Bridgeforlaget

Debatforum

Forum » Debat » Til divisionsspillere: Om korte tænkepauser ved brug af skærme

Til divisionsspillere: Om korte tænkepauser ved brug af skærme

emailnotifikationer
 
 

De danske skærmregler er en (ret) nøjagtig oversættelse af dem, der gælder ved WBF- og EBL-turneringer. Der er foretaget en enkelt væsentlig ændring forud for EM i Budapest, som jeg vil beskrive her - primært fordi den samme ændring vil være gældende fra næste sæson i DM for hold (divisionsturneringen). Frem for, at jeg bare fortæller, hvad ændringen er, slipper du dog ikke for en udførlig beskrivelse af baggrunden.

 

En af de store fordele med skærmene er, at korte tænkepauser ikke kan opfattes af makkeren på den anden side af skærmen. Det kan dog kræve lidt "skærmteknik" af spillerne. Først og fremmest skal spillerne naturligvis melde lydløst og ikke smække meldingskortene op på slæden (det kan alle forhåbentlig finde ud af).

 

Justering af meldetempoet kan dog også være et problem. I en af divisionskampene i vinter blev jeg kontaktet af en spiller, der havde siddet Syd. Han mente, at Vest havde udnyttet ubeføjede oplysninger i en situation, hvor slæden kun havde været borte i nogle få sekunder - der måtte nødvendigvis være tale om en lynmelding fra Øst. Her var mit svar, at Syds makker selv var skyld i, at Vest havde fået oplysningerne om lynmeldingen - Nord burde have forsinket slæden, når Nord og Øst meldte meget hurtigt.

 

Det er helt korrekt af Nord og Syd at forsinke slæden, før de sender den over, således at den er væk i op til 20 sekunder. På denne måde undgår man, at spillerne på den anden side af skærmen kan skelne mellem lynmeldinger og små tænkepauser. Øst og Vest kan også forsinke slæden ved at lægge meldingen på bordet i stedet for slæden, indtil der er gået lidt tid. Af samme årsag har det altid stået i skærmreglerne, at det aldrig kan regnes for ubeføjede oplysninger fra en tøvepause, hvis slæden er væk i højst 20 sekunder.

 

Men se dette spil fra VM-finalen i 2013. Vests hånd er let at melde efter en 1hj-åbning fra Øst. Fastlæg trumf med 2ut og spørg om esser - dermed ved makker også, at en sjette hjerter kan regnes som trumf dame. Meldingerne gik derfor lynhurtigt frem til 7hj (Østs 3sp var naturlig med bedre end minimum). Nord overvejede at doble 7hj, men frygtede, at Vest efter sine overbevisende meldinger havde styrke til at flytte til 7ut, som det skete ved det andet bord. Derfor passede han. Slæden var ikke længe på N/Ø-siden, måske 12-15 sekunder, men nok til, at Syd og Vest vidste, at Nord måtte have overvejet en dobling. Syd spillede klør ud og betede kontrakten, der ellers ville vinde ved hjælp af en spartrumfning på bordet. Turneringslederen kunne ikke gøre noget - slæden havde været væk i mindre end 20 sekunder.

 

Dette spil var den direkte årsag til, at man har bestemt, at et fravær af slæden på mindre end 20 sekunder kan anses for at give ubeføjede oplysninger, hvis spillerne generelt har forsømt at justere tempoet.

 

Moralen er altså at huske at justere slædens tempo, så spillerne på den anden side ikke kan skelne mellem lynmeldinger og korte tænkepauser - det er unægtelig en bedre situation, end hvis de let kan identificere begge situationer.

 

Der er foretaget yderligere en ændring, som dog blot slår den hidtidige praksis fast: Når en spiller ikke kan få en ordentlig forklaring af sin skærmfælle, eller mistænker, at forklaringen er forkert, må der ikke spørges "gennem skærmen". Turneringslederen må heller ikke gøre dette på spillerens vegne, selvom det er meget fristende at bede turneringslederen om det. Det kan måske (eller måske ikke) løse problemet med forkert forklaring, men det skaber et nyt, nemlig at spillerne på den anden side får oplysninger om misforståelsen, hvad de absolut ikke skal, hverken den fejlende eller den ikke-fejlende side. Derfor er det nu slået fast, at man aldrig kan få oplysninger om, hvad der er forklaret på den anden side af skærmen, før spillet er slut.

 

God fornøjelse ved EM og OL samt i divisionen næste år!

Svar

Svar

 
 
 

Lige et par spørgsmål til dig Jacob omkring dette indlæg.

Er det forbundet med nogen form for "strafpåkaldelse", hvis Nord-Syd ikke henholder sig til reglerne og sørger for at forsinke slæden?

Jeg har observeret en del danske toppar, der ofte er kommet i tidsproblemer hen mod slutningen af en kamp. Vil man kunne sidde Nord-Syd og bevidst henholde sig til disse regler om forsinkelse i 20 sekunder og henholde sig til, at man skal holde slæden i ca 20 sekunder inden den sendes videre. Jeg tænker fx en situation, hvor Øst-Vest helt påviseligt og helt erkendt har brugt mest tid på de første spil, og nu er bordet kommet i tidsnød ... har Nord-Syd nu fået en lovmæssig fastlagt mulighed for med bridgereglerne i hånden at kunne "sørge for", at bordet kommer til at overskride tiden og Øst-Vest dermed får tidsstraf?

 

Svar
 

Lad mig starte med et relateret spørgsmål i to tempi:

1a) Har Nord-Syd har ret til at tænke i de sidste spil i stedet for at spille i lyntempo og risikere at lave dumme fejl, når Øst-Vest får tidsstraffen alene? Selvfølgelig har de det.

1b) Har Nord-Syd ret til at spille i normalt tempo, selvom de ikke har noget at tænke over, for at udløse en tidsstraf til Øst-Vest? Så vil Øst-Vest måske få medhold i, at Nord-Syd var medskyldige i tidsoverskridelsen, fordi en helt almindelig 1ut-åbning tog Nord 3 minutter at gennemtænke i en situation, hvor der ikke var andet formål med det end at udløse strafpoints til modstanderne.

I praksis er det selvfølgelig slet ikke så sort-hvidt.

 

Og så tilbage til dit spørgsmål, som jeg vil besvare med to andre spørgsmål: Lad os sige, at Nord-Syd generelt har været gode til at variere slædens tempo, og at Øst-Vest har spillet meget langsomt.

2a) Hvis det er Nord-Syd, der melder, skal de nu tvinges til at give hinanden ubeføjede oplysninger (og Øst-Vest unødige oplysninger) ved at skubbe slæden hurtigt over, når de har lynmeldt, og kun holde den tilbage efter korte tænkepauser?

2b) Eller hvis det er Øst-Vest, der melder, skal Nord-Syd så også skubbe slæden hurtigt over med det resultat, at Øst-Vest frit kan udnytte de ubeføjede oplysninger, fordi TL giver Nord-Syd skylden for, at disse oplysninger overhovedet kom over på den anden side af skærmen?

Det lyder ikke rimeligt at sætte Nord-Syd i denne situation.

 

Hvis modstanderne også har spillet langsomt, kan man normalt stole på deres hjælp med at blive færdige til tiden. Men hvis man er i stand til at komme i seriøs tidnød helt uden hjælp fra modstanderne, er der vel grænser for, hvor meget de med rimelighed kan forventes at sætte på spil for at redde en.

Svar

Log ind for at skrive...

 
Medlemsnummer 
Efternavn