Bridgeforlaget

Debatforum

Forum » Debat » Forslag til ny struktur for DM parfinalerne

Forslag til ny struktur for DM parfinalerne

emailnotifikationer
 
 

Den 12. november afholdes det årlige midtvejs møde, hvor repræsentanter fra alle distrikterne mødes. For to år siden besluttede repræsentanterne som et forsøg at afprøve fri tilmelding til DM for senior par. Det blev aftalt at evaluere forsøget efterfølgende, hvilket er på det kommende møde. 

Nedenstående er i den forbindelse sendt til repræsentanterne. Det offentliggøres således at alle har mulighed for at give deres mening til kende. 

 

Bedste bridge hilsner

Ole Raulund

 

Oplæg til ændring af DM par finaler.

  1. Evaluering af konceptet med fri tilmelding til senior par. Herunder kan det være en god ide at indføre monrad princippet i senior par.
  2. Skal DM damepar også have fri tilmelding?
  3. Forslag til åben par og mix par.

 

Seniorpar

Antallet af deltagere steg fra 48 til 90. Efterfølgende svarede over halvdelen af deltagerne på følgende spørgsmål:

Synes du at fri tilmelding er en god ide?

I høj grad

I nogen grad

I mindre grad

Slet ikke

59 (51,3%)

20 (17,4%)

16 (13,9%)

20 (17,4%)

Svarprocent 64%

 

Synes du at, turneringsformatet med kvalifikation + finaler var godt?

I høj grad

I nogen grad

I mindre grad

Slet ikke

48 (42,5%)

30 (26,5%)

20 (17,7%)

15 (13,3%)

Svarprocent 63%

 

Synes du, det er godt med overført score til finalerne?

I høj grad

I nogen grad

I mindre grad

Slet ikke

18 (16,2%)

17 (15,3%)

21 (18,9%)

55 (49,5%)

Svarprocent 62%

Deltagerne var således overvejende glade for fri tilmelding og turneringsformatet, men var overvejende utilfredse med princippet om overført score.

Den umiddelbare konklusion kunne være at bibeholde den fri tilmelding og turneringsformatet, men at afskaffe den overførte score.

Et alternativ, der er blevet muligt med BridgeCentral3 er at afvikle hele turneringen som en monrad parturnering. Man kan vælge at ’genstarte’ monraden med f.eks. 10 runder tilbage. Således at mange af topparene kommer til at spille mod hinanden i to runder.

Fordele herved:

  • Ingen overført score
  • Sportslig mere korrekt afvikling
  • Alle deltager i A-finalen

 

Damepar.

Damepar minder på mange måder om seniorpar. Flere distrikter har svigtende tilmeldinger til Damepar og i de sidste uger op til DM er der ofte ledige pladser som kan være svære at afsætte og bliver afsat tilfældigt.

Det foreslås derfor at der vælges den samme løsning for damepar som for senior par. Dette gælder både for tilmelding og turneringsformat.

 

Åbent par og mix par

En anden model end senior par. A- og B- finale bibeholdes. Man kan kvalificere sig til A-finalen ad to veje. Enten direkte fra distriktsfinalerne (f.eks. 40 par) eller via kvalifikationsturnering om fredagen. Det foreslås at 20-30 pladser er på spil i kvalifikationsturneringen, der kan afvikles som en monrad turnering.

Fordele:

  • Distriktsfinalerne bevares.
  • Distriktsfinalerne bliver attraktive da de kan give direkte kvalifikation til A-finalen.
  • Par der er forhindret i at spille distriktsfinale kan stadig deltage i åben par/mix par turneringerne.
  • A-finalen bliver mindre tilfældigt sammensat og dermed stærkere.
  • Alle kan prøve sig af i kvalifikationen.
  • Distrikternes økonomi kan forbedres, hvis man vælger kun at støtte de 40 par der kvalificere sig fra distriktsfinalerne.
  • Flere af turneringerne under festivalen åbnes for alle.
Svar

Svar

 
 
 
Svar
 

Som mangeårig fortaler for fri tilmelding til DM-finalerne kan jeg kun bifalde ethvert yderligere tiltag i den retning.

