Bridgeforlaget

Debatforum

Forum » Debat » Dansk Bridge Festival

Dansk Bridge Festival

emailnotifikationer
 
 

Det fremgår af DBF's seneste nyhedsbrev at Bridge festivalen fik en fremgang i deltagerantallet på 8,1%, svarende til 295 spillere. Det er jo i sig selv glædeligt. Som det også nævnes er det især den gratis deltagelse i Vinoble for hold bestående af nye deltagere og den fri tilmelding til DM i Seniorpar, der har skabt fremgangen.


Jeg tror såmænd også at Caféen ville havde øget besøgstallet, hvis man havde uddelt gratis fadøl til nye kunder. Men lad nu den syrlige indgangsvinkel ligge. For det er under alle omstændigheder fint at interessen for holdbridge og seniorbridge øges, og den mission har jo været en succes - uanset om det så er kortvarigt eller på langt sigt.

 

Vi afventer evalueringsrapporten, men det er via resultatsiderne og lidt knofedt muligt at se deltagertal, også for sideturneringerne. Især bonzeturneringerne, som efter min overbevisning er Festivalens skelet, og er den turneringstype der primært betaler gildet.


Her er der desværre sket en udvikling, som ikke nævnes i nyhedsbrevet - nemligt at deltagelsen i bronzeturneringerne i år faldt med 232 spillere, eller 7%. Det synes jeg til gengæld er yderst bekymrende.


Mandag og tirsdag havde alene en tilbagegang på 142 spillere i bronzeturneringerne. Det kan naturligvis forklares med at mange valgte at sidde i Tennishallen og spille Vinoble i stedet. Men den største tilbagegang skete dog torsdag aften, fra 204 spillere i 2016 til kun 70 i år. Der må have været rigtigt mange private fester torsdag aften i år. Guldturneringen torsdag havde ganske vist en pæn fremgang på 48 spillere, så de har nok holdt fri om aftenen. Det samme kan gælde senior-parrene. Og mange, der kom for at spille Vinoble, er nok taget hjem igen. Men alligevel.

Onsdag var lyspunktet for bronzeturneringerne - her deltog der samlet 100 flere spillere end sidste år i de 2 turneringer. Hvilket naturligt kunne mærkes på pladsen i salen. Måske skulle man næste år flytte Sølvturneringen til et mere uforstyrret lokale. Der er jo plads nok

 

Jeg vil også lige nævne en af mine personlige favoritter, Lynbridgeturneringen tirsdag aften. Lagt tirsdag aften, så den ikke konflikter med nogle DM-finaler, men også midt i den meget forsinkede præmieoverrækkelse i Vinoble. Der deltog i år sølle 22 spillere. Det er sørgeligt, for det er traditionelt en af de sjoveste turneringer under Festivalen, og specielt fordi den jo næsten ikke kan opleves andre steder end netop på Festivalen. Og det skal også bemærkes at flere af de top-spillere, som man tager hensyn til i turneringsplanlægningen, alligevel fravalgte Lynbridge fordi der var for få borde. Så meget for dem og deres indsats for dansk bridge.


Så læg dog den turnering hvor den hører hjemme - eks. lørdag aften. Og gør noget mere reklame for den, for det er virkeligt en sjov turneringsform. Og det burde også være Festivalens opgave også at demonstrere alternative former for spil end det der sker en almindelig onsdag aften derhjemme.

 


Nå, men hvad gør man så? At udviklingen i bronzeturneringerne går baglæns er efter min mening en direkte rute mod lukningen af Festivalen på længere sigt. Det er her den langt, langt største del af bridgespillere deltager og de erlægger hver 80 kr. til Festivalens budget. Uden dem, ingen festival. Det er min påstand.


Hvad skal der til for at få dem tilbage? Det håber jeg en debat kan hjælpe til med.

 

Her er mine forslag:

1) Lav 3 bronzeturneringer pr. dag. Gerne med kun 24 spil pr. turnering, hvis det er nødvendigt for tidsplanen. Det vil kunne tiltrække langt flere spillere, som gerne vil deltage i Festivalen, men som ikke har lyst til at overnatte ude. Hvis man kunne nå at deltage i 2 turneringer på en dag, ville det være køreturen værd. Men at skulle køre 2-3-4 timer hver vej for at spille 1 turnering - eller alternativt køre hjemmefra kl. 6 om morgenen, vente 4-5 timer mellem formiddags- og aftenturneringen, og så være hjemme igen kl. 3 om natten. Nej tak.

 

Er der er andre end mig, som kan huske tilbage til Vingsted, hvor der kom busser fulde af spillere kørende fra Viborg og andre steder for at spille bronzeturnering?. Har nogen set en tilsvarende bus i Svendborg?

