Bridgeforlaget

Debatforum

Forum » Debat » Åbent hus

Åbent hus

emailnotifikationer
 
 

Hej alle

 

Har netop afviklet første åbent hus i umindelige tider :-) Hvor var det dejligt med et ansigt på makker og modstandere i stedet for en blå skærm. Nogen har spurgt hvordan vi har gjort, og jeg vil nævne de forbehold vi har taget.

Vi har 26 borde, og har lavet et max på 12 borde, så afstands kravene samt max antal personer er opfyldt.

Vores almindelige håndklæder er udskiftet med papir håndklæder.

Alle berøringsflader er sprittet af inden start.

Ved alle borde, samt ved kaffebordet, køleskabet og på toiletterne står der håndsprit.

Meldeboksen man starter med ved det første bord er personlig, og medbringes rundt i løbet af aftenen.

Kun N bruger bridgemate, Ø kontrolerer men N trykker, og Bridgemate er afsprittet inden aftenens begyndelse.

Kortmapper og kort er sværere, vi har valgt at lade dem cirkulere som før, og hvis folk ellers spritter deres hænder jævnligt og overholder de generelle hygiejne krav, så går det altsammen.

Mapper og kort vil først tages i brug igen efter mindst en uge.

Vi havde en dejlig stemning, og man kunne mærke at vi virkelig trængte til at mødes på nogenlunde normalvis.

 

Med ønsket om at I alle snart er igang igen, det kan lade sig gøre :-)

VH Flemming

Svar

Svar

 
 
 

Tak Flemming.

Dejligt at høre. Jeg kunne ikke finde en makker der ville med til Vejle, så jeg venter med debuten i Ulfborg i aften og på mandag har vi selv første Åbent Hus i Struer. Jeg glæder mig også som var det juleaften.

Svar
 

Hej Flemming

Dejligt at der nu tages hul på åbent hus.

Jeg er desværre en af de mange der er i risiko gruppen og jeg har tænkt meget over, hvad der skulle til for at jeg også kunne få kort i hånden igen. 
Se det er netop det med kortene, der er min største frygt. Så længe det er kort der skal vandre, ser jeg ikke mig selv spille. Men hvad nu hvis man, som meldekassen, havde sit eget personlig spil kort og man så fik kortfordeling til sin egen hånd, til det antal spil der nu skulle spilles. Så lage man sin egen hånd, med de personlige kort, som ikke kom i berøring af andre... 
 

Er det en mulighed man kunne bruge ?. 
 

Hilsen

Jane Norgren

Svar
 
Hej jane I jeres klub kan i self. Bare gøre som du lægger op til. Der kan blandes et ekstra komplet set til dig som du så tager med rundt. Vores kortblander kan blande 5 spil i min så ikke meget ekstra arbejde for at hjælpe dig. Tror også der findes turneringer hvor der er fastsidere og man ikke deler kort Kim
Svar
 

Jeg har tænkt på om Jane - og andre med samme udfordring - kunne bruge de helt tynde latexhandsker (operationshandsker), mens de spiller?

Svar
 

 

Hej Jane

 

Tror Kim er inde på det rigtige, hvis en spiller i klubben er nervøs pga kortene, så vil vi tilbyde at blande et ekstra sæt.

Hvis det tager om sig, så vi ikke har læg nok, er Leif måske inde på en mulighed med latex handsker.

 

Kommer du til Vejle, skal jeg nok sørge for at du får dit eget sæt..Indbydelse hermed afsendt :-)

 

Vh Flemming

Svar
 

Hej alle.

 

Dejligt at der igen kommer gang i tingene og vi kan får rørt kortene.

Men, Jane berører et essentielt problem og jeg synes faktisk, at ideen med at få udleveret sine "hænder" og dermed kunne lægge sine egne kort lyder som en god og fornuftig løsning. Specielt hvis der er mange, der vil være kede af at berøre kortene/kortmapperne der cirkulerer.

At skulle spille en hel aften med latex-handsker på, tror jeg ikke er vejen frem. Klubberne har som regel en god temperatur, og inden 15 min er hænderne drivvåde af sved. Så kan man sidde der og soppe i handskerne og få opløst huden totalt. 