Godt gået af TUK (der vel er idéfolket bag dit indlæg Ole).

Kun en enkelt lille ting. Du skriver: 

  • Par der er forhindret i at spille distriktsfinale kan stadig deltage i åben par/mix par turneringerne.

Det er ikke helt klokkeklart om deltagere/ par, der spiller i en distriksfinale, men ikke har held med at  kvalificere sig, også kan få en ekstra chance i festivalens kvalifikationsturnering. - Hvad jeg mener de bør kunne. Jo flere deltagere desto bedre.

mvh Peter

 

Svar
 

Jo mere fri tilmelding des bedre!

 

Thomas Berg

Svar
 

Hej Ole,

 

Sikkert et udemærket forslag, men en ting springer mig i øjnene: Hvis der er 20-30 pladser på spil i kvalifikationen, så er der 10-20 pladser til overs til kvalifikationen i distrikterne. Det er 1-2 pladser til hvert distrikt. Og hvis man bibeholder princippet om at fordele dem efter hhv. deltagere og tidligere års resultater, vil der sikkert være en del distrikter, der kun får en plads. Så det gør vel ikke ditriktsfinalerne specielt attraktive.

Et par bedre planer ville nok være enten at lade samtlige pladser være på spil i kvalifikationen, eller lade omkring 30 være på spil i distrikterne og kun ca.10 i kvalifikationen.

Endelig kunne man måske udvide turneringen til 48 par og starte lidt tidligere fredag. Så kunne der fx være 30 pladser på spil i distrikterne og 18 i kvalifikationen.

Når det er sagt vil jeg også sige, at jeg ikke mener, at man skal bruge energi på at arrangere turneringer som spillerne dybest set ikke gider spille. Så at "styrke" distriktsfinalerne ser jeg ikke som et vægtigt argument. Og de enkelte distrikter kan jo bare afholde dem, og se om der er tilstrækkelig søgning.

Personligt ville jeg helt foretrække den gamle model med 40 pladser til kvalifikation i distrikterne. Det giver en stærk finale og en turnering det er en stor oplevelse at spille.Men jeg er bestemt åben for, at tiden simpelthen kan være løbet fra den turneringsform.

 

Endelig vil jeg sige, at jeg aldrig ville afholde en finale som Monrad. En finale skal være alle mod alle, det er mest fair. Specielt hvis der kommer styr på Hans van Staverens balanceprogram, der kan udregne den bedste balance for turneringer.

Mvh Ole Berg

Svar
 

Hej Ole,

 

Beklager at jeg ikke har formuleret forslaget klart nok.

Planen var en A-finale med mindst 60 par, hvoraf de (f.eks.) 40 kvalificere sig direkte via distrikts- eller kredsfinalerne. Resten af pladserne i A-finalerne er på højkant i kvalifikationen fredag. Man kan således kvalificere sig til A-finalen enten direkte via distrikterne/kredsene eller via kvalifikationen ved festivalen. Man har muligheden for at spille begge turneringer, hvis det skulle kikse via distrikterne/kvalifikationen. Med så mange deltagere i A-finalen er monrad princippet godt. Jeg tror at dem der bliver nummer 1 og 2 i vid udstrækning har mødt den samme modstand og de har spillet mod (ca) 10 af de bedst placerede par to gange, pga at man nulstiller parringen i monraden med ca 10 runder igen. 

Denne struktur giver større fleksibilitet for spillerne. Par fra forskellige egne af landet (eller bosat i udlandet) tvinges ikke til at deltage i en kredsfinale. Spillere der er forhindret i at spille i distrikterne kan stadig deltage i DM. Flere får lov til at spille en DM finale, hvilket erfaringerne fra senior par tyder på er et ønske. En uheldig indsats i distrikterne udelukker dig ikke fra at deltage i DM. Og så kan man også afskaffe wild-card hvor landstræneren kan uddele 'fribilletter' til landsholdsspillere der grundet andre turneringer ikke kan spille de indledende runder. 

