Regler for op- og nedrykning

 

Åbent par i denne sæson afholdes i weekenden den 3.-4. maj 2025. Propositionerne for turneringen kan læses her.

Reglerne for op- og nedrykning kan være vanskelige at gennemskue, så her er en forklaring:

Der er ikke på forhånd fastsat et bestemt antal op- og nedrykkere fra rækkerne, som det kendes fra mange sportsgrene. Baggrunden er, at tilmelding til divisionssystemet foregår fra år til år, og at et par ikke har nogen forpligtelse til at spille året efter. Ligeledes skal reglerne tage højde for par, der splitter op.

Derfor foregår op- og nedrykning efter et system med kvalifikationstal. Hver spiller får tildelt et kvalifikationstal på baggrund af placeringen efter hvert DM for åbent par. Rækkerne til næste års turnering dannes så med udgangspunkt i disse kvalifikationstal. Når tilmeldingerne er kendt, kommer parrene med de højeste kvalifikationstal i Superligaen, de næste i 1. division og de resterende i 2. division. Læs reglerne om kvalifikationstal her. Du kan se kvalifikationstallene for DM for åbent par 2025 her. Hvis en spiller har deltaget i DM 2024, er kvalifikationstallet for 2024 gældende. Hvis en spiller har deltaget i DM 2023, men ikke i 2024, er tallet for 2023 gældende.

Fra 2024 og frem består Superligaen som udgangspunkt af mindst 24 par og 1. division af 40 par. 1. division kan dog blive mindre, hvis færre par ønsker at spille her. I 2024 var der således kun 16 par i 1. division. De 18 bedste par i Superligaen og de seks bedste par i 1. division er garanteret at kunne spille i Superligaen året efter, hvis de fortsætter i uændret opstilling. Hvad angår nydannede par, beregnes kvalifikationstallet naturligvis som summen af de to spilleres tal. Spillere, der ikke har deltaget i det nye DM-format før, får kvalifikationstal nul.

Nye par, der ikke har spillet med før, begynder som udgangspunkt i 2. division, hvor der er fri tilmelding. Elitepar og par, der spiller på hold i åben division, har dog mulighed for at komme direkte ind i Superligaen eller 1. division efter visse regler. Læs mere her. Hvis der kommer elitepar direkte ind i Superligaen eller 1. division efter disse regler, udvides rækkerne eventuelt.

Spørgsmål om det nye DM for åbent par kan rettes til sekretariatet: dbf@bridge.dk.