Smitter coronavirus egentlig via dørhåndtag og indkøbskurve? Forskerne er ikke sikre
Myndigheder rundt om i verden lægger forskellig vægt på, hvordan coronavirus smitter. I Danmark fylder ’kontaktsmitte’ fra overflader som gelændere, dørhåndtag, elevatorknapper og indkøbskurve meget. I USA meget mindre. »Der er ikke beviser for, at det smitter via den rute«, siger italiensk professor.
Da epidemien i marts og april buldrede løs på sit højeste, lignede enhver ting, enhver vare i supermarkedet og ethvert håndtag til skraldeskuret eller cykelkælderen en potentiel dødelig trussel. Mange havde gummihandsker på i Silvan og håndsprit i tasken til at spritte Netto-indkøbsvognens plasthåndtag af.
»Jeg fatter ikke, at jeg er blevet sådan en, der vasker sin mælkekarton«, skrev folk selvironisk på de sociale medier.
Tingene blev ikke bedre for de bekymrede, da en meget omtalt undersøgelse fra tidsskriftet New England Journal of Medicine i april gik verden rundt med budskabet, at virus kunne overleve i op til 72 timer på stål- og plastikoverflader – »tre dage på et dørhåndtag«, som DR skrev.
Det er en ængstelighed, der nok stadig sidder i mange, og det er en central del af myndighedernes råd om at passe på:
»Kontaktsmitte kan ske, hvis du rører ved noget med virus på og derefter rører ved dig selv ved øjne, næse og mund«, siger en stemme i Sundhedsstyrelsens seneste informationsvideo, hvor en tegneseriemand går rundt med en kurv i et supermarked.
Men her, tre måneder senere, er der faktisk ikke enighed blandt forskere om, hvorvidt folk reelt bliver smittet på den måde.
»Hvis en person nyser i sin hånd og placerer hånden på et bord, er der i en kort periode et potentiale
til at overføre virussen til en anden. Men det er teoretisk, ikke noget, der er blevet demonstreret overbevisende i den virkelige verden«, siger professor Mario Mondelli.
Mondelli er professor og forskningsleder på universitetshospitalet Policlinico San Matteo i den italienske region Lombardiet – det første epicenter for den enorme epidemi, der er rullet ind over Europa. Hospitalets afdeling for infektionssygdomme har siden epidemiens start huset i alt 650 dødssyge coronapatienter, og i februar besluttede hospitalet sig for at iværksætte et studie om, i hvor høj grad coronavirus kunne findes på vægge, gelændere, gulve, airconditionanlæg, lægernes og sygeplejerskernes masker og dragter såvel som computerkeyboards og mobiltelefoner.
Resultatet var, at de kunne finde meget lidt virus. De tog også prøver fra to patienters såkaldte C-PAP-hjelme, som er dykkerklokkelignende åndeapparater, der har været brugt i udstrakt grad i Norditalien. Her fandt de ikke overraskende virus på indersiden af glasset, der trods alt er få centimeter fra den syge patients mund.
Men her kommer den væsentlige pointe: Da Mondelli og hans kolleger forsøgte at ’dyrke’ virusserne fra maskerne i reagensglas med levende celler, skete der ikke noget: Virussen var uskadelig.
Og det er ifølge Mondelli den helt store akilleshæl ved studier som f.eks. det føromtalte, der eksperimentelt forsøger at vise, hvor længe coronavirussen kan overleve: De tester sjældent, om virussen rent faktisk stadig er smitsom.
»Virussens smittepotentiale i miljøet i den virkelige verden er formentlig meget lav«, siger Mondelli. »Selv om du kan demonstrere, at genomet fra virussen er at finde på en overflade, betyder det ikke, at dens rna (virussens byggeblokke) stadig er smitsomt eller overhovedet intakt længere. Det er den store gåde, som mange forskere rundt om i verdenen kigger på. Men evidensen indtil videre peger på, at i den virkelige verden er inficerede overflader ikke en væsentlig måde at overføre sygdommen på«, siger han.
