VM i bridge Herning 2025
Verdensmesterskaberne i bridge kommer til Danmark, når VM afholdes i Herning Kongrescenter i dagene fra den 20. til den 31. august 2025 (åbningsceremoni afholdes den 19. august).
Herning Bridgeklub og Danmarks Bridgeforbund er stolte af, at det igen er lykkedes at få international topbridge til landet og at Herning for andet år i træk bliver værtsby forn endnu et stort internationalt mesterskab på dansk jord.
Herning er udpeget som værtsby efter EM-succesen i sommeren 2024. Her var der stor begejstring for hedens hovedstad blandt både spillere, kaptajner og verdensbridgeforbundet, WBF. De gode rammer på spillestedet og den praktiske nærhed i Herning, hvor spillested, restauranter og overnatningsmuligheder ligger tæt på hinanden, var årsag til, at turneringen høstede så meget ros og opmærksomhed.
Ligesom EM spilles VM i fire rækker - åben, dame, senior og mixed. De officielle betegnelser for mesterskaberne er henholdsvis Bermuda Bowl, Venice Cup, D'Orsi Trophy og Wuhan Cup. Som værtsnation er Danmark født deltager i alle fire rækker. Tre af vores landshold - dame, senior og mixed - var i forvejen kvalificeret via EM, men nu får også åbent række-landsholdet mulighed for at spille med om VM-trofæet.
VM fandt senest sted i Marrakech i Marokko i 2023. Her vandt Danmark guld i seniorrækken, så vores seniorer skal altså forsvare guldmedaljerne på hjemmebane til sommer.
Det er verdensforbundet (WBF), der sammen med Herning Bridgeklub og DBf står for verdensmesterskabet i 2025.
Aktiviteter for alle før og under VM
Ligesom under EM skal VM naturligvis markeres.
VM-Klubsølv i uge 15
Til april har du mulighed for at spille med i en ekstraordinær udgave af Klubsølv i anledning af VM i Danmark til sommer.
VM-Klubsølv finder sted i uge 15 fra mandag den 7. til tordag den 10. april 2025. VM-klubsølv spilles ligesom den almindelige klubsølv i november med to turneringer hver dag, eftermiddag og aften.
Som et ekstra VM-krydderi vil to landsholdspar spille de fire første spil i hver af de otte turneringer på RealBridge. Vi vil så efterfølgende linke til spillene, således at alle kan se, hvordan eksperterne melder og spiller og sammenligne med deres egne resultater. Vi vil muligvis også optage en video af spillerne, så deres snak og kommentarer efter spillene ligeledes kan opleves.
Klubberne afgør selv, om de vil arrangere et heat i VM-klubsølv. Læs mere her.
Sideturneringer under VM
Vi arbejder også på at afholde sideturneringer under VM for alle interesserede. Datoerne for disse bliver i weekenden d. 23. - 24. august 2025.
Som planlægningen skrider frem, vil vi opdatere denne side med mere info.
Transnationalt mesterskab under VM
WBF afholder under VM et transnationalt holdmesterskab, som alle kan deltage i. Mere info om dette vil komme.
Gå til WBF's side her: championships.worldbridge.org/47th-world-bridge-teams-championships
VM hjemmeside
Ligesom til EM er der til verdensmesterskaberne i Herning lavet en særlig hjemmeside om VM, hvor du kan læse alt om verdensmesterskabet på dansk jord. Siden vil løbende blive opdateret med mere info.
Du tilgår VM hjemmesiden her: www.vmbridge2025.dk