Bruun og Norris snuppede DM igen
Resultater fra alle rækker er her.
Opdateret søndag den 22. september kl. 19.20: John Norris og Mathias Bruun genvandt DM for åbent par. Norris og Bruun lagde forsigtigt ud, men takket være en stabil indsats sluttede parret ligesom sidste år i toppen af Superligaen.
Efter lørdagen blev feltet ført an af outsiderparret Katrine Martensen-Larsen og Flemming Poulsen. Men de to faldt tilbage først på eftermiddagen søndag, og herefter så mange par ud til at have mulighed for at erobre mesterskabet. Spændingen varede helt til sidste runde, hvor både Jan Pedersen - Nils Mønsted og brødrene Mads og Niels Krøjgaard havde chancen for at nå guldet. Men i sidste ende måtte de to aarhuspar tage til takke med henholdsvis bronze og sølv.
Her er alle medaljetagerne (Foto: Jan Nielsen):
Superligaen blev afviklet i Herning, hvor Jan Nielsen sørgede for, at uglerne kunne følge opløbet om danmarksmesterskabet på BBO.
1. division og 2. division øst blev spillet i Blaksets Bridgecenter i København. Her var der næsten en dobbeltsejr til Bornholm. 1. division blev vundet af Peter Skafte og Claus Pedersen, som begge spiller i Neksø Bridgeklub, mens sejren i 2. division gik til Jens Toft og Mona Grethe Olesen, hvor førstnævnte også er hjemmehørende på klippeøen, mens sidstnævnte spiller i Cyberbridge. Andenpladsen i 1. division gik til Niels Andreasen og Carsten Abildgaard, mens Lars Peter Damgaard og Nikolaj Hammelev blev nummer tre. I 2. division besatte Michael Cholewa og Peder Skyum andenpladsen, mens Kirstine Lintrup Hermann og Morten Lintrup blev tredjebedst.
2. division vest blev spillet i Vejle, og her blev der tale om en ret sikker sejr til Jørn Jeppesen og Jes Sundstrøm Brabrand, som førte det meste af vejen. Nummer to blev Leif Molbech og Kurt Als, mens tredjepladsen gik til Jens Abildgaard Jensen og Torsten Sverdrup Warberg.
Alle resultater fra DM er her.
- - -
Opdateret lørdag den 21. september kl. 22.40: Katrine Martensen-Larsen og Flemming Poulsen ligger i pole position i Superligaen efter førstedagen af DM for åbent par. Martensen-Larsen og Poulsen var ikke blandt forhåndsfavoritterne, men spillede stabilt hele lørdagen og var med fremme det meste af tiden. Nummer to er Nils Mønsted og Jan Pedersen, mens vi på tredjepladsen finder endnu en overraskelse, Jacob Øland og Daniel Bang-Ortmann. Mange af forhåndsfavoritterne ligger et godt stykke nede i feltet.
1. division føres an af Claus Pedersen og Peter Skafte fra Bornholm, mens Nikolaj Hammelev og Lars Peter Damgaard indtager andenpladsen. I 2. division vest er Jes Sundstrøm Brabrand og Jørn Jeppesen på førstepladsen, mens førerparret i 2. division øst er Mona Grethe Olesen og Jens Toft.
Alle resultaterne fra DM for åbent par er her.
Søndag kan du se, om overraskelserne formår at holde fast. Vi sender hele dagen på BBO med start kl. 8.30. Du finder BBO her.
- - -
Både lørdag og søndag har du mulighed for at følge kampen om DM for åbent par. Vi transmitterer hele weekenden fra Superligaen på BBO. Begge dage sendes der fra ét bord med Jan Nielsen ved tasterne. Sendeplanen for lørdag er allerede fastlagt og kan ses her, mens vi søndag fokuserer på kampen om DM.
Blandt favoritterne i Superligaen er naturligvis de forsvarende mestre, John Norris og Matthias Bruun. Norris og Bruun bliver imidlertid udfordret af en række stærke spillere - heriblandt landsholdsparret Michael Askgaard og Kasper Konow, de aarhusianske parspecialister Niels og Mads Krøjgaard samt de fremadstormende unge løver Christian Lahrmann og Andreas Plejdrup. Sidste års nummer to, Martin Schaltz, stiller i år op sammen med Mads Eyde, da Schaltz' makker fra 2023, Dennis Bilde, er forhindret. Schaltz og Eyde vil sikkert også være blandt bejlerne til titlen. Superligaen har i år deltagelse af 24 par, heriblandt også 14-årige Mathias Møller Larsen, der stiller op sammen med sin far, Mikkel. Du kan se hele deltagerlisten her.
Transmissionen fra DM begynder lørdag kl. 12 og fortsætter frem til 22.15. Søndag er der topbridge til formiddagskaffen fra kl. 9.30 og indtil danmarksmestrene er kåret omkring kl. 17.30. Tidsplanen for turneringen er her.
Foruden Superligaen, der spilles i Herning, afvikles 1. division og 2. division øst i Blaksets Bridgecenter i København. Desuden spilles 2. division vest i Vejle. Ugler er naturligvis velkommne alle steder.