Dansk sejr i Junior Channel Trophy
Opdateret søndag den 15. december: Det blev til dansk sejr i kvinderækken (U26 W) ved Junior Channel Trophy! Efter et nederlag i første kamp gjorde de danske juniorkvinder rent bridgebord og vandt de følgede fem opgør. I slutstillingen var Danmark tre kamppoint foran Holland med et godt stykke ned til England og Frankrig.
Der var spænding om sejren helt til sidste stik. Danskernes nærmeste konkurrent, Holland, besejrede Frankrig 20-0 i det afsluttende opgør, og dermed havde Danmark brug for at vinde mindst 12-8 over England. Det lykkedes med en sejr på 15,14-4,86. Herefter kunne triumfen fejres af Ella Rosthøj, Julie Sigsgaard, Leah Thrane og Clara Brun Pedersen. Tillykke til alle fire!
Du kan finde alle resultaterne fra turneringen her.
Channel Trophy har normalt deltagelse af England, Frankrig, Holland og Belgien, men i år var Danmark inviteret med i U26 W-rækken, da Belgien meldte afbud.
Foruden U26 W-rækken blev der også spillet Junior Channel Trophy i en åben U26-række og en åben U21-række. U26-rækken blev vundet af Frankrig foran Holland, mens Frankrig også vandt U21-rækken, her med England på andenpladsen.
Guldet i Junior Channel Trophy kommer efter et fint år for juniorkvinderne, hvor det blandt andet blev til sølv ved EM i Polen. Læs mere om juniorlandsholdene her.
- - -
Lørdag den 14. december: Julie Sigsgaard, Ella Rosthøj, Leah Thrane og Clara Brun Pedersen spiller i denne weekend for Danmark ved Junior Channel Trophy i London. Channel Trophy er - som navnet antyder - en turnering for de fire lande ved Den Engelske Kanal: Frankrig, Belgien, Holland og England. Men i år har Belgien meldt afbud til U26-rækken for kvinder, og i stedet har arrangørern inviteret Danmarks viceeuropamestre.
Første kamp sluttede med et nederlag mod Holland, 4,50-15,50, mens Frankrig blev besejret 12,66-7,34 i anden kamp. Du kan finde alle resultater her.
De fire lande møder hinanden dobbeltrundigt, således at der i alt skal spilles seks kampe. De resterende kampe afvikles lørdag og søndag. Foruden U26-kvinderækken spilles også en åben U26-række og en U21-række.