Men du siger, at man godt kan få den, hvis nogen nyser på et håndtag?
»Jo, måske, men det skal i så fald ske kort tid efter«, siger han.
USA har andre råd
Ifølge professor Mario Mondelli er hovedsmittevejen for coronavirussen klar: Det er dråber fra andre folks munde, der via luften lander på din mund, næse eller øje, mens virus på ting og overflader altså ikke er en væsentlig kilde til smitte.
Det er en vurdering, som også deles af den amerikanske pendant til Sundhedsstyrelsen, Center for Disease Control and Prevention (CDC). CDC skriver på sin hjemmeside under punktet ’Hvordan spredes coronavirus’, at den primært spreder sig ved nærkontakt mellem mennesker, »når de nyser, hoster eller taler«.
Om kontaktsmitte – altså via overflader – skriver CDC mere henholdende, at »det kan være muligt«, men at det »ikke anses for hovedmåden, covid-19 smitter på«.
I USA anbefaler man ligesom i Danmark og alle andre steder i verden at vaske hænder hyppigt og rengøre overflader. Men fokus i USA er i langt højere grad på, at man skal bære masker overalt – altså undgå smitte gennem luften. .
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, bemærker også i et dokument om rengøring og desinficering fra 15. maj, at »covid-19-virussen ikke er blevet endegyldigt kædet sammen med inficerede overflader i videnskabelige studier«.
Hverken CDC eller WHO er vendt tilbage på Politikens henvendelse om at få en uddybende forklaring.
I Danmark er den officielle prioriteringsrækkefølge noget anderledes end CDC’s. Her vægter Sundhedsstyrelsen i sit ’spørgsmål og svar’ til almindelige mennesker hygiejne højest: »Det vil sige host i ærmet, vask eller sprit af hænder, undgå at berøre kontaktpunkter og at gøre rent«.
Person-til-person-kontakt kommer på tredjepladsen (førstepladsen er at blive hjemme, hvis man er syg).
Masker har aldrig været set som nødvendigt eller ønskeligt i Danmark, sådan som tilfældet er i USA og i vores naboland mod syd, Tyskland, hvor strategien har det mundrette akronym ’aha’: afstand, hygiejne og ansigtsmasker.
I de tyske guider hedder det, at »virussen overføres primært gennem direkte kontakt mellem mennesker (f.eks. i samtale) gennem små dråber«.
Altså også her et lidt større fokus på, at virus spreder sig via luften, sågar via normal tale, end vi har i formidlingen i Danmark.
I Japan, der har haft en heldig hånd i at bekæmpe coronavirus, går rådgivningen til befolkningen ud på at undgå såkaldte supersprederbegivenheder og består af tre elementer: Undgå lukkede rum med dårlig luftgennemstrømning, undgå tætte forsamlinger, og undgå nære person-til-person-kontakter, især samtale på tæt hold. Rengøring af overflader og ting står som en fodnote på landets coronaplakater.
Bliver dræbt af lys og luft
Men Statens Serum Institut, der indsamler og rådgiver om den nyeste viden, mener ikke, at der er så stor forskel mellem Danmarks og andre landes vurdering af smittekilderne – det er mere et spørgsmål om vægtningen i formidlingen:
»Den primære måde, coronavirussen smitter på, er kontaktsmitte og dråbesmitte, og for os at se hænger de så meget sammen, at du ikke kan adskille dem. Du kan smittes via dråber i luften ved tæt kontakt, via overflader og ved, at du f.eks. trykker folk i hånden. Lige præcis med luftvejsvira hænger de ting sammen, fordi situationerne ofte optræder på samme tid«, siger afsnitsleder og overlæge på SSI Brian Kristensen, med henvisning til at hvis man står tæt i et rum, kan man smittes via luft, eller ved at nogen har nyst på et bord eller et gelænder.
Men afsnitslederen er enig i, at du og jeg næppe skal være bekymrede for, at virussen bliver siddende i dagevis på overflader, klar til at smitte ved hver en lejlighed.
