I DM for åbent par var de fire gruppers handicapgennemsnit som følger:

Hej Jens

Tak for dine beregninger, det er interessant læsning, og giver stof til eftertanke.

Hvert år piver jeg og diskuterer puljerne med Mads Krøjgaard. Han er nok den eneste jeg kender, der piver endnu mere, end jeg selv gør :)

Da startlisten kom i år, sendte jeg fluks en SMS til ham, med ca denne ordlyd:

Hej Mads

Du har endnu en gang været uheldig.

Du er havnet i pulje 1 (nr 2). Det er klart den stærkeste.

Jeg har for første gang været heldig, og er havnet i pulje 4 (nr 103) som ser mega nem ud.
Det ser voldsomt skævt ud.

Hilsen 

LP

Til læserne kan jeg oplyse, at jeg er medlem af TUK, som har lavet systemet, som de enkelte par bliver fordelt efter. Det ser ud til at det virker nogenlunde.

Jeg vil stoppe piveriet d.d :)

Mvh

Lars Peter Damgaard

Hej Jens,

Her kommer en smule matematisk nørderi......

Jeg har set lidt på tallene og omend talmaterialet ikke er særligt stor er der dog følgende, der falder i øjnene;

11 kvalificerede sig fra A

7 kvalificerede sig fra B

13 kvalificerede sig C

9  kvalificerede sig fra D.

Gennemsnittet af handicap for de 3 grupper var tilnærmelsesvis ens.

Når jeg ser på spredningen (Standard Deviation) er der nogen variation mellem grupperne. Der synes at være en sammenhæng mellem Spredningen i højere grad end Gennemsnittet, når vi ser på kvalifikation som resultatet..

Med andre ord; Du vil gerne sidde i en gruppe med stor spredning (mange med højt og mange med lavt handicap), du vil ikke sidde i en gruppe, hvor alle tilnærmelsesvis er lige gode (alle næsten har samme handicap) uanset at gennemsnittet er det samme. En stor spredning giver, forudsat at handicap er en god rettesnor for endelig resultat, flere der ender i øverste 1/3 og dermed kvalificere sig.   

Måske skal spredningen indenfor gruppen inddrages i lodtrækningen således at grupperne får tilnærmelsesvis samme spredning? 

Mvh Bo Bilde

Hej Bo

Det er spændende indfaldsvinkel

Vi har jo to turneringer fra i år at regne på, så det kunne være spændende at se om din hypotese holder når vi gentager analysen på den anden turnering. Hvis vi skal gøre mere ud af det, kan jeg også grave gruppeinddelingen fra 2016 frem fra arkiverne - så får vi 3 turneringer at teste din hypotese på.

Problemet er jo, at der i hver af de 4 puljer er et begrænset antal points til rådighed. Dermed er der i praksis et loft for, hvor mange der kan komme videre fra hver pulje.

En løsning kan være at lave en skifteplan efter samme princip, som vi benyttede i kvalifikationen til seniorpar. Man kunne opdele deltagerne i 10 seedningslag og spille 3 omgange Mitchell, hvor alle i hver omgang møder et par fra hvert af de 10 seedningslag (der bliver således 30 runder i stedet for 29). På den måde undgår man, at en stor gruppe af par tager pladser fra hinanden, fordi turneringen ikke længere vil være bygget op ved hjælp af adskilte puljer.

Om det er en forbedring, er dog svært at gennemskue, og der er nok under alle omstændigheder behov for en mere objektiv vurdering af kvaliteten af seedningen til årets turnering end ovenstående. Hvis 11 kvalificerede sig fra pulje 1, og 9 fra pulje 4, var pulje 4 jo ikke nødvendigvis lettere at kvalificere sig fra, som LP ellers har antydet.

Hej Jens, Jacob, m.fl.

I 2017 var der nu alligevel både ”delvise skyggepar” og en betydelig variation af modstanden internt i grupperne – se vedlagte PDF med balancematrix (brug zoom). Fx ”hjalp” par 38 og 92 (hver sin gruppe) i høj grad hinanden ved at sidde på modsat led i hele 24 af de 29 runder (modstand 5-24 = -19). Omvendt ydede par 35 og 90 hinanden usædvanlig hård modstand: 24 på samme led, 5 på modsat, modstand 24-5 = +19. Optimering af NS/ØV-drej alene vil ikke hjælpe ret meget. Strukturen skal ændres.