 

For at tilfredsstille Peters nysgerrighed, så lidt baggrunds info. Jeg har længe overvejet mulighederne for at give flere mulighed for at deltage i vores par finaler og samtidigt øge fleksibiliteten for spillerne. Seniorpar var(er) prøveballonen for dette som midtvejsmødet i 2015 vedtog. Dette var mere oplagt da mange (men ikke alle) distrikter havde meget få deltagere til seniorpar og samtidigt også har problemer med at få turneringskalenderen til at gå op. Det er selvfølgeligt anderledes med mix og åben par. De er distrikternes turneringsmæssige flagskibe. Så en model der skal øge fleksibiliteten for spillerne skal samtidigt bevare (gerne styrke) interessen for at deltage i distrikts finalerne. Erfaringerne fra seniorpar inspirerede mig til ovennævnte forslag. Da TUK (Turneringskomiteen) har meget stor viden om dette område så har jeg rådført mig med Jacob Duschek (TUKs formand), som jeg også rådførte mig med inden forslaget om ændringen af seniorpar. Alt andet ville være meget underligt. 

Personligt tror jeg at det er vigtigt at huske at udvikle DBfs turneringer. En ide jeg har tumlet med længe er et DM i Board-a-match som desværre er meget lidt udbredt i Danmark. Men i første omgang mangler IT understøttelsen til dette. Jeg ved dog at det på et tidspunkt var en del af BC3 udviklingen men om det kom i mål ved jeg ikke. 

 

Bedste bridge hilsner

Ole Raulund

Svar
 

Hej

 

Et hurtigt indspark: BAM (og varianter heraf: monrad-BAM, minihold-BAM, minihold-monrad-BAM) er i høj grad en del af kravlisten til BC3. Det er set virke i mit test-miljø, men endnu ikke afprøvet i nogen klubber.

 

m.v.h Lars

 

 

Svar
 

Mere fri tilmelding lyder fornuftigt. 

40-20 modellen er da en fin start. 

Finalen skal ikke være Monrad - det er for tilfældigt. 

Hvad med bare at spille 59x2 spil?

Lauge

Svar
 

God debat og godt at få gang i en tilpasning

Jeg er enig i Lauges forslag om 59*2 spil med følgende begrundelse:

Det er mere retfærdigt med alle mod alle, og et DM bør ikke afgøres på tilfældigheder

Og med et glimt i øjet, så egner DBF´s IT-systemer sig ikke til en par-monrad der dels vil betyde meget strammere krav til funktion, dels vil skabe forvirring fordi man hele tiden skal søge rundt efter det nye bord, og hvis det er forsinket monrad (lad os sige 3 runder) vil det forstærke tilfældighederne.

Jeg vil som mange gange før opfordre til at starte et samarbejde med svenskerne omkring IT-systemer til turneringer - os der har deltaget i mange år i Ørebro har set hvordan man uden problemer kan gennemføre en Hold-Monrad med 170 hold uden forskinkle i lodtrækningen

vh

Nils

 

Svar
 

Hej Ole (Raulund),

Det lyder godt med muligheden for flere chancer.

Nu mangler vi bare at få gjort op med reglen om, at spillere, der vælger at spille i flere distriktsfinaler, på forhånd skal meddele hvilken turnering, der skal regnes som den kvalificerende.

Den regel blev vist nok indført dengang, distrikterne uden for København frygtede, at københavnerne kom og "tog" alle pladserne. - Som det er idag, har distrikt København åbenbart vanskeligt nok ved at skaffe DM-deltagere fra egne rækker. - Så "faren" må være overstået.

Men afskaffelsen af dette princip er måske at spænde buen for meget denne gang :)

mvh Peter

 

Svar
 

En helt anden mulighed er at genindføre mix- og åben par finalerne i en weekend i bridgesæsonen, som man kan kvalificere sig til gennem distriktsmesterskaberne.

Det ville give mulighed for at afvikle fx DM i monradpar om sommer i Svendborg.

Argumenter herfor kunne være:
- fri tilmelding i Svendborg så alle kan deltage
- balancerede DM finaler i mix- og åben par, det er en af bekymringerne ved et andet format end det nuværende i A-finalen
- DM finalerne kan afvikles i bridgesæsonen
- Flere og bedre muligheder for alle interesserede til at vinde guldpoints
- Distrikterne skal ikke betale indskud for så mange deltagere i finalerne

Jeg er sikker på, at nogen synes ideen er fornuftig og andre synes den er frygtelig. Argumenter både for og imod er velkomne, de kan måske bruges til at kvalificere beslutningen om, hvordan kommende års turneringer i Svendborg og eventuelt andre weekender skal se ud.

Bridge er et fantastisk spil :-)

Otto

Svar
 

Hej Tomas

For så vidt et kreativt forslag,( jeg har selv haft samme tanke:)). Men forudsætningen om, at "DM-finalerne kan afvikles i bridgesæsonen" er vist ikke let at opfylde.

Thi, hvordan ligger det lige med antallet af ledige weekender i bridgesæsonen ? Jo vi har plads i december og i vinterferieperioden i februar - Mange er imidlertid blevet vældig tilfredse med, at lige netop de to perioder nu endelig er friholdt. (PS. Vinterferien beslaglægger jo både uge 7 og 8 - alt afhængig af, hvor i landet man bor).

Ellers er det vist lidt småt med mulighederne i resten af turneringskalenderen.

Der er plads til at afvikle to 40-pars finaler i september måned. Men mon det er "smageligt"- og vel også lidt svært at administrere mht. opsplittede/nydannede par.

Men måske TUK alligevel kan finde et par ledige huller ?

Bridgefestivalen kan vel næppe heller klare både et sæt ("rigtige") 40 pars finaler og et sæt åbne parfinaler i løbet af ugen.

mvh Peter

Svar
 

Hvor der det grundliggende sympatisk at OGSÅ den slags lægges op til en høring på Debatten. Beslutningen ligger naturligvis stadigt hos vores dertil valgte organer. Men tak for spørgsmålet. Så lad dem der kan og vil kommentere, og lad dem i organerne der kan og vil, lade sig inspirere.

Svar
 

Det er sikkert, at jeg tilhører bredden af dansk bridge. Men jeg er personligt ikke alt for glad for de tiltag, man i disse år gør for bredden. Nu er jeg nok heller ikke helt normal: Jeg elsker at få tæv ved bridgebordet – vel at mærke, når det er de dygtige, der uddeler tævene. Og jeg er fuldstændig ligeglad med bronze-, sølv- og guldpoint – og vinpræmier er en plage. Jeg spiller bridge primært på grund af udfordringen, men også fordi spillet er ganske retfærdigt. Hvis alle møder alle, uden tilfældig overført score fra en anden turnering og turneringen er i balance, så afhænger resultatet kun lidt af, hvilke kort vi får, og meget af, hvordan vi forvalter de kort, vi nu får.

 

Der er i Østjylland masser af muligheder for at møde de gode og dermed lære af de gode. Det behøver jeg ikke deltage i distriktsmesterskaberne for at opleve. Og der er i distriktsfinalerne mindst 10 par, der ALTID vil være bedre placeret, end jeg bliver. Med det konkrete oplæg er der ikke den mindste chance for at opnå en placering, der kvalificerer til DM – og så bliver distriktsmesterskabet MINDRE attraktive at deltage i.

 

Der har vist været 26 DM-finaler, som vi kunne have deltaget i. Vi har deltaget i mange af de relevante distriktsmesterskaber og vi har kvalificeret os til 3 eller 4 DM-finaler i alt. Det har været en stor fornøjelse at spille semifinalerne og her møde, og få tæv af mange kendte, dygtige bridgespillere fra andre distrikter/kredse, spillere som vi ellers kun kender fra Dansk Bridge. Med det konkrete oplæg kommer jeg ikke til at møde dem. Selv hvis vi så ville tage til Svendborg til kvalifikations­turneringen ville det ikke ske, for de dygtige kvalificerede sig jo direkte fra deres distrikter til den rigtige finale. Og dermed falder sandsynligheden for, at vi kommer til Svendborg.

