Stærke par skal dyste om DM i Superligaen
Inddelingen i divisioner til DM for åbent par er nu foretaget. Feltet til Superligaen føres an af sidste års mestre, John Norris og Matthias Bruun. Men mestrene bliver udfordret af en række stærke spillere - heriblandt landsholdsparret Michael Askgaard og Kasper Konow, de aarhusianske parspecialister Niels og Mads Krøjgaard samt de fremadstormende unge løver Christian Lahrmann og Andreas Plejdrup. Sidste års nummer to, Martin Schaltz, stiller i år op sammen med Mads Eyde, da Schaltz' makker fra 2023, Dennis Bilde, er forhindret. Schaltz og Eyde vil sikkert også være blandt bejlerne til titlen. Superligaen har i år deltagelse af 24 par, heriblandt også 14-årige Mathias Møller Larsen, der stiller op sammen med sin far, Mikkel.
Mens Superligaen består af 24 par, er 1. division i år reduceret til 16 par på grund af et relativt begrænset antal tilmeldinger. I 2. division øst stiller 32 par til start, mens 18 par skal dyste i 2. division vest.
Du kan se alle divisionerne her.
En tidsplan for de forskellige spillesteder følger snarest. Der bliver sandsynligvis tale om spilstart kl. 12 lørdag og kl. 9.30 søndag.