Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
07. februar 2025

Skuffende dansk afslutning på senior-EM

 

Opdateret fredag den 7. februar: Danmark sluttede som en samlet nummer otte i online-EM for seniorer. De danske veteraner blev slået ud i semifinalen og spillede torsdag aften tre runder i monraden om tredjepladsen. Her blev det først til nederlag mod et polsk-amerikansk og et argentinsk hold, inden skotske Scotch Lovers blev besejret. Resultaterne rakte til en sjetteplads i monraden og altså en samlet ottendeplads, da Baltic Express vandt finalen over Zakrzes, der havde besejret Danmark i semifinalen. Både Dorthe og Peter Schaltz og Søren Christiansen - Jan Sejr Nicolajsen havde en pæn sjat under middel i butleren.

Selv om det åbne online-EM sluttede lidt skuffende, gav turneringen fin træning til de danske seniorer.

Alle resultater og stillinger fra turneringen er her. De enkelte spil samt butler med videre kan findes via dette link.

- - -

Opdateret torsdag den 6. februar: Semifinalen blev endestationen for de danske seniorer ved online-EM. Onsdag aften tabte Danmark klart til det polske hold Zakrzes. Danskerne kom skidt fra start og var bagud 16-40 efter første sektion. Anden sektion bragte håb, og Danmark var oppe med 14 imp inden sektionens sidste spil. Her blev Jan Nicolajsen desværre fanget i 1 spar doblet, som kostede 1400. Det var en 13'er ud, så sektionen endte næsten lige. Nedturen fortsatte i tredje sektion, der også blev tabt 16-40, så det samlede nederlag kom til at lyde på 49-96.

Danmark har dog stadig mulighed for at blive nummer tre. Alle de hold, der er slået ud, kommer ind i monraden, hvor de indplaceres efter resultaterne i den indledende runde. Danmark er derfor på en delt andenplads her, men med kort afstand op til topholdet, Seligman. Turneringen afsluttes torsdag aften, hvor Jan Nicolajsen - Søren Christiansen samt Dorthe og Peter Schaltz spiller for Danmark. Du kan ugle fra kl. 19.30 via dette link. Danskernes overmænd, Zakrzes, skal møde Baltic Express i finalen, der også spilles torsdag aften.

Du kan se alle resultater fra European Seniors Online Teams Championships her

- - -

Opdateret onsdag den 5. februar: De danske seniorer er i semifinalen ved det åbne online-EM. Tirsdag aften besejrede Danmark Argentina 71-60. Efter to ud af tre sektioner var de rød/hvide foran med hele 63-25, men en argentinsk sejr i sidste sektion på 35-8 gjorde os - næsten - nervøse.

Danmark spillede tirsdag aften med verdensmesterparret Klaus Adamsen - Dennis Koch-Palmund samt et til lejligheden sammensat par bestående af Jørgen Hansen og H.C. Nielsen, da ingen af de øvrige spillere kunne. Den nye konstellation fungerede imidlertid fint, idet Hansen og Nielsen scorede plus 0,63 på butleren. Adamsen og Koch-Palmund måtte nøjes med minus 0,13.

Semifinalen spilles onsdag aften på RealBridge. Modstanderen bliver det polske hold Zakrzes, som vandt sin kvartfinale over Vogue Blue sikkert 82-41. Den danske line-up ser således ud: Klaus Adamsen - Dennis Koch-Palmund og Jan Sejr Nicolajsen - Søren Christiansen. Du har mulighed for at ugle fra kl. 19.30 via dette link. Kampen begynder kl. 18.30, men transmissionen er forsinket en time af sikkerhedshensyn. 

- - -

Opdateret tirsdag den 4. februar: Det blev til en sikker sejr for de danske seniorer i ottendedelsfinalen ved det åbne online-EM. Det polske hold Bochenski blev besejret med cifrene 92-44. Danmark tabte ganske vist første sektion af tre med 16-23, men anden runde blev vundet så klart som 51-13. Sidste sektion sluttede 25-8 til de rød/hvide. Alle resultaterne fra senior-EM er her.

Mandag aften spillede Steen Schou - Jørgen Hansen samt Dorthe og Peter Schaltz for Danmark, og begge par klarede sig fint i butleren. Schou - Hansen, der blev danmarksmestre for seniorhold i weekenden, havde plus 0,84, mens to gange Schaltz fik plus 0,60. Du kan finde bultlerscorerne via dette link.

