Det fremgår klart af bridgelovene (§41A) at når først det fordækte åbningsudspil er foretaget, så kan det ikke tages tilbage uden videre. Det kan kun tages tilbage som led i turneringslederens berigtigelse af en uregelmæssighed, fx i forbindelse med en rettelse af en forklaring eller fordi udspillet er foretaget i utide. Et fordækt åbningsudspil uden for tur kan dog uden videre tages tilbage.
Bridgelovene fortæller slet ikke noget om hvor langt kortet skal være fremme før det fordækte udspil skal anses for foretaget. Eller mere populært sagt: Det fremgår ikke hvornår bordet fanger for et fordækt åbningsudspil. Der er ingen yderligere hjælp at hente hvad dette angår, hverken i DBf's turneringsreglement eller i Lovkommissionens udtalelser.
Når turneringslederen bliver tilkaldt for at afgøre om bordet har fanget et fordækt udspil, har turneringslederen derfor kun sin egen fortolkning af bridgelovene at læne sig op ad. I den situation som Jørgen beskriver, ville jeg have dømt at bordet endnu ikke havde fanget, og at kortet derfor kunne tages tilbage. Hvis spilleren var nået så langt som til at lægge kortet på bordet eller til at holde det stille tæt ved bordet eller så det rører bordet, ville jeg dømme at bordet fanger.
I ACBL (Nordamerika) har man en fortolkning af §41A som man underviser i på turneringslederkurser. Denne fortolkning er som Jørgen nævner det: Når man har udskilt kortet fra hånden, fanger bordet. Fortolkningen, som altså ingen gyldighed har i DBf-regi, virker underlig på mig, for det betyder at bordet fanger tidligere for et fordækt åbningsudspil end for en modspillers senere udspil eller tilspil med åbent kort (se §45C1). Det ser jeg ingen grund til at det skulle.
Vi kan naturligvis overveje at lave mere specifikke regler om denne situation; det ville i givet fald nok blive som §X41 i turneringsreglementet. I første omgang skønner jeg dog ikke at der er et stort behov for en sådan regel, også selv om emnet er kommet op her.
|