 

Og så lige to gode råd (vist de eneste i dette indlæg): Vælg den turnering, som et bredt spekter af BREDDEN gerne vil deltage i og som til sidst har et vinderpar, som eliten accepterer som DET BEDSTE I FINALEN. Det er helt OK også at tænke på mulighederne for distriktsfinalerne, men lad det være op til de enkelte distrikter, om de vil og har råd til at støtte de kvalificerede spillere økonomisk.

 

Jeg ser gerne en bridgefestival, hvor BREDDE og ELITE møder hinanden, ikke kun på gangene og ved spisebordene, men som modstandere ved bridgebordene. Og ELITEN vinder naturligvis til sidst 😊

 

Med venlig hilsen

Henning (handicap cirka 27 - ranglistenummer 3.248 => en del af bredden)

Svar
 

Det startede med Vingsted i 2005:

1) Nedprioritering af DM-finalerne

    Formentlig for at sikre en umiddelbar succes i f.m. etablering af en bridgefestival blev alle DM-finaler (Åben Par, Mixed Par

    Damepar og Seniorpar) alle henlagt til Vingsted, hvilket var startskudet til at devaluere disse DM- finaler, idet alene den                kalendermæssige ændring med henlæggelse til sommerferien udgjorde en sådan.

    Siden fulgte semifinale i Åben Par på sølle 38 spil (siden ændret), finaler med 2-spilsrunder, sammenfald af finaler (dame og senior) og forsøg med fri tilmelding .

2) Problemer med festivalens mange turneringer

    Meget har været forsøgt . Danish Open, Vinoble, bronze- sølv- og guldturneringer og tilrettelæggelse af samme.. Stadig       fremkommer der  kritik af visse turneringsforme og forslag til forbedringer. Afvikling af de -fornemmer man nogle gange - "trælse" DM-finaler viser sig også af og til at være i vejen.

-                                                                         -------------0-----------------

Den helt klart bedste start på det projekt (at forbedre såvel DM-finaler som festival) vil være at følge det gode råd, som enkelte debattører har fremført: Gå tilbage til den gamle form i DM-sammenhæng med lokale indledende runder, distriktsfinaler, fire kredsfinaler og en afsluttende finaleweekend (i bridgesæsonen!) med 40 par over 3x39 spil.

Dette ville indebære, at man fuldt og helt kan udvikle bridgefestivalen til en folkefest med en diversitet af parturneringer, holdturneringer, bridge-golf m.v. på forskellige niveauer for at tilgodese såvel topspillere, gode klubspillere, begyndere m.v.

En af de fejl, man begår, er, at man p.t. for så vidt angår "succeskriterierne" ikke er i stand til at opstille forskellige mål for DM-finalerne og de øvrige turneringer.En bridgefestival skal vel generelt appellere bredest muligt til bridgespillere på ethvert styrkeniveau med det formål at skabe en alsidig festival med et bredt spektrum af turneringer og rigtig mange dektagere.

Med hensyn til DM-finaler burde formålet være at skabe en turnering, hvor man undervejs i indledende runder, semifinale (=kredsfinaler efter "gammel ordning") m-v. i videst mulig udstrækning skaber en så retfærdig turnering som muligt med henblik på at sikre, at DM-finalen så retvisende som muligt udgøres af de par, der  med hensyn til bridgemæssig styrke burde befinde sig der. I den seneste halve snes år har man så vidt jeg kan se i vid udstrækning bestræbt sig på det modsatte.

Et par enkele (Lauge, Thomas Berg m.fl.) har i debatten begejstret slået til lyd for fri tilmelding, og her vil jeg blot spørge: Har vi ikke altid haft fri tilmelding til DM i de fire discipliner? jeg svarer lige selv: Jo,det har vi. Forskellen er blot, at man nu - helt meningsløst - slår til lyd for, at selv nybegyndere efter et seks ugers bridgekursus nu kan tilmelde sig til umiddelbart at få adgang til at deltage i en turnering om DM (eksempelvis Seniorpar i år) - en semifinale ganske vist men med overførte scorer får disse novicer jo faktisk indirekte indflydelse på det endelige resultat, hvilket burde værer fuldstændigt uspiseligt for enhver seriøs turneringsarrangør..  .

