Mesteren Steen Møller
Af Peter SchaltzSteen er en model 39’er og dermed holdets ældste spiller og nestor. Han debuterede i mesterrækken (den nuværende 1. division) i sæsonen 1964/65 med Thor Ipsen som makker og havde inden da været i skole hos den navnkundige John Trelde.
I 1972 startede et af de mest succesfulde makkerskaber nogensinde i dansk bridge. Møller og Werdelin. Steen var udtaget til OL i New York i 1972 med Trelde, men kort inden afrejsen kom Trelde i tanke om, at han faktisk ikke ønskede at rejse til USA. Lynhurtigt blev Stig Werdelin hentet frem, og vupti blev et af datidens stærkeste par skabt.
I 1975 havde Knud-Aage Boesgaard og jeg den store ære at blive indbudt til at spille på hold med Steen - Stig samt Marienhof – Ipsen i mesterrækken. Vi var 24 år dengang og behøvede ikke mange sekunders betænkningstid. Marienhof – Ipsen stoppede kort efter, mens vi 4 andre gjorde rent bord i de kommende år.
Også internationalt dannede vi hold, og det blev til en række topplaceringer og sågar medaljer i de efterfølgende år. Steen og Stig blev flere gange udråbt som et af Europas allerstærkeste par. Vi var bare lykkelige for ikke at skulle spille mod dem. Jeg husker, at vi efter hver spilledag gennemgik samtlige spil og lavede en ”gammaberegning”, som specielt Stig gik meget op i. Det var noget de unge knægte lærte meget af.
I 1980-82 var Steen og jeg makkere. Ligesom Steen havde præsteret med sine øvrige makkere, trak han også mig frem til en stribe DM’er i de år.
Steen har – ligesom jeg selv – et vist temperament. Dette slog til tider gnister, men vi forstod altid at lande diskussionerne på en ordentlig måde. Temperamentet er et udtryk for hans gejst og vindermentalitet.
Selv i dag, hvor vi nu er seniormakkere, kan vi sagtens fornemme temperamentet. Det er vigtigt at give plads til makkers udladninger uden at lade det tage overhånd, hvilket vi styrer rigtigt godt.
At Steen er den mest vindende danske bridgespiller gennem tiden, kommer ikke bag på mig. Når man kloner et usædvanligt talent, en meget højt udviklet teknik, evnen til at koncentrere sig samt fantasi og mod, så får man en Steen Møller!
Jeg glemmer aldrig, da Steen i slutspillet i 1982 spillede ruder 3 ud fra K3 gennem bordets meldte ruderfarve mod Niels Müllers 6hj-kontrakt. Da Steen havde åbnet med en spærremelding, var Niels overbevist om, at ruder 3 var en singleton, så han frygtede en trumfning, og gik naturligt nok op på esset. Han havde set en anden plan, som absolut var en mulighed. Men bare ikke denne gang, så han endte med at give stik til ruder Konge, som sad i plads! Den slags små genialiteter drysser Steen jævnligt ud med rund hånd.
Fra 1968 til 1983 var han redaktør af landets største og bedste bridgespalte i Berlingske Tidende. Han har skrevet fem bridgebøger og var i mange år storleverandør af artikler til bridgebladet.
Steen er et lysende eksempel på, at man ikke sakker bagud, selvom man er et stykke oppe i halvfjerdserne. Tværtimod er han som en af de gode gamle vine, han samler på og holder meget af. Den har alder, er blevet lidt lysere og rundere i kanten, men mangler hverken styrke og finesse, og har stadig et stort potentiale. Der ligger mange gode resultater og venter på Steen fremover.
Og efter at have fumlet rundt i 33 år med en mængde andre makkere, har det gamle storpar Møller – Werdelin nu fundet sammen igen. Det er ægte nostalgi.
 |
Spilleren uden handicap
Af Steen Møller
Danmarks Bridgeforbund har lige indført et handicapsystem. Jeg fik fat i den allerførst offentliggjorte handicap-liste og lod blikket glide ned over den. Længere og længere, og først til allersidst kom spilleren, som jeg kiggede efter. Peter Schaltz, handicap 0 (nul). Det må være trist, for det betyder jo, at han vinder alle de turneringer, som han stiller op i – ret ensformigt.
