den første semifinale stod dog helt lige, 59-59, inden sidste sektion, som Karsten Dorph vandt klart med 34-2. Her var tale om en form for hjemmebanesejr, da Dorph som det eneste af holdene i slutspillet i Breddepokalen har base i Aarhus.

Resultaterne fra slutspillet i Breddepokalen er her.

Finalen søndag står derfor mellem Karsten Dorph og Stephan Bak, mens der var bronzemedaljer til begge de tabende semifinalister:

Bronze til Søborg Bridgeklub Bronze til Bente Jerberg

- - -

Opdateret torsdag den 5. september: Vejret er fantastisk. Men hvis du alligevel har lyst til at opleve god bridge, sender vi på BBO fra pokalslutspillet hele weekenden. Semifinalerne spilles lørdag, mens det søndag bliver afgjort, hvem der skal have pokalen stående det kommende år.

Jan Nielsen og Nikolaj Hammelev sidder klar ved tasterne for at viderebringe snedige meldinger, lumske udspil og dristige spilføringer. Transmissionen begynder lørdag kl. 12.10, hvor vi sender de første otte spil fra opgøret mellem Morten Klug og Mathias Bruun. I den efterfølgende time vises spil 9-16 i kampen mellem Morten Stege og Jesper Buus Thomsen. Herefter sender vi fra den kamp, som ser mest spændende ud.

Du finder BBO her. Du kan se resultater fra pokalslutspillet her. Og fra slutspillet i Breddepokalen her.

- - -

At vi skal have en ny pokalvinder ligger fast, idet de seneste to års vinder, Kasper Konow, er blevet slået ud inden slutspillet. Men hvem? Slutspillet afvikles den 7.-8. september, og lodtræningen er nu klar. Der venter to spændende opgør. I den ene semifinale mødes Morten Klug og Mathias Bruun. Morten Klug er identisk med 1. divisions-holdet Team Phlink (tidligere Vepidan) minus Henrik og Søren Caspersen. I 1. division er det blevet til mange stabile sæsoner, mens Mathias Bruun er kaptajn for et hold, hvor spillerne har bugnende pokalskabe. I den anden semifinale står Morten Stege og Jesper Buus Thomsen over for hinanden. Morten Stege nåede også slutspillet sidste år, hvor det blev til et nederlag til de senere mestre, Kasper Konow. Jesper Buus Thomsen var ligeledes i slutspillet i divisionsturneringen, hvor holdet nåede finalen, men tabte til Peter Schaltz.

Du kan læse mere om pokalslutspillet her.

Pokalslutspillet finder sted i Vanggaardscentret i Aarhus. Samme sted afvikles slutspillet i Breddepokalen. Fire nye hold skal dyste om Breddepokalen i forhold til sidste år - blandt andet fordi sidste års mestre, Københavns Bridge Klub, ikke kan deltage denne gang, da spillerne nu er kommet for langt ned i handicap. I den ene semifinale mødes Karsten Dorph og Søborg Bridgeklub, mens den anden bliver et opgør mellem Bente Jerberg og Stephan Bak.

Se mere om slutspillet i Breddepokalen her.