Venlig hilsen

Frederik Mørk

 

 

 

 

 

Svar
 

Spørgeskemaundersøgelser

Lige et par yderligere bemærkninger om spørgeskemaundersøgelsen

Lad os antage at i alt 40 deltagere i en konkurrence på baggrund af tidligere resultater får adgang til "de hellige haller", hvor slaget om topplaceringer - og i sidste ende slaget om guld, sølv og bronze - skal udkømpes.

Lad os antage (hvis det nu f. eks. var Åben par i bridge det drejede sig om), at skønsmæssigt de 20 bedste par med rimelighed kunne have Top 10 som mål og lidt færre af disse have et berettiget håb om at kunne blande sig i medaljekampen. De resternde ca. 20 par ville under normale omstændigheder måske kunne sætte sig et højeste mål om en plusscore og/eller / en samlet placering i bedste halvdel.

Hvis man nu - for at promovere turneringen (Gud ved hvorfor) - gik ud på gader og stræder med budskabet "free tickets to night" ville resultatet nu f.eks. blive, at i alt 100 par (inkl. de ovennøvnte 40 par) fik adgang til det fine selskab - heraf mange middelmådige klubspillere og måske endog rene nybegyndere.

Nu afvikler man så turneringen efter disse regler og beslutter i sin visdom at foranstalte en spørgeskemaundersøgelse for at få et indtryk af, hvordan dette nye eksperiment nu er faldet ud.

Mine spørgsmål vil være:

1) Hvordan tror I, at de 20 par, der styrkemæssigt lå i den nederste halvdel af den tidligere - eksklusive - finale vil reagere? De er stadigvøk med i en DM-finale og nu med udsigt til at kunne berette om en "klar" placering i bedste halvdel.

2) Hvordan tror I, at de 60 par, der er blevet begunstiget med "fribilletter" vil svare? "Vi har været i en DM-finale - pragtfuldt". "Dejligt at få lov til at møde nogle af landets bedste spillere - og så i en DM-finale".

3) Hvordan tror I de 20 bedste par vil reagere?

Hvor svaret på spærgsmålene 1 og 2 turde være let at forudsige (en udelt begejstring), er det ikke helt så enkelt m.h.t. spm. 3. Nogle "parhajer" er skolet til at score mange points mod "de svage byttedyr", der nu pludselig kom med i finalen på en "lottokupon", hvilket måske ikke var så galt endda (1100 mod en misforståelse i multien, 930 i en doblet kontrakt o.s.v.). Men det er vel ikke de svage spillere med en stribe - tilfældige - meningsløse misforståelser og fejltagelser, der skal afgøre topplaceinger og medaljer i et DM.

Så til Ole Raulund: Du kan vel ikke tage de  begejstrede tilbagemeldinger fra de deltagere, hvem du forinden har foræret en fribillet til en DM-finale, til indtægt for noget som helst.

Undersøgelsen er udtryk for grov manipulation, idet enhver ved sine fulde fem vil kunne indse, at svaene ikke kan bruges til noget som helst set i relation til det, der burde være formålet med undersøgelsen (at sikre den mest retfærdige og sportslige afvikling ad de fire DM-discipliner),men det er helt åbenlyst ikke det outcome, man ønsker at tilvejebringe.

Og hvorfor så det? Som jeg forsøgte at redegøre for i mit andet indlæg er svaret, at man er rede til at "pantsætte" DM-finalerne til fordel for at få tælleapperaterne til at snurre endnu lystigere, når det samlede antal festivaldeltagere skal registreres.

Venlig hilsen

Frederik Mørk

 

Svar
1 2
 

Log ind for at skrive...

 
Medlemsnummer 
Efternavn