Hej
En ny version af BridgeCentral er sendt på gaden her til aften, primært for at være klar til BridgeFestival i Svendborg.
Vi har i den forbindelse ændret på to konstanter til handicap udregning i hold. Det håber vi vil forbedre handicap resultaterne for holdturneringer.
Formlerne i parturneringer er ikke ændret.
Det var sådan set beskeden til de bridgespillere, som ikke er talnørder.
Ikke talnørder kan med sindsro springer over resten af dette meget lange indlæg og gå ud og nyde det gode sommervejr
Resten af dette indlæg er tiltænkt talnørderne - det er komplet umuligt at gennemskue hvad der i grunden er ændret i handicap-formlerne uden lidt forklaring.
Handicap resultaterne for holdturneringer har siden Vingsted 2013 vist sig lidt problematiske.
Konklusionen angående hold er desværre, at der i det Svenske dokument som vi har taget udgangspunkt i (og som kan hentes
her) har indsneget sig to småfejl i konstanterne for holdturneringer. Det er disse to konstanter som er blevet rettet i V239.
Disse to fejl er svære at få øje på hvis man gennemlæser Svenskernes dokument og er først blevet opdaget efterhånden som store mængder data fra holdturneringer er indløbet og vi har haft nogle praktiske resultater at forholde os til.
Af samme grund har Svenskerne vist ikke selv opdaget fejlen i deres hold-formler - de har mig bekendt aldrig brugt deres egne hold-formler i praksis (i hvert fald ikke i stor målestok).
Hvor om alting er:
Konklusionen på et lille års drift af handicap systemet er, at...
- formlerne for parturneringer virker som de skal
- formlerne for holdturneringer virker ikke som de skal
Konklusionen er også, at "sygdomstegnene" for holdturneringer er:
1) Handicap udsving er for små i forhold til tilsvarende parturneringer.
For holdturneringer med multi er handicap udsving cirka halv størrelse af en tilsvarende butler par turnering, givet samme antal spil og samme antal borde.
For holdturneringer uden multi er handicap udsving cirka 1/4 størrelse af en tilsvarende butler par turnering, givet samme antal spil og samme antal borde.
2) Par med et godt (lavt) handicap i et dårligt felt har en meget høj forventet score i holdturneringer med multi.
Hvis et par er væsentligt bedre ratet end feltet i en holdturnering, så vil det gode par næsten pr. automatik aflevere handicap, uanset hvor godt de spiller.
Forklaringen er, at den forventede score for et godt par i en holdturnering med multi er cirka dobbelt så høj som den forventede score i en tilsvarende butler-par turnering.
Det gør det meget vanskeligt for et godt par at beholde deres handicap hvis de spiller i et svagt felt i en holdturnering med multi.
3) Par med et dårligt (højt) handicap i et godt felt har en meget lav forventet score i holdturneringer med multi.
For par med dårligt handicap i et godt felt er holdturneringer dermed næsten en "gavebod". Det er samme princip som punkt 2, blot med modsat fortegn.
Hvis man kigger på Svenskernes dokument, så har vi ændret de to konstanter Ck og Cu for holdturneringer (primært formel 2 i afsnit 3.1):
a) Ck (”resultat ejeren”)
Ck er en konstant, der angiver resultat-ejerens størrelse, altså spillerens andel af det opnåede resultat.
Jo flere involveret, jo lavere bliver den enkelte spillers andel af resultatet.
Svenskerne har oprindeligt angivet følgende værdier for Ck
Ck = 2 (enkeltmandsturnering)
Ck = 1 (parturnering)
Ck = ½ (holdturneringer).
Disse tal virker ved først øjekast plausibele... jo flere man deles om resultatet, jo mindre bliver Ck.
Sådan gætter jeg på Svenskerne har tænkt i farten og eftersom de aldrig selv kom i gang med udregning af deres holdturneringer, så blev fejlen ikke opdaget.
Ck værdierne for enkeltmandsturneringer og parturneringer er rigtige nok.
Men det er ikke rigtigt at sætte CK = ½ for holdturneringer med multi.