Og siden er det blevet endnu værre, for han behøvede jo blot at melde sig til ved DM-mixed i Vingsted for at vinde næste turnering. Så nu er han kommet på minus-handicap.
Hvem er han så, spilleren uden handicap?
Han er del af et bridgedynasti, grundlagt af forældrene Lizzi og Jørgen Elith Schaltz, der i en årrække var mrs. og mr. Bridge i Danmark, og som fra 1949 sammen drev det første egentlige bridgecenter herhjemme med klubber og undervisning (jeg mindes de mange nætter med ost og rullepølse i køkkenet i Gothersgade, når de ”irriterende” elever var gået hjem). Begge hørte til eliten, vandt Danmarksmesterskaber og spillede på de danske landshold. Lizzi (der desværre døde i slutningen af august 2013) var Europamester på det skrappe damelandshold, der sammen med Storbritannien dengang dominerede europæisk damebridge.
Peter er fra 1950, så det var oplagt, at han blev miljøskadet fra barnsben af, men dog ikke handicappet. Jeg ved ikke, om han læste Gorens ”lille sorte”, der dengang blev undervist efter, men det har han nok gjort, for i sæsonen 1968/69 debuterede han som 18-årig (på det tidspunkt den yngste nogensinde) i Mesterrækken – den daværende 1. division.
Det varede ikke længe, før han blev makker med sin fætter, Knud-Aage Boesgaard, og deres læremester var Alexander Koltscheff, der skabte systemet Copenhagen Club. Det byggede hovedsagligt på det italienske system Neapolitan Club (senere Blue Club) – stærk klør med kontrolsvar, canapé-principper, men blandet med nogle af de bedste ting fra det andet dengang dominerende italienske system, Roman Club.
Systemet skaffede det unge par gode danske resultater, blandt andet oprykning med et helt nyt hold til Mesterrækken i foråret 1970, og Peter har siden været fast medlem af rækken. Det er foruden debuten i 1968-1969 47 sæsoner i træk - svært at konkurrere med.
Resultaterne gav også en plads på juniorlandsholdet ved EM i Dublin 1970, hvor holdet med en gennemsnitsalder på 22 år ganske overraskende vandt foran Italien (juniorer skulle dengang blot være under 30 år). I 1971 blev det en overlegen vinder af Junior-rækken ved NM i Finland, så det var en skuffelse, at det som favorit ”kun” blev nr. 4 ved det næste Junior EM i Holland. Men så var Peter og hans makker igen på spil ved NM i Aalborg 1973, hvor juniorholdet vandt.
Stig Werdelin og jeg sad på et Mesterrække-hold i disse år, og da vi nok kunne se, hvad vej vinden blæste, lykkedes det os at fiske Peter og hans trofaste fætter over på vort hold fra 1974/75 sæsonen. Med en vis succes må jeg tilføje, og Peter begyndte at vinde Danmarksmesterskaber og pokalturneringer på stribe. Det gav debut på ”det rigtige landshold” med en sjetteplads i Brighton 1975, og de danske resultater blev gradvis løftet op fra det mørke, de længe have befundet sig i.
Hvordan det senere er gået Peter i landsholdssammenhæng, har jeg ikke tjek på, men han rundede vist 500 landskampe i 2006, så det er nok gået udmærket.
Og jeg har slet ikke rede på, hvordan han har klaret sig ved DM for par og mixed-par, hvor Dorthe Schaltz i den senere tid har haft sine fingre med nede i dåsen med points. Jeg husker dog, at Peter sammen med fætteren vandt DM for par i 1980, vistnok hans første, og hvorfor husker jeg nu det? Jo, parrene på vort Mesterrække-hold ