Bridgeforlaget

Debatforum

Forum » Debat » Bronzeturneringer i Vingsted

Bronzeturneringer i Vingsted

emailnotifikationer
 
 
Først og fremmest tak til alle i Vingsted for endnu en super festival og for jeres store arbejde. Dette er ikke en kritik, men mere oplæg til overvejelse for næste års festival.

1) antal af turneringer
Der er kun 2 bronzetureringer på en dag (undtagelsen var torsdag, som derfor også var endog meget godt besøgt - folk kom efter sigende i busser for at spille). Da ikke alle har mulighed for at deltage over flere dage, men måske gerne vil ofre en lang køretur for at spille blot en enkelt dag, synes jeg det ville være oplagt at man havde mulighed for at spille to eller måske tre bronzeturneringer på en dag, uden at skulle holde 4½ times pause ind i mellem. Jeg er sikker på at det ville trække endnu flere til.

2) antal af rækker
Skillelinien mellem A-og B-rækken går ved det blå kort. Jeg observerede for det første flere spillere, der med sikkerhed er kredsmestre spille i B-rækken og vinde præmier. Andre fik derimod frataget deres præmier (hvilket jeg selv nød godt af ved at rykke 2 placeringer op). Andre igen må så tage deres tæsk i A-rækken uden chance for at placere sig (jeg selv er endnu så heldig kun at have fået det røde kort!). Præmierne til "de hemmelige blå" er dem såmænd vel undt, men hvordan afgøres dette egentligt?

For det andet mener jeg det ville være mere fair for alle hvis man spillede  i 3 rækker. En begynder/klubspiller række, en mellemrække og en åben række. Handicap-systemet burde give endnu flere muligheder fremover for at inddele spillere. Jeg synes skillelinien ved det blå kort er lidt skarp - specielt når det gælder begge makkere - for der er ligegodt et stort spring fra at være nyslået kredsmester der spiller med en klubmester til at være et par bestående af 2 divisionsspillere. Ikke at man ikke kan have udbytte af at få tæsk af de meget rutinerede spillere, men lige børn leger nu engang bedst, og den store niveau-spredning giver også en vis "tilfældighed" i resultaterne ind i mellem, både i A- og B-rækken.
Desuden er jeg sikker på at mange urutinerede spillere ville have fordel af at få den succes-oplevelse, der kommer af en god placering - noget de ikke har mulighed for i dag ved at skulle konkurrere med mange spillere langt over deres eget niveau.
Der er muligvis en del praktiske problemer ved at have flere rækker (flere turneringsledere, mindre præmier, måske for få spillere i A-rækken o.s.v.), men jeg synes alligevel det var værd at overveje sagen, for at gøre festivallen endnu bedre og endnu større, og for at tilgodese både bredde og elite.

Men tak for i år og på gensyn uanset.
Svar

Svar

 
 
 
Tak for dine forslag, Søren. De vil indgå i evalueringen af festivalen. Jeg kan allerede nu afsløre, at vi har til hensigt at bruge parrets handicap næste år i stedet for farven på spillernes systemkort, når det skal afgøres, hvilken række, man må spille i.

Det er en beklagelig fejl, hvis en kredsmester har fået præmie i en bronze-B. Turneringslederne har klare instrukser på at sortere par med kredsmestre eller højere fra i præmierækken. Turneringslederne får en slutstilling, hvor deltagernes mesterpointtitler fremgår.

Mvh
Flemming Bøgh-Sørensen
festivalledelsen
Svar
 

Jeg var turneringsleder på flere af bronzeturneringerne.

Festivalen er ved at nå Vingstedcenteret kapacitet.  Vinoble Open kan kun vokse med nogle få hold, før den ikke mere kan være i den store hal (Hal 2).  I år voksede den med 20 hold.  Bronzeturneringerne er også så store, at der ikke kan være andet, hvis de spilles i Hal 1 (den lille hal).  Dvs. at alle andre turneringer skal spilles andre steder under Vinoble Open.  Det er altså ikke realistisk, at spille bronzeturneringer flere steder samme dag.

En bronzeturnering tager i følge programmet 4 timer, men det er ikke hele sandheden.  Det tager 8 minutter at starte en turnering og og det tager over 20 minutter fra spillet slutter til præmierne er overrakt.  Derudover er der kun afsat et kvarter pause, hvilket er for lidt i den turnering, der starter om formiddagen, for deltagerne forventer, de kan spise frokost i pausen.  Der skal også være en halv times pause mellem turneringerne for at rydde op og give de nye deltagere tid til at sætte sig.  Der skal altså bruges 5-5½ timer per bronzeturnering. Det betyder, at torsdagen program er så presset, at der jævnligt vil opstå forsinkelser.  Ikke lige sagen, når præmierne i forvejen først overrækkes efter midnat.

Mht kredsmestre i B-rækken:  Det er en sandhed med modifikationer, at kredsmestre ikke må spille der.  De kan bare ikke vinde præmier, men må nøjes med bronzepoint.  Der bliver også set igennem fingre med at stærke spillere spiller i B-rækken sammen med begyndere, f.eks. deres børn.  Den resultatliste turneringslederen får indeholder angivelse af, hvilken titel spillerne har, og vi turneringsledere bruger protesttiden til at finde kredsmestre i præmierækken og strege dem ud.  Jeg kan da ikke udelukke, at der skulle være smuttet en kredsmester igennem, men jeg tror ikke, det er sket i de turneringer, hvor jeg har været turneringsleder.

For 2 år siden forsøgte man sig med en C-række i bronzeturneringerne, men der var så få, der ville spille der, at ideen måtte opgives.  Det er muligt, det kan lade sig gøre at lave 3 rækker, nu hvor vi har handicapsysmet, og jeg mener også, det er et forsøg værd.  Men husk lige på, at flertallet af deltagerne til festivalen spiller meget bridge, og at der derfor ikke kommer så mange C-række par.
Svar

Log ind for at skrive...

 
Medlemsnummer 
Efternavn