Jævnfør Dansk Bridge juli 2014 har vi nu taget hul på den årlige tilbagevendende begivenhed, nemlig kåring af Årets Ildsjæl. Som nævnt skal tiltaget ses i sammenhæng med den forøgede fokus, som HB har sat på frivilligheden i DBf.

Mit indlæg har intet at gøre med kåringen af Ole Randrup, men jeg ønsker at debattere værdien af dette tiltag.

Min betænkning går på, om man skaber flere tabere end vindere. Først skal et medlem indstille en person
til titlen, og indstillingen skal naturligvis indeholde begrundelse, historik mv. Dernæst offentliggøres de nominerede, et udvalg vælger 3 kandidater ud, og alle vi medlemmer skal herefter stemme.

Hvorfor var der ingen medlemmer, der indstillede mig? Hvorfor indstillede de person X i stedet for? Har mit arbejde slet ikke været godt nok? Blandt de 3 udvalgte kender jeg kun den ene, så det må blive min stemme. Nå, næste år er der nok nogen, der indstiller mig igen, så går det måske bedre!? Dette er skrevet som djævelens advokat, men jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke er helt alene.

Jeg er i hvert fald alt andet lige ikke så glad for denne slags kåringer. Hvad mener du?