Med sejren er Danmark videre til kvartfinalen, som spilles tirsdag aften. Modstanderen bliver Argentina. Du har mulighed for at ugle på RealBridge fra kl. 19.30 via dette link. Kampen begynder kl. 18.30, men transmissionen er forsinket en time af sikkerhedshensyn. 

- - -

Opdateret mandag den 3. februar: Danmark skal op mod det polske hold Bochenski i ottendelsfinalen ved det åbne online-EM for seniorer. Bochenski sluttede som nummer 14 i kvalifikationsrunden, hvor Danmark blev nummer fire.

Ottendedelsfinalerne spilles mandag aften og går over 3 x 10 spil. Første sektion begynder kl. 18.30, anden sektion kl. 20.00 og tredje sektion kl. 21.30. Kampene kan ugles på RealBridge via dette link - formentlig med en times forsinkelse. Det vil sige, at der er mulighed for at følge seniorerne fra kl. 19.30.

Kvartfinalerne i senior-EM spilles tirsdag, mens der er semifinaler onsdag og finale torsdag.

- - -

Opdateret fredag den 31. januar: Danmark sluttede som nummer fire i den indledende runde i det åbne online-EM for seniorer. Dermed er holdet klar til finalekampene i næste uge.

Torsdag aften spillede Jan Sejr Nicolajsen - Søren Christiansen og Dennis Koch Palmund - Klaus Adamsen for Danmark. Danskerne besejrede et amerikansk og et hollandsk hold, mens det blev til nederlag mod et mandskab fra Canada. Det amerikanske hold, Hippos, der blev besejret så klart som 18,30-1,70, har selveste Eric Rodwell på holdkortet. Rodwell spillede dog ikke i kampen mod Danmark.

Den bedste butler blandt de danske par efter de indledende kampe har Dorthe og Peter Schaltz med +1,42. Jan Sejr Nicolajsen og Søren Christiansen er ikke langt efter med 1,24.

De 16 bedste hold går videre til finalekampene, og nummer 1-8 vælger modstander blandt nummer 9-16. Mandag spilles ottendedelsfinaler, og der fortsættes med kvartfinaler, semifinaler og finale de tre følgende dage.

Resultaterne fra det åbne senior-EM er her.

- - -

Opdateret torsdag den 30. januar: Succesen fortsætter for de danske seniorer. Onsdag blev endnu tre hold lagt ned på stribe, idet et rumænsk og to skotske hold alle måtte bøje sig for de danske veteraner. Denne gang var det H.C. Nielsen - Knud-Aage Boesgaard samt Dorhe og Peter Schaltz, der spillede for Danmark.

Danmark er nu oppe på femtepladsen med sikker kurs mod top-16, som går videre til playoff-kampene i næste uge. De tre sidste runder i kvalifikationen spilles torsdag.

Du kan se alle resultater her.

- - -

Opdateret onsdag den 29. januar: De danske seniorer vandt tre sejre tirsdag aften ved det åbne online-EM og rykkede et godt stykke frem i stillingen. Det danske landshold ligger p.t. nummer 16 ud af 40 - præcis nok til at gå videre til knockout-kampene. Vi er dog kun halvvejs i kvalifikationen, idet der er spillet seks ud af 12 kampe.

Tirsdag spillede Steen Schou og Jørgen Hansen samt Dorthe og Peter Schaltz for Danmark. De fire besejrede i rækkefølge hold fra Chile, Portugal og Skotland.

Du kan se resultatet af kampene her. Og den samlede stilling er her.

- --

Et dansk seniorlandshold deltager i øjeblikket i det første online-EM for seniorer. Der må være op til 10 spillere på hvert hold, og de rød/hvide udnytter kvoten fuldt ud, idet vi stiller med dette mandskab: Klaus Adamsen, Dennis Koch-Palmund, Knud-Aage Boesgaard, H.C. Nielsen, Jørgen Hansen, Steen Schou, Jan Sejr Nicolajsen, Søren Christiansen samt Dorthe og Peter Schaltz. Peter Magnussen er kaptajn, og Jan Nielsen er coach.

Turneringen har det imponerende fulde navn 1st European Seniors Online Teams Championships og afvikles på RealBridge. Fra den 27. til den 30. januar spilles kvalifikation, og finalekampene finder sted fra den 3. til den 6. februar. 40 holdt er tilmeldt turneringen, og de 16 bedste går videre til knockout-kampe om EM-titlen.

Du kan finde flere oplysninger om turneringen her. Resultatformidlingen har ikke virket så godt, men du kan formentlig finde resultater via RealBridge her. Der er også mulighed for at følge i hvert fald nogle af kampene på RealBridge via dette link.