Allerede i maj foreslog jeg en meget simpel løsning for 2018: netop 30 runder Mitchell-baseret som Jacob dejligt skriver nu; men kun én stor omgang i 2 adskilte lige stærke halvdele/grupper. Fælles top. Gruppe 1 spiller samme led hele tiden, hvorimod gruppe 2 drejer hver eneste runde. Det er kendt som en ”dobbelt Mitchell”. Vedlagt i simpelt tekstformat. Strukturen fremgår af dette uddrag:

1-31   1 2-32   1 3-33  1 ...   88-118   1  89-119   1   90-120   1

1-60   2 2-31   2 3-32  2 ... 117-  88   2 118- 89   2 119-  90   2

1-59   3 2-60   3 3-31  3 ...   88-116   3  89-117   3   90-118   3

1-58   4 2-59   4 3-60  4 ... 115-  88   4 116- 89   4 117-  90   4

...

1-33 29 2-34 29 3-35 29 ...   88-120 29  89-  91 29   90-  92 29

1-32 30 2-33 30 3-34 30 ... 119-  88 30 120- 89 30   91-  90 30

Det giver denne helt rene og simple balancematrix:

................ Par 1-60, par 61-120

Par   1- 60:       30          0

Par 61-120:        0        30

altså præcis 30 modstand til ethvert af de 59 andre par i egen halvdel og præcis 0 modstand til ethvert af de 60 par i modsatte halvdel. 0-modstanden ses let fordi de sidder på modsat led i præcis halvdelen af runderne. De 30 er lidt sværere at forklare. Sammenligning af min/max-tal for 2005, 2017 og mit 2018-forslag:

DBf 2005 (5 grp, 24r): 59..59 egen gruppe, -17..+15 mellem grupper

DBf 2017 (4 grp, 29r): 49..65 egen gruppe, -19..+19 mellem grupper

ukd 2018 (2 grp, 30r): 30..30 egen gruppe, 0..0 mellem grupper

Selv om det matematisk set skulle være tilstrækkeligt at seede i blot 2 lige stærke grupper i mit 2018-forslag, vil jeg dog anbefale at man fortsat seeder i 4 lige stærke dele. Nemlig også faste hhv. vandrende lige stærke inden for de to halvdele. Altså par 1-30 ~ 31-60 ~ 61-90 ~ 91-120, fuldstændig som seedningen i år, blot til brug for ny plan – og gerne tilsat Bo's udmærkede forslag om at også tilstræbe samme spredning af hcp i de 4 grupper, ikke blot samme middelværdi.

Jeg vedlægger også det Perl-script jeg lige har lavet til at omsætte HTML-resultatsider fra BridgeCentral til en tilsvarende skifteplan i barometerform (bare sorteret efter højeste parnr, ikke med original tildeling af bordnumre). Det er vha. det jeg har suget skifteplanen for bl.a. semifinalen ned fra nettet.

Mvh. Ulrik Dickow (COWI-Bridgeklub, medforfatter på balans) [edit: omdøbt .pl -> .pl.txt pga. dum web-server]

En lille korrektion til Ulriks udmærkede indlæg, som ikke på nogen måde trækker fra den konstruktive kritik:

Den seedningsmetode der er brugt de to sidste år, tilstræber ikke at grupperne har samme handicapgennemsnit. Det er en slags tilfældig bivirkning når det alligevel sker. Den tilstræber heller ikke at der er nogenlunde samme handicapspredning i grupperne; det var der så alligevel i semifinalen for DM åbent par i år, men også det var en slags tilfældig bivirkning.

Jeg anser det for en fejl at der optræder skyggepar, sådan som Ulrik har påvist. Hvis vi ikke overgår til et andet princip for semifinalen, skal den slags fejl ubetinget rettes.

Et system med at halvdelen (eller bare en fjerdedel) af feltet sidder fast under hele semifinalen, gør det let at efterkomme efterspørgslen efter (næsten-)fastsidderpladser, som som regel ligger på 5-7 par.