Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
04. maj 2025

John Norris og Mathias Bruun scorede hattrick

 

Resultater fra DM for åbent par er her.

 

Opdateret søndag den 4. maj: John Norris og Mathias Bruun vandt Superligaen for tredje år i træk. Sejren kom i hus efter en spændende finish, hvor vinderne i den afsluttende runde mødte Niels og Mads Krøjgaard. Inden sidste runde lå de to par stort set lige, men Norris og Bruun fik mest ud af de sidste seks spil og kunne herefter forny deres abonnement på danmarksmesterskabet.

Andenpladsen og sølvmedaljerne gik til Peter Jacobsen og Erling Munk Nielsen. Jacobsen og Nielsen var med fremme i feltet hele weekenden og overnattede blandt andet på førstepladsen. Selv om sølvmedaljerne måske er en lille overraskelse, er Rødovre-parret langt fra uvant med podieplaceringer. Blandt andet vandt de to DM for seniorpar på festivalen i 2024.

Selv om sidste runde gav minus, holdt Niels og Mads Krøjgaard sig inde i medaljerækken, hvor de sluttede som bronzevindere. Brødreparret fik også medaljer ved sidste års DM for åbent par, hvor det blev til sølv.

Superligaen blev afviklet i Odense, hvor 1. division også blev spillet. Sejren i næstbedste række gik til Jørn Jeppesen og Jes Sundstrøm Brabrand fra Aabenraa Bridge Center. Det sønderjyske par vandt 2. division vest sidste år, så kursen mod toppen er lagt. Andenpladsen i 1. division gik til Henrik Kruse Petersen og Peter Teisen, mens Jeppe Juhl og Stig Werdelin blev nummer tre. Stig Werdelin er fortsat med i toppen - mere end 60 år efter, at han vandt sit første danmarksmesterskab.

I 2. division øst, der blev spillet i København, gik førstepladsen til to gange Michael - Mulvad og Hvass Miller, som også var forhåndsfavoritter. Parret førte klart det meste af weekenden, men til slut kom Pernille Nielsen og Lill Zeeberg dog tæt på. Tredjepladsen blev besat af Thomas Nielsen og Martin Frandsen fra Kalundborg Bridgeklub.

Se alle resultater fra DM for åbent par her.

 

John Norris og Mathias Bruun fik tre på stribe. I midten DBf's nyvalgte formand, Helle Simon Elbro. (Foto: Jan Nielsen)

- - -

John Norris og Mathias Bruun har i den kommende weekend chancen for at score hattrick: Norris og Bruun kan vinde DM for åbent par for tredje år i træk. Parret har taget guld ved de to første udgaver af Superligaen, efter at DM for åbent par fik nyt format med et divisionssystem i 2023. Sidst et par scorede hattrick var i 2001-2003, hvor Nils Mønsted og Jørgen Hansen vandt DM tre år i træk.

Ud over Norris og Bruun bejler en række andre par også til titlen i årets Superliga. Blandt andre er sidste års nummer to og tre - brødreparret Mads og Niels Krøjgaard samt Nils Mønsted og Jan Pedersen - igen at finde i feltet. Andre bud på titlen er Anders Hagen - Jonas Houmøller samt Søren og Henrik Caspersen, som begge er solide 1. divisionspar i åben division. Et outsiderbud kunne være Flemming Poulsen og Mads Eyde. Flemming Poulsen lå sidste år længe helt fremme sammen med Katrine Martensen-Larsen, og Mads Eyde er kendt som en fantasifuld parturneringsspiller. Poulsen og Eyde er et nydannet par, men ikke sjældent klarer nye konstellationer sig overraskende godt.

Du har mulighed for at følge opgøret om DM hele vejen. Du finder BBO her. Vi sender både lørdag og søndag, hvor Jan Nielsen sidder klar ved tasterne. Transmissionen begynder lørdag kl. 12 og kører frem til kl 22.10. Søndag er der bridge på programmet fra kl. 9.30 til 17.05. Efter planen lægger vi ud med de første tre runder ved de regerende mestres bord, hvorefter andre par kommer på BBO. Fra runde 9 og frem vil programmet blive tilrettelagt med henblik på at følge kampen om DM. Du kan se den foreløbige plan her.

Superligaen spilles i Bridgehuset i Odense. Samme sted afvikles 1. division, mens 2. division øst finder sted i Blaksets Bridgecenter i København. 2. division vest måtte desværre aflyses på grund af for få tilmeldinger. Du kan se alle deltagerne her. Tidspunkter og andre oplysninger er her. Ugler er naturligvis velkomne i både Odense og København.

Alle resultater fra DM for åbent par er her.