Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
06. april 2025

Peter Schaltz genvandt DM efter vildt comeback

 

Resultater fra slutspillet er her

 

Opdateret søndag den 6. april: Peter Schaltz fornyede abonnementet på DM for hold med endnu et år. Men undervejs i finalen så det ikke ud til, at Schaltz skulle blive siddende på tronen. Finalemodstanderen, Kasper Konow, fløj ud af startboksene og førte efter 16 spil med 68-19, inklusive 12 overførte imp til Schaltz. I de to næste sektioner flyttede tingene sig ikke meget, og med 16 spil tilbage var Konow oppe med 36 imp, 115-79. Men i sidste sektion gik alt Schaltz' vej. Schaltz vandt sektionen 51-4, så den samlede sejr lød på 130 119.

Danmarksmestrene er: Peter Schaltz, Dorthe Schaltz, Dennis Bilde og Martin Schaltz. Sølvmedaljerne blev hængt om halsen på: Kasper Konow, Michael Askgaard, Anders Hagen, Jonas Houmøller, Lars Lund Madsen og Mikkel Nøhr. Tillykke til alle medaljevinderne!

Utroligt nok var finalen stort set en gentagelse af DM-semifinalen fra sidste sæson, hvor Schaltz og Konow også mødtes. Her førte Konow 68-15 efter de første 16 spil og var oppe med 37 inden sidste sektion - og tabte. I dette års semifinale var det Konow, som var bagud med 36 mod Team PharmaService inden sidste sektion - og vandt. Det er åbenbart en farlig føring at være oppe med 30+ imp.

Sidste sektion var - som slutspilsweekenden i det hele taget - præget af mange sprængfarlige spil. For eksempel vandt Martin Schaltz 6 ruder på en 4-3-fit, mens Mikkel Nøhr gik en ned i 6ut på et forkert gæt. Heldigvis havde mange lejlighed til at følge den spændende afslutning på BBO. Schaltz' comeback i sidste sektion blev bevidnet af over 1000 ugler ved de to borde.

Samtidig med slutspillet blev der afviklet en oprykningskamp om retten til at spille i 2. division mellem de to toere i 3. divisionerne. Her besejrede Ole Raulund fra øst Henrik Kristensen fra vest med 168-110. Cifrene virker overbevisende, men kampen bølgede frem og tilbage, indtil Raulund vandt sidste sektion klart med 73-10. Tillykke til oprykkerne!

Du kan se alle resultater fra slutspil og oprykningskamp her.

 

Glade guldvindere ved præmieoverrækkelsen. Fra venstre: Martin Schaltz, Peter Schaltz, Dorthe Schaltz og Dennis Bilde. (Foto: Jan Nielsen)

- - -

Opdateret lørdag den 5. april: Peter Schaltz og Kasper Konow mødes i finalen om DM for hold. De to hold har krydset klinger mange gange i DM-finaler i både divisions- og pokalturneringen og kender hinanden indgående.

Schaltz, der er forsvarende mestre, nåede finalen efter en sejr over Team Phlink. Selv om Schaltz begyndte med et underskud på 10 imp på grund af overført score, blev sejren sikker. Kampen var dog lige ved halvvejsmærket, men i de to sidste sektioner trak Schaltz fra. Den samlede sejr lød på 157-111,3.

Den anden semifinale var til gengæld meget spændende til sidst. Team PharmaService så ud til at have overtaget mod Kasper Konow og førte med 122-86 efter tre ud af fire sektioner. Men Konow og co. satte en imponerende spurt ind og vandt sidste sektion 71-18. Dermed lød slutcifrene på 157-140 inklusive 12 overførte imp til PharmaService.

Pudsigt nok sluttede begge finaledeltagere på præcis 157 point efter begge at have været bagud fra start på overført score.

I finalen tager Peter Schaltz 12 imp med over og begynder således med en 12-0-føring. 

Der spilles ikke om tredjepladsen, og der er derfor bronzemedaljer til begge Teams, Phlink og Pharmaservice. Bronzemedaljevinderne er: Team PharmaService (Morten Bilde, Søren Bilde, Emil Jepsen, H.C. Graversen, Andreas Plejdrup, Christian Lahrmann). Team Phlink (Morten Jepsen, Kristian Tylvad, Morten Klug, Poul Clemmensen, Søren Caspersen, Henrik Caspersen).

Du kan se alle resultater fra slutspillet her.

Finalen begynder søndag kl. 9. Du kan naturligvis følge det - uden tvivl - spændende opgør hele vejen på BBO. Du finder BBO her.

- - -

Torsdag den 3. april: Leise HeForårstemperaturerne tager et midlertidigt dyk i weekenden - næsten som bestilt, for både lørdag og søndag byder vi på topunderholdning for alle bridgeinteresserede. Slutspillet i DM for hold afvikles i weekenden, og vi er naturligvis med hele vejen i kampen om Prins Henriks Trofæ. BBO-transmissionen begynder lørdag kl. 12 med semifinalerne: Peter Schaltz - Team Phlink og Team PharmaService - Kasper Konow. Peter Schaltz vandt grundspillet og kunne vælge modstander blandt de tre øvrige mandskaber. Måske lidt overraskende pegede Schaltz på Phlink, som var det eneste hold, Schaltz tabte til i grundspillet.

Team Phlink rykkede op i 1. division i 2020, dengang under navnet Team Vepidan. Siden er det blevet til flere gode placeringer, men det er første gang, holdet er med i slutspillet. Det bliver spændende at se, om mandskabet er phlinke mod det rutinerede Schaltz-hold, eller om der er en overraskelse på vej. Den anden semifinale bliver også interessant. Både PharmaService og Konow har vundet danmarksmesterskaber inden for de senere år, så der er lagt op til gigantmøde.

Semifinalerne ventes afsluttet lørdag aften kl. 22.15. Søndag er der korttrylleri til morgenkaffen, når finalen skydes i gang kl. 9. Danmarksmestrene er fundet omkring kl. 19. Jan Nielsen, Amalie Bune, Tom Nørgaard og Nikolaj Hammelev sidder klar til at formidle hver eneste melding og stik. Du finder BBO her.

Samtidig med slutspillet afvikles en oprykningskamp til 2. division mellem Henrik Kristensen fra vest og Ole Raulund fra øst. Læs mere om slutspil og oprykningskamp her.

Slutspillet foregår i Vanggaardcentret i Aarhus, hvor ugler naturligvis er velkomne.

Resultater fra slutspillet er her. Udviklingen i oprykningskampen kan du følge her.