»Vi ved ikke, hvor langt tid virussen overlever på overflader. Taler vi om en time eller kortere tid? Men generelt ved vi, at hver gang noget ender på en overflade, bliver det udsat for tørring og uv-lys, og begge dele er noget, ingen virus eller bakterie kan lide. Så der sker hurtigt et henfald eller en inaktivering af virussen. Der var et eksperimentelt studie, der viste, at virussen kunne sidde op til 72 timer, men jeg tror ikke, det afspejler virkeligheden«, siger han med henvisning til studiet fra New England Journal of Medicine.
»Omvendt må der være en vis periode, hvor virussen kan overleve på en overflade. Vi har et eksempel fra Singapore, hvor virussen blev overført til en bænk i en kirke og smittede en anden kirkegænger en time senere«, siger han. Singapore-studiet er et af de relativt få kendte eksempler på smitte, der tydeligt kunne henregnes til kontaktsmitte, men der har været andre, blandt andet et stort udbrud på et hospital i Sydafrika, hvor et forskerteam har konkluderet, at det måtte skyldes smitte via overflader og genstande (nogle kritikere mener dog, at det kunne have været via luften).
Hvad har I af evidens for, at covid-19 smitter via kontaktflader?
»Det afhænger af, hvor du er. Inde på et sygehus tror vi, det betyder meget. Der er flere studier, der tyder på det. Derfor har sundhedspersonalet værnemidler på og høj håndhygiejne. Ude i det almindelige offentlige rum er sandsynligheden meget, meget mindre, og jeg vil ikke mene, at det er en stor smittevej. Det vil jeg nødigt give et tal på. Hvis vi igen fylder metro og tog op med passager, må risikoen alt andet lige stige«.
Virolog Allan Randrup Thomsen, Københavns Universitet, siger, at der ikke lige nu er klare studier, der kan separere, om smitte primært sker på den ene eller anden måde, men han forstår ikke, hvorfor myndighederne herhjemme tilsyneladende prioriterer kontaktsmitte via overflader så højt.
»Jeg har hele tiden været meget skeptisk over for det paradigmeskift, Sundhedsstyrelsen lancerede netop, da restauranterne skulle åbne – kortere afstand og opprioritering af kontaktsmitte på bekostning af afstand. Jeg har aldrig fundet evidens for nogen af delene, tværtimod. En del taler for aerosolbåren (små viruspartikler i luften, red.) smitte indendørs, hvilket taler for øget afstand«, siger han, men han tør ikke nedjustere behovet for god håndhygiejne.
Den danske nestor inden for hygiejneforskning, Hans Jørn Kolmos, Syddansk Universitet, mener, at det vil være »en fatal misforståelse«, hvis vi skruer ned for håndhygiejnen.
»Kontaktsmitte er en afgørende smitteform ved influenza og forkølelse. Det er næppe anderledes med covid-19. Derfor skal vi også have fokus på håndhygiejne og rengøring af berøringsflader. Det er ikke et enten-eller, men tværtimod et både-og«, siger han.
Ifølge professoren i Pavia i Lombardiet, Mario Mondelli, har både hans og andres forskning gjort, at sygehuset nu vil lempe lidt på de mest ekstreme hygiejneforanstaltninger og f.eks. se patienter i konsultationen og taste på computerkeyboards uden at bruge gummihandsker.
»Folk har jo været vanvittige af rædsel og syntes, at de skulle tage skoene af, når de gik ind i deres lejligheder for ikke at trække virus ind fra asfalten, og frygtet at røre noget som helst, og til dem vil jeg sige, at risikoen for at blive inficeret på den måde er meget lille«.
Alligevel vil han anbefale, at man bruger håndsprit i det offentlige rum – det gør han selv.
»I fraværet af sikker viden er det et godt forsigtighedsprincip. Og så er det en god vane, uanset om der er coronavirus eller ej«, siger han.