 

Hvorfor spiller man kun 2 turneringer pr. dag? Jeg har endnu aldrig hørt en saglig begrundelse.


2) Læg Vinoble turneringen den første weekend, lørdag-søndag. Det vil tillade folk, der ikke har ferie, at deltage i Vinoble, og det vil også mindske konkurrencen til bronzeturneringerne. Den første søndag er ganske vist også godt besøgt i bronzeturneringerne, men det kan ikke gøre det ud for tabet mandag og tirsdag. Jeg ved at Vinoble nu er lagt mandag og tirsdag, fordi elite-spillerne har fri fra DM-finaler, så de også kan deltage. Men så må man omsider gøre op med sig selv om Vinoble skal være folkelig eller elitær. Elitespillerne har i forvejen mange andre landsdækkende hold-turneringer at deltage i, så det er kun rimeligt at de også foretager nogle tilvalg og fravalg. Hvis man fra Festivalledelsens side vil begge dele, så ender bukserne med at revne.


3) Rækkeopdeling. Man lavede i år et forkølet forsøg på at gøre handicap-opdelingen mere sportsligt retfærdig, ved at lave en ekstra række for par med handicap 36+. Det er mit håb at mange begyndere og mindre øvede deraf har fået en god følelse af at have fået et godt resultat indenfor netop deres niveau. Det er jo altid en motivation til at gå videre med sporten.

 

Til gengæld måtte man mandag aften afvikle en turnering med 22 par i Åben række, 14 par i 28+ rækken  og 17 par i 36+-. Undskyld mig, men så er der mere gang i en Åbent hus hjemme i Bjævermose.

 

Dem med handicap 20-28 har igen blot fået bekræftet at der er lang vej igen, intet nyt over det, det vidste de jo i forvejen. Og jo, det er da en udfordring og en oplevelse på ekstra niveau at møde Peter Fredin og andre topspillere, specielt hvis man indenfor 15 minutter når at opfatte pointerne i hvorfor man bliver lammetævet. Jeg synes personligt det er en fornøjelse at få lejligheden til at møde virkeligt dygtige spillere, men det er altså ikke alle der føler ligesådan. Nogle ville foretrække at blive at blive vurderet efter deres egne forudsætninger. Og det synes jeg egentligt ikke er urimeligt.


Bridge Festivalen bør være en fest for hele Bridge Danmark, også for den store gruppe, der klarer sig nogenlunde til udmærket på klubniveau, men som aldrig drømmer om at spille divisions-bridge. Det er dem, der er grundstammen i Dansk Bridge Forbund. De bliver aldrig en del af eliten, men de har spillet så længe og har så stor kærlighed til spillet at de heller ikke kunne drømme om at droppe ud bare fordi at FOF eller Ældresagen flytter deres gymnastikaften til den samme aften hvor den lokale klub spiller bridge. Hvem tænker egentligt på denne gruppe af medlemmer i Dansk Bridge Forbund, endsige i Festivalen ledelsen? Hvorfor skal ikke også de have en mulighed for at få en succesoplevelse i bronzeturneringerne? Det er trods alt dem der KUNNE betale gildet så rigeligt - mere end de gør i forvejen.

Det ville være så positivt og motiverende for dem, hvis de også kunne komme hjem fra Bridge Festival efter 15 Bronzeturneringer, og have haft blot 1 succesoplevelse, i stedet for 15 dunk i hovedet med en forhammer, p.g.a. nogle urimelige rækkeinddelinger, som aldrig ville finde sted i andre sportsgrene.

Spændet fra -9 til 28+ i handicap er jo absurd stort. Det afspejler ikke engang hvor store rækkerne var i årets bronzeturneringer, for her var Åben række som regel langt overrepræsenteret, når der blev spillet i 3 rækker.  Jeg forstår de praktiske problemer med at opdele rækker, men må også konstatere at man har nogle andre oversete problemer her-  det faldende deltagertal som det væsentligste.

 

Måske kunne man på de mest velbesøgte dage lave 4- 5- eller 6 rækker i bronzeturneringerne. Jeg ved at mange ynder at rækkerne er så store som mulige, sådan at gode og dårlige MP-resultater udviskes. Men når der ingen seedning findes, og man kun møder 15 par ud af måske 90 - så er al sportslig værdi forsvundet fra start.

Derfor: spil gerne kun 2 rækker på de mindre besøgte dage, men lad dog også den brede, og mest ydende del af Dansk Bridgeforbund få deres små chancer for fornøjelser. Gør Dansk Bridge Festival til BÅDE en festival for de mange og for de få. Det er bestemt ikke dårligt hvad der gøres i dag, men det kan bare blive så meget bedre.

 

Jeg tror den store ulykke er at mange tror, at hvis der gøres noget for den ene gruppe, så går det ud over den anden. Jeg ser ikke den mindste ulempe for hverken juniorer, skolebridge, begyndere, let-øvede, seniorer, elitespillere, næsten-elite spillere eller især "vil gerne-være-næsten-elite-" spillere ved at der også gøres noget for ganske almindelige bridgespillere, som grundliggende er tilfredse med at være sådan - simpelthen fordi de synes om spillet Bridge, både socialt, intellektuelt og konkurrencemæssigt. Det burde alle andre grupperinger kun kunne nyde godt af, såfremt man lod denne store gruppe bidrage mere til Dansk Bridge i stedet for at man ignorerer dem.

Svar

Svar

 
 
 

Det der med ventetiden kunne man jo undgå ved at spille en bronce kombineret med en sølv. Det passede da fint sammen.

Jeg er helt uenig i at man skal nedsætte antallet af spil. Så hellere starte tidligere, hvis man forsøger sig med tre bronceturneringer pr. dag. Det synes jeg nu ikke er nødvendigt.

Enig i at lynbridge ligger uheldigt. Især når Vinoble slutter så sent.

Jeg har svært ved at forholde mig til det med rækkeinddelinger. Personligt vil jeg altid sætte mig i den bedste række jeg må - også da jeg var nybegynder.

Og så min gamle kæphest - hvad med at udbyde enkeltmandsturneringer - måske er det svært med tilfældigt antal personer men man kan vel lave planer forud med 3-6 borde og først til mølle. Hvis rækkerne ikke er større er det jo ret nemt at regne manuelt ud, hvis det bridgesystem forbundet kører ikke kan. (Jeg skal nok foreslå det igen omkring jul).


 

Svar
 

Hej Kim

At kombinere en bronze- og en sølvturnering kan naturligvis fint udfylde en hel dag. Men min pointe er fortsat at der kommer for få 1-dagsbesøgende til festival. Og de skal jo i så fald fortsat være afsted hjemmefra fra. kl. 6 om morgenen til kl. 3 om natten, for at spille SÅ meget. Hvis man derimod kunne spille 2 mindre turneringer, så var det i højere grad overkommeligt at tage turen fra Hillerød eller Holstebro. Og så kunne de glæde sig over at have deltaget på Dansk Bridge Festival.

 

Der skal ikke trækkes flere spillere til festival blot fordi den skal være større, men fordi det ville være godt hvis flere spillere fik oplevelsen af at have deltaget. Naturligvis er det op til folk selv, men det bør også være DBF's opgave at inkludere så mange medlemmer som muligt, så vidt det er muligt. Bl.a. ved at gøre det lettere at deltage for denne gruppe. Altså ikke dem der er "nørder" som os, og som gerne kommer hele ugen, men for dem der også er med til at bakke om vores fælles yndlingssport i det daglige - bare ikke til festivalen, som det er nu. Den festival, som burde være en fest for hele bridge-Danmark, eller hvertfald for så mange som overhovedet muligt.

 

M.h.t. rækkeopdeling - så er det åbenlyst "hver sin smag", som det efterhånden er konstateret her på debatten mange gange før. Men det er kun din smag der har været repræsenteret på festivalen, lige siden starten. Det kunne man måske diskutere rimeligheden og fornuften i. Det er blot det jeg stilfærdigt prøver at nævne.

 

Jeg kan blot more mig lidt over postyret ved at DM i Seniorpar efter manges mening blev afviklet "useriøst og byggende på tilfældigheder", efter at det i år blev afholdt som en åben turnering med spillere af meget varierende styrke. De samme problemer eksisterer åbenbart ikke i sideturneringerne? Jo, men her det bare ikke lige så vigtigt.

Det er ellers noget af det, der berettiger bridge til at være en sportsgren - at man konkurrerer på sammenligning af styrke, evner og erfaring, fremfor på tilfældigheder. Men på sammenlignelige niveauer, naturligvis. DM i fodbold bliver jo heller ikke afgjort ved at 30 tilfældige klubber spændende fra Superligaen til Jyllandsserien møder hinanden over 15 kampe ud fra en helt vilkårlig lodtrækning.

 

Så ved jeg godt, at nogen siger: "det er jo bare en bronzeturnering". Men for andre er det faktisk Festivalens højdepunkt, og grunden til at de overhovedet kom, for at være med til at fejre bridge i Danmark - i forventning om en ligeså fair behandling som dem der kom for at spille DM finale i Åben Par eller DM for Begyndere.

 

At spille "alle mod alle" (eller rettere "nogen-mod-nogen") har naturligvis også sin charme. Bare ikke så meget sportslig værdi.

 

Jeg kan derfor kun håbe at man fortsat vil arbejde videre på at festivalen bliver så festlig, fascinerende, inspirerende OG inkluderende som muligt.

 

Svar

Log ind for at skrive...

 
Medlemsnummer 
Efternavn