
Guld ved junior-NM til Danmark
Opdateret lørdag den 19. april: Danmark vandt junior-NM i U26-rækken. Det danske landshold besejrede Norge klart i den sidste kamp og var dermed sikker på guldet. Sverige hentede samtidig en storsejr over Finland, men kunne ikke nå Danmark. De nordiske mestre er: Christian Lahrmann, Daniel Tylvad, Daniel Brandgaard, Andreas Rolf-Larsen og Viktor Kolding. Sverige fik sølv, mens bronzemedaljerne blev hængt om halsen på de norske spillere. Finland blev nummer fire og sidst. Finland var nok en tand under de øvrige, men kom alligevel pænt igen lørdag og hentede flere sejre, da spillerne havde vænnet sig til niveauet.
Imponerende nok sluttede to danske par øverst i multien i U26-gruppen: Larhmann og Tyvad blev nummer et med 12,13, mens Brandgaard og Rolf-Larsen var tæt efter på andenpladsen med 11,98. Svenske Andras Abragi og Ivar Lichtenstein blev nummer tre med 11,91.
Den anden gruppe, hvor de øvrige aldersklasser spillede sammen, fik en spændende afslutning. Undervejs i sidste runde indtog flere forskellige hold den virtuelle førsteplads, men da sidste kort var spillet, endte det norske U21-hold på toppen. Sverige U21 blev nummer to og Danmark U21 nummer tre. Disse tre hold fik naturligvis også medaljerne i U21-rækken. De danske bronzevindere er: Aron Tylvad - Nikolaj Hammelev samt Frederik og Christian Zeeberg.
Inden sidste runde blev gruppen ført af det danske U26 W-hold. Men et stort nederlag i den afsluttende kamp til Sverige U21 betød, at kvindeholdet røg helt ned på fjerdepladsen bag de tre U21-mandskaber. Der var dog alligevel guld til de danske spillere, da ingen andre lande stillede hold i U26 W-kategorien. Medaljerne vil pynte hjemme hos: Ella Rosthøj, Julie Sigsgaard, Clara Brun Pedersen, Leah Thrane og Alma Rasmussen.
De to U16-hold fra Danmark og Sverige kæmpede deres egen kamp. Spillerne er ikke så rutinerede og tabte til de ældre hold. Til gengæld spillede U16-holdene to spændende kampe mod hinanden. Danmark vandt begge gange, og dermed var der også guld til Danmark i U16-rækken. De nordiske mestre er: Emilie Knie-Andersen - Liv Dyrekilde og Theodor Holm Faxøe - Johanna Grunnet Hvid.
Multien i den sammensatte gruppe blev vundet af svenske Matteo Nordqvist - Filip Asplund Sivelind med 14,76 foran Sebastian Lillejord - Alfred Brandel fra Norge med 13,79. Frederik og Christian Zeeberg fra Danmark blev nummer tre med 13,21. Alle tre er U21-par. Den bedste score i denne gruppe havde Clara Brun Pedersen og Alma Rasmussen fra Danmark U26 W dog. Parret præsterede 14,90, men havde spillet en halvleg for lidt til at blive registreret officielt. De to andre danske U26 W-konstellationer scorede også over middel.
Du kan se alle resultater fra junior-NM her
NM blev afviklet på Milling Hotel Park i Middelfart og blev en god oplevelse for spillerne. De danske hold blev ledet af kaptajnerne Morten Bilde, Andreas Plejdrup og Sophie Bune. Turneringsleder Jacob Duschek styrede turneringen med sikker hånd, mens Jan Nielsen og Alma Rasmussen sørgede for BBO den sidste dag, hvor hundredvis af ugler fulgte den spændende afslutning.
TV 2 Østjylland har efterfølgende skrevet en artikel om Nikolaj Hammelev, som vandt bronze med U21. Du kan læse artiklen her.
- - -
Opdateret fredag den 18. april: Danske hold ligger i toppen i begge rækker ved junior-NM, der spilles i påsken i Middelfart. I U26-rækken har det danske landshold en pæn føring efter syv ud af 12 runder. Danmark har scoret 89,54 kamppoint og er godt 10 point foran Norge og Sverige, som ligger ret tæt, mens Finland er tabt af feltet. Multiholden føres også af et dansk par, nemlig Christian Lahrmann og Daniel Tylvad.
Den anden gruppe, hvor alle de øvrige landshold spiller, føres af det danske U26 W-hold, som også har skabt luft ned til nummer to. Sverige U21 er på andenpladsen, og Danmark U21 er nummer tre. De to U16-hold ligger som forventet sidst, men Danmark er dog en andelse foran Sverige. I denne gruppe er svenske Matteo Nordqvist og Filip Asplund Sivelind bedst i multien. Danske Clara Brun Pedersen og Alma Rasmussen er et mulehår efter.
Du kan se alle resultater fra junior-NM her. Og du kan læse mere om turneringen her.
Junior-NM afsluttes lørdag. Her har du mulighed for at følge med på BBO hele dagen. Ligeledes er ugler meget velkomne, hvis du skulle være i nærheden af Milling Hotel Park i Middelfart.
I øvrigt var TV 2 Fyn fredag på besøg ved junior-NM og producerede et længere indslag til aftenens udsendelse. Du kan se indslaget her.
- - -
Tirsdag den 15. april: I påsken mødes en række kommende bridgestjerner, når junior-NM afvikles i Danmark. NM spilles i Middelfart, og foruden Danmark er der deltagelse af hold fra Sverige, Norge og Finland. Turneringen finder sted fra torsdag den 17. til lørdag den 19. april, og du har mulighed for at følge med den sidste dag, hvor vi sender fra afslutningen på BBO.
NM spilles i fire rækker - U26, U26 W, U21 og U16. Som værtsnation stiller Danmark naturligvis hold i alle rækker. På vores U26-hold finder vi blandt andre Christian Lahrmann, som netop er blevet udtaget til det voksne landshold i åben række ved EM sammen med Andreas Plejdrup. Både Lahrmann og adskillige andre af de danske spillere er også guldvindere fra junior-VM i 2023. Men også både Norge og Sverige stiller med flere spillere, som allerede har betydelig international erfaring.
Turneringen er organiseret på den måde, at de fire hold i U26 spiller sammen. I de øvrige rækker er der i alt seks hold, som alle spiller sammen af praktiske årsager. Der er dog medaljer i alle rækker. Du kan se en oversigt over de deltagende hold, tidsplan med videre her (på engelsk).
Du kan finde resultater fra NM her.
NM afvikles på Milling Hotel Park i Middelfart. Ugler er naturligvis meget velkomne.