Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
03. juni 2025

Ildsjæl fra Hornbæk er afgået ved døden

 

Steen Jacobsen er død i en alder af 80 år.

Steen Jacobsen var en ildsjæl, som arbejdede utrætteligt for både Hornbæk Bridgeklub, Distrikt Nordsjælland og Danmarks Bridgeforbund. Blandt andet arrangerede han gennem mange år divisionsturneringen sammen med sin kone, Pia Knak Jacobsen. Begge blev hædret med DBf's æresnål i sølv i 1997 for deres indsats.

I foreningsarbejdet var Steen Jacobsen meget aktiv. Han var formand for Hornbæk Bridgeklub, fra klubben blev stiftet i 1991 og frem til sin død. Han var også formand for Distrikt Nordsjælland i en årrække fra 2009, ligesom han var sekretær i Kreds 2. Også Turneringskomiteen havde glæde af Steen Jacobsens store engagement. Han var medlem af TUK fra 1993 til 1996, i øvrigt også sammen med sin kone, Pia.

Ud over sine mange praktiske indsatser var Steen Jacobsen en dygtig og ihærdig bridgespiller. Han spillede i divisionsturneringen i mange år og blev nummer to ved DM for seniorpar i 2006 sammen med Klavs Kierulff. I det hele taget sagde han nødig nej til et spil bridge. Han sad da også ved bordet få dage efter, at han havde fået ny hofte. Steen Jacobsen spillede også gerne med nye spillere for at hjælpe dem i gang - ofte spillere, han selv havde undervist i Hornbæk Bridgeklub. Bridge var sammen med familielivet de store omdrejningspunkter i Steen Jacobsens liv. Begge dele fik han endnu mere tid til, da han for nogle år siden gik på pension som landmåler.

Ved bridgebordet var Steen Jacobsen altid korrekt og behagelig at være sammen med for både makker og modspillere. Han var altid parat med et opmuntrende ord eller et godt råd.

Steen Jacobsen efterlader sig kone, tre børn og børnebørn. Bisættelsen har fundet sted.

Æret være Steen Jacobsens minde.