Så jeg synes Janes forslag lyder ganske fornuftigt. Og vel også realiserbart, i forhold til at få printet hænderne ud, og modtage dem ved aftenens start. Naturligvis kun "egne" hænder udfra parnummer og om man sidder NSØV :)

 

Pas på jer selv :)

Mvh  Sus

Svar
 

 

Det drejer sig om at gøre det så enkelt som muligt ( så tæt på som vi plejer at gøre , vanen tro )

Og det er/ kan være at spritte hænder i begyndelsen af hver runde , herved beskytter vi BÅDE

spille kort og meldekort.

 

AT bringe egen meldekasse med rundt , kan i skyndingen medføre ,at den undervejs bliver

byttet om med en andens.

 

MVH

Birgit

Svar
 

Hvis der er én, måske to, der skal have sine personlige kort, kan det måske håndteres med ekstra læg i praksis, men hvorfor skal ikke alle beskyttes, der selv ønsker det, eller blot er forsigtige af hensyn til sig selv eller familien?


Jeg kan ikke se for mig, at der bliver lavet 20 læg i en spilleaften i en mindre klub, og mange flere i en større klub. Jeg tænker, at det er vigtigt for klubberne at fokusere og at se konstruktivt frem mod noget, der reelt fungerer.


Jeg synes, Birgit Nellemann har helt rigtigt fokus i denne sag. Og det vil være fornuftigt at indføre klare rutiner i klubben med hvornår og hvordan der afsprittes. Så kan der stadig være spillere der - rimeligt nok - føler at afspritningsløsningen ikke er sikker nok for dem - eller deres pårørende.


Henne i supermarkedet sidder medarbejderne med handsker på. Jeg spurgte hvad det er for nogen. Det er latexfri nitril-handsker. Den ene jeg spurgte, havde dem på i op til fire timer - den anden, jeg spurgte, havde dem på i op til 1½ timer. Det var ikke ubehag, der fik dem til at tage handskerne af, det var blot hvad deres arbejdsopgaver bestod i.


Handskerne er arbejdsmiljøgodkendt til at medarbejdere kan have dem på i lang tid og udføre alle deres arbejdsopgaver med dem på.


Den handske, lige de her medarbejdere brugte, er denne:
https://online.abena.dk/Product/Pdf/1000006050?type=Online_varedatablad
Den fås i alle størrelser, og er set på nettet til 62 øre ved køb af æske med 100.

Svar
 

Hallo hallo

jeg læser med stor interesse de forskellige gode forslag ,men mangler at få at vide hvordan andre klubber overholder afstand ved bordet til hinanden samt spiller man kun turneringer hvor N/S sidder fast så man undgår for mange der skal forbi hinanden i måske små lokaler hvor kvadratmetrene til hver spiller er på grænsen ,hvad gør man i pausen,opfordre man til selv at have det med hjemme fra man vil nyde? Det forslag Jane kom med er kun for klubber der har en kortblandemaskine, hvad gør man når man skal rejse eller sætte sig i en stol ,tager man så og spritter stolen af.

Vores klub skal først igang til september så jo mere viden inden jo bedre

hilsen 

Ole Randrup

Svar
 

Se mit indlæg vedr. TOPS under "Genåbning"

Torben Møgelhøj

Svar
 

Et nyt studie fra det hårdt ramte Norditalien viser, at virus på flader ikke betyder noget særligt, men afstand er meget vigtig.

Kilde: Politiken i dag.

 

Svar
 

Interessant henvisning fra Ib. Kan du tage et billede af artiklen og lægge her i tråden?

På forhånd tak!

Svar
 

Hej Henning

Jeg skal prøve. Den var på hjemmesiden, men efterfølgende kunne jeg ikke finde den.

Jeg må spørge læsernes redaktør, om den er trukket tilbage.

Mvh. Ib

 

Svar
 

Jeg har nu skrevet til læsernes redaktør:

Kære Bjarne Schilling

Den 13. juni var der på jeres hjemmeside en artikel med en italiensk læge, hvor konklusionen var noget i retning af nedenstående.
Kan du hjælpe mig med at finde den. Er den eventuelt trukket tilbage?

Mvh. 
Ib Axelsen
Sarabjerg 14
8660 Skanderborg


 

Et nyt studie fra det hårdt ramte Norditalien viser, at virus på flader ikke betyder noget særligt, men afstand er meget vigtig.

Kilde: Politiken i dag.

 

 
Svar
 

Smitter coronavirus egentlig via dørhåndtag og indkøbskurve? Forskerne er ikke sikre

Myndigheder rundt om i verden lægger forskellig vægt på, hvordan coronavirus smitter. I Danmark fylder ’kontaktsmitte’ fra overflader som gelændere, dørhåndtag, elevatorknapper og indkøbskurve meget. I USA meget mindre. »Der er ikke beviser for, at det smitter via den rute«, siger italiensk professor.

 

Da epidemien i marts og april buldrede løs på sit højeste, lignede enhver ting, enhver vare i supermarkedet og ethvert håndtag til skraldeskuret eller cykelkælderen en potentiel dødelig trussel. Mange havde gummihandsker på i Silvan og håndsprit i tasken til at spritte Netto-indkøbsvognens plasthåndtag af.

»Jeg fatter ikke, at jeg er blevet sådan en, der vasker sin mælkekarton«, skrev folk selvironisk på de sociale medier.

Tingene blev ikke bedre for de bekymrede, da en meget omtalt undersøgelse fra tidsskriftet New England Journal of Medicine i april gik verden rundt med budskabet, at virus kunne overleve i op til 72 timer på stål- og plastikoverflader – »tre dage på et dørhåndtag«, som DR skrev.

Det er en ængstelighed, der nok stadig sidder i mange, og det er en central del af myndighedernes råd om at passe på:

»Kontaktsmitte kan ske, hvis du rører ved noget med virus på og derefter rører ved dig selv ved øjne, næse og mund«, siger en stemme i Sundhedsstyrelsens seneste informationsvideo, hvor en tegneseriemand går rundt med en kurv i et supermarked.

Men her, tre måneder senere, er der faktisk ikke enighed blandt forskere om, hvorvidt folk reelt bliver smittet på den måde.

»Hvis en person nyser i sin hånd og placerer hånden på et bord, er der i en kort periode et potentiale
til at overføre virussen til en anden. Men det er teoretisk, ikke noget, der er blevet demonstreret overbevisende i den virkelige verden«, siger professor Mario Mondelli.

Mondelli er professor og forskningsleder på universitetshospitalet Policlinico San Matteo i den italienske region Lombardiet – det første epicenter for den enorme epidemi, der er rullet ind over Europa. Hospitalets afdeling for infektionssygdomme har siden epidemiens start huset i alt 650 dødssyge coronapatienter, og i februar besluttede hospitalet sig for at iværksætte et studie om, i hvor høj grad coronavirus kunne findes på vægge, gelændere, gulve, airconditionanlæg, lægernes og sygeplejerskernes masker og dragter såvel som computerkeyboards og mobiltelefoner.

Resultatet var, at de kunne finde meget lidt virus. De tog også prøver fra to patienters såkaldte C-PAP-hjelme, som er dykkerklokkelignende åndeapparater, der har været brugt i udstrakt grad i Norditalien. Her fandt de ikke overraskende virus på indersiden af glasset, der trods alt er få centimeter fra den syge patients mund.

Men her kommer den væsentlige pointe: Da Mondelli og hans kolleger forsøgte at ’dyrke’ virusserne fra maskerne i reagensglas med levende celler, skete der ikke noget: Virussen var uskadelig.

Og det er ifølge Mondelli den helt store akilleshæl ved studier som f.eks. det føromtalte, der eksperimentelt forsøger at vise, hvor længe coronavirussen kan overleve: De tester sjældent, om virussen rent faktisk stadig er smitsom.

»Virussens smittepotentiale i miljøet i den virkelige verden er formentlig meget lav«, siger Mondelli. »Selv om du kan demonstrere, at genomet fra virussen er at finde på en overflade, betyder det ikke, at dens rna (virussens byggeblokke) stadig er smitsomt eller overhovedet intakt længere. Det er den store gåde, som mange forskere rundt om i verdenen kigger på. Men evidensen indtil videre peger på, at i den virkelige verden er inficerede overflader ikke en væsentlig måde at overføre sygdommen på«, siger han.

Men du siger, at man godt kan få den, hvis nogen nyser på et håndtag?

»Jo, måske, men det skal i så fald ske kort tid efter«, siger han.

USA har andre råd

Ifølge professor Mario Mondelli er hovedsmittevejen for coronavirussen klar: Det er dråber fra andre folks munde, der via luften lander på din mund, næse eller øje, mens virus på ting og overflader altså ikke er en væsentlig kilde til smitte.

Det er en vurdering, som også deles af den amerikanske pendant til Sundhedsstyrelsen, Center for Disease Control and Prevention (CDC). CDC skriver på sin hjemmeside under punktet ’Hvordan spredes coronavirus’, at den primært spreder sig ved nærkontakt mellem mennesker, »når de nyser, hoster eller taler«.

Om kontaktsmitte – altså via overflader – skriver CDC mere henholdende, at »det kan være muligt«, men at det »ikke anses for hovedmåden, covid-19 smitter på«.

I USA anbefaler man ligesom i Danmark og alle andre steder i verden at vaske hænder hyppigt og rengøre overflader. Men fokus i USA er i langt højere grad på, at man skal bære masker overalt – altså undgå smitte gennem luften. .

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, bemærker også i et dokument om rengøring og desinficering fra 15. maj, at »covid-19-virussen ikke er blevet endegyldigt kædet sammen med inficerede overflader i videnskabelige studier«.

Hverken CDC eller WHO er vendt tilbage på Politikens henvendelse om at få en uddybende forklaring.

I Danmark er den officielle prioriteringsrækkefølge noget anderledes end CDC’s. Her vægter Sundhedsstyrelsen i sit ’spørgsmål og svar’ til almindelige mennesker hygiejne højest: »Det vil sige host i ærmet, vask eller sprit af hænder, undgå at berøre kontaktpunkter og at gøre rent«.

Person-til-person-kontakt kommer på tredjepladsen (førstepladsen er at blive hjemme, hvis man er syg).

Masker har aldrig været set som nødvendigt eller ønskeligt i Danmark, sådan som tilfældet er i USA og i vores naboland mod syd, Tyskland, hvor strategien har det mundrette akronym ’aha’: afstand, hygiejne og ansigtsmasker.

I de tyske guider hedder det, at »virussen overføres primært gennem direkte kontakt mellem mennesker (f.eks. i samtale) gennem små dråber«.

Altså også her et lidt større fokus på, at virus spreder sig via luften, sågar via normal tale, end vi har i formidlingen i Danmark.

I Japan, der har haft en heldig hånd i at bekæmpe coronavirus, går rådgivningen til befolkningen ud på at undgå såkaldte supersprederbegivenheder og består af tre elementer: Undgå lukkede rum med dårlig luftgennemstrømning, undgå tætte forsamlinger, og undgå nære person-til-person-kontakter, især samtale på tæt hold. Rengøring af overflader og ting står som en fodnote på landets coronaplakater.

Bliver dræbt af lys og luft

Men Statens Serum Institut, der indsamler og rådgiver om den nyeste viden, mener ikke, at der er så stor forskel mellem Danmarks og andre landes vurdering af smittekilderne – det er mere et spørgsmål om vægtningen i formidlingen:

»Den primære måde, coronavirussen smitter på, er kontaktsmitte og dråbesmitte, og for os at se hænger de så meget sammen, at du ikke kan adskille dem. Du kan smittes via dråber i luften ved tæt kontakt, via overflader og ved, at du f.eks. trykker folk i hånden. Lige præcis med luftvejsvira hænger de ting sammen, fordi situationerne ofte optræder på samme tid«, siger afsnitsleder og overlæge på SSI Brian Kristensen, med henvisning til at hvis man står tæt i et rum, kan man smittes via luft, eller ved at nogen har nyst på et bord eller et gelænder.

Men afsnitslederen er enig i, at du og jeg næppe skal være bekymrede for, at virussen bliver siddende i dagevis på overflader, klar til at smitte ved hver en lejlighed.

»Vi ved ikke, hvor langt tid virussen overlever på overflader. Taler vi om en time eller kortere tid? Men generelt ved vi, at hver gang noget ender på en overflade, bliver det udsat for tørring og uv-lys, og begge dele er noget, ingen virus eller bakterie kan lide. Så der sker hurtigt et henfald eller en inaktivering af virussen. Der var et eksperimentelt studie, der viste, at virussen kunne sidde op til 72 timer, men jeg tror ikke, det afspejler virkeligheden«, siger han med henvisning til studiet fra New England Journal of Medicine.

»Omvendt må der være en vis periode, hvor virussen kan overleve på en overflade. Vi har et eksempel fra Singapore, hvor virussen blev overført til en bænk i en kirke og smittede en anden kirkegænger en time senere«, siger han. Singapore-studiet er et af de relativt få kendte eksempler på smitte, der tydeligt kunne henregnes til kontaktsmitte, men der har været andre, blandt andet et stort udbrud på et hospital i Sydafrika, hvor et forskerteam har konkluderet, at det måtte skyldes smitte via overflader og genstande (nogle kritikere mener dog, at det kunne have været via luften).

Hvad har I af evidens for, at covid-19 smitter via kontaktflader?

»Det afhænger af, hvor du er. Inde på et sygehus tror vi, det betyder meget. Der er flere studier, der tyder på det. Derfor har sundhedspersonalet værnemidler på og høj håndhygiejne. Ude i det almindelige offentlige rum er sandsynligheden meget, meget mindre, og jeg vil ikke mene, at det er en stor smittevej. Det vil jeg nødigt give et tal på. Hvis vi igen fylder metro og tog op med passager, må risikoen alt andet lige stige«.

Virolog Allan Randrup Thomsen, Københavns Universitet, siger, at der ikke lige nu er klare studier, der kan separere, om smitte primært sker på den ene eller anden måde, men han forstår ikke, hvorfor myndighederne herhjemme tilsyneladende prioriterer kontaktsmitte via overflader så højt.

»Jeg har hele tiden været meget skeptisk over for det paradigmeskift, Sundhedsstyrelsen lancerede netop, da restauranterne skulle åbne – kortere afstand og opprioritering af kontaktsmitte på bekostning af afstand. Jeg har aldrig fundet evidens for nogen af delene, tværtimod. En del taler for aerosolbåren (små viruspartikler i luften, red.) smitte indendørs, hvilket taler for øget afstand«, siger han, men han tør ikke nedjustere behovet for god håndhygiejne.

Den danske nestor inden for hygiejneforskning, Hans Jørn Kolmos, Syddansk Universitet, mener, at det vil være »en fatal misforståelse«, hvis vi skruer ned for håndhygiejnen.

»Kontaktsmitte er en afgørende smitteform ved influenza og forkølelse. Det er næppe anderledes med covid-19. Derfor skal vi også have fokus på håndhygiejne og rengøring af berøringsflader. Det er ikke et enten-eller, men tværtimod et både-og«, siger han.

Ifølge professoren i Pavia i Lombardiet, Mario Mondelli, har både hans og andres forskning gjort, at sygehuset nu vil lempe lidt på de mest ekstreme hygiejneforanstaltninger og f.eks. se patienter i konsultationen og taste på computerkeyboards uden at bruge gummihandsker.

»Folk har jo været vanvittige af rædsel og syntes, at de skulle tage skoene af, når de gik ind i deres lejligheder for ikke at trække virus ind fra asfalten, og frygtet at røre noget som helst, og til dem vil jeg sige, at risikoen for at blive inficeret på den måde er meget lille«.

Alligevel vil han anbefale, at man bruger håndsprit i det offentlige rum – det gør han selv.

»I fraværet af sikker viden er det et godt forsigtighedsprincip. Og så er det en god vane, uanset om der er coronavirus eller ej«, siger han.

  •  

 

Svar
1 2
 

Log ind for at skrive...

 
Medlemsnummer 
Efternavn