En holdturnering med multi er i handicap sammenhæng næsten identisk med en butler par turnering:
Udregningen af handicap i hold med multi kigger kun på det par som skal handicap beregnes - man "deler" ikke på nogen måde resultatet med holdkammeraterne ved det andet bord og hvert par behandles for sig.
Derfor skal Ck i hold med multi være lig med 1, fuldstændigt lige som en parturnering.
b) Cu (”spredningsfaktoren”)
Formel 7' i afsnit 3.3.3.1 angiver ”opløsningen” (eller spredningen) af turneringen og dermed resultatets statistiske signifikans. Jo flere borde, desto mere stoler vi på resultatet.
Denne værdi er relevant for parturneringer (hvor resultatet bliver mere pålideligt, jo flere borde turneringen er).
Det har i hold hidtil været sådan, at Cu har haft følgende værdi:
Uden multi: Cu = ½
Med multi: Cu=(AntalHold-1)/AntalHold
Her er problemet, at det er forkert at sætte CU = ½ i holdturneringer uden multi: Det dæmper alle udsving med en faktor 2 i forhold til en tilsvarende butler par.
Hvis Cu sættes til 1 for alle holdturneringer uden multi så opnår man samme udsving som i en tilsvarende butler par.
Så, i alt sin enkelthed, har vi ændret følgende konstanter i dagens version af BridgeCentral:
Ck = 1 i stedet for Ck = ½ for alle holdturneringer
Cu = 1 i stedet for Cu = ½ for holdturneringer uden multi
.. i formel 2 i afsnit 3.1 i Svenskernes dokument.
Jeg har forsøgsvist lavet 3 grafer som jeg håber vil illustrere problemet med de gamle konstanter, samt de forbedrede resultater vi håber at opnå med de nye konstanter:
Alle 3 grafer viser handicap tab/gevinst på Y-aksen som funktion af tabte/vundne IMPs på X-aksen.
Jeg kan ikke ikke finde ud af at indsætte jpg-billeder i dette indlæg - ikke så det bliver pænt, i hvert fald. Der linkes til en jpg fil placeret på en af DBf's servere.
Eksempel 1 Holdkamp med multi, 16 spil, 8 borde, alle spillere i feltet har handicap = 20.
I gamle dage var udsvingene for en multi hold turnering (røde søjler) ca. halvt så store som udsving i en tilsvarende butler par (gule søjler)
Med ændringen af Ck og Cu bliver udsving i hold (blå søjler) tilnærmelsesvis som i butler par.
Eksempel 2 Holdkamp med multi, 16 spil, 8 borde, "vores" par har HAC = 10 i et felt hvor resten af spillerne har HAC = 30.
I en butler par turnering (gule søjler) vil det gode par have en forventet score omkring 1,67 IMPs pr. spil - eller ca. 26,5 IMPs for alle 16 spil.
I en tilsvarende holdturnering med de gamle formler (røde søjler) vil det gode par have en forventet omkring 3,33 IMPs pr. spil - eller lidt over 53 IMPs for alle 16 spil.
Det hænger ikke sammen, at det gode par har en dobbelt så høj forventet score når turneringerne i øvrigt er identiske.
De blå søjler viser hvordan det ser ud efter Ck er rettet (1 i stedet for ½).
Nu er den forventede score i multi-hold sammenlignelig med butler par som den skal være..
Eksempel 3 Hold uden multi, 16 spil, 8 borde,
I gamle dage (røde søjler) var størrelsen på udsving i hold uden multi 1/4 af udsvingene i en tilsvarende butler par (gule søjler).
Med rettelsen af Cu er udsvingene for hold uden multi (blå søjler) identiske med udsvingene for butler par (gule søjler)
Der er lagt et nyt regneark op som kan hentes
her
Klubber som har afviklet holdturneringer i de sidste 14 dage - dem er der næsten ingen af, her om sommeren - skal ikke foretage sig noget.
Disse klubber vil få deres gamle holdturneringer udregnet med de nye formler, hvis de retter et spilresultat inden 14-dages fristen udløber.
Holdturneringer ældre end 14 dage forbliver uændret.
m.v.h Lars Venø Jakobsen
Softwareudvikler, DBf