Kære alle.
I håb om at dæmme lidt op for spekulationerne herinde vil jeg gerne sige:
Vi arbejder pt i HB på at afklare, hvordan DBf skal agere i forhold til alle vore forbundsturneringer - lige fra Pokalen til div. Holdturneringer.
Ingen i HB er interesseret i at være regelbrydere, ej heller udnytte reglerne til max eller derhen hvor de ikke er tiltænkt.
Der er heller ingen i HB der har interesse i at stramme reglerne mere end de er/end de er tiltænkt.
Og vi er også bevidste om begrebet Samfundssind.
Samtidig kigger vi også på klublivet, kigger på det fatale i den manglende sociale kontakt mellem mennesker.
Ovenstående for at belyse de forskellige indfaldsvinkler vi arbejder under og udfra......Samt for at fortælle, at vi også nu i aften diskuterer hvad vi skal gøre, hvad der skal meldes ud, hvornår og hvordan.
Vi har en ongoing kontakt med Kulturministeriet, for at få en uddybende forklaring på de regler, der er udstukket i forbindelse med den seneste udmelding om forsamlingsloftet på 10 personer.
Vi har et sekretariat, der gerne vil være sikre på, at det de skriver er i overenstemmelse med reglerne og fortolkninger af disse.
Og det er derfor, der ikke kommer officielle udmeldinger derfra endnu.
Men det betyder saftsusemig ikke, at der ikke bliver arbejdet på tingene. I må forstå, at vi ikke har fuld bemanding på i sekretariatet, idet vi har valgt ikke at genbesætte Redaktørstillingen, ikke lige nu, hvor vi ser ind i besparelser for at kunne holde sammen på tingene på den lange bane. Så samtidig med at der er 1 person mindre på arbejde, er informationsmændgen fra det officielle DK steget, hvilket medfører at alle regler skal granskes, også hjælpepakkerne, for at kunne vejlede alle, lige fra enkelt personer til klubber der ringer og skriver.
Der kommer ingen beklagelser fra vores sekretariat, til gengæld kommer der oplæg/fortolkninger/forslag mv både tidligt om morgenen, sent om aftenen, hverdag og weekends.
Så endnu engang beder jeg om tålmodighed. Vi vil informere så snart vi har nyt. Og så hurtigt som vi kan.
Med venlig hilsen
Sus Vang, HB-medlem.