Der gøres fra efterhånden rigtig mange sider en stor indsats for at udbrede kendskabet til bridge og rekruttere kursister og nye bridgespillere via forskellige tiltag.
Men jeg vil gerne stille spørgsmålet, om der er en gruppe, vi overser?
Gruppen, jeg tænker på, er kursister og nye bridgespillere, der ikke længere er juniorer, men dog er unge. Vi har alle læst om de succesfulde Juniorcamps, hvor soveposer, sodavand, slik og lommepenge er nogle af nøgleordene.
Kunne man forestille sig at tilpasse dette koncept til aldersgruppen feks. 22+ ? Umiddelbart tror jeg, at der er samme behov for rammer til fællesskab, netværk og gode oplevelser med ligesindede for at tiltrække, integrere og fastholde denne aldersgruppe. En tilpasning til aldersgruppen kunne være en heldagsevent en lørdag eller søndag med undervisning og turnering, sushi og vin. Og universitets- og uddannelsesbyer som Aarhus og Herning ville være oplagte steder at starte.
Jeg har noteret mig, at Morten Bilde som formand for U26 Komiteen under DBf i en helt anden sammenhæng har udtalt:
”For os er de primære områder selvfølgelig markedsføringen af bridge over for unge, og tiltag der gør, at de kan spille i vores klubber og turneringer.”
Jeg tror, vi tager fejl, hvis vi ser på nye bridgespillere som kun to aldersgrupper, ”juniorerne” og ”alle de andre”, og regner med, at vi rammer de unge med samme midler, som vi rammer den nyligt pensionerede, der nu har tid til at kaste sig over en ny interesse. Jeg mener naturligvis ikke, at markedsføring og tiltag skal differentieres i forhold til en hel række af forskellige aldersgrupper, men jeg tror, at der skal noget særligt til, ikke kun til juniorerne, men også til gruppen ”en tand ældre”.
Forbundet må via medlemsdatabasen, incl. kursusmedlemmer, have et overblik over de unge, vi allerede er i kontakt med. Dertil kommer alle dem, vi måske kunne nå med et særligt målrettet tiltag?
Vil forbundet kigge på det? Og vil andre give sit besyv med, om I tror, at et sådant tiltag kunne have ”gang på jord”?
Samtidig vil jeg gerne opfordre alle, der arbejder med undervisning af nye bridgespillere, til at overveje det koncept, der blandt andet tilbydes i Ikast og Herning, nemlig en hel vintersæsons kursusforløb opdelt i henholdsvis Lynbridge, Modul 1 og Modul 2, med tilmelding til et modul ad gangen. Det er meget nemmere for alle os ambassadører at ”overtale” mulige kursister, hvis de i første omgang kun skal forpligte sig til 4 gange Lynbridge. ISÆR når det gælder unge mennesker, der nok kan få tiden til at gå med andre aktiviteter og har svært ved at forestille sig, at bridge er noget for dem. At resultatet i sidste ende bliver det samme, ved kun vi 😊
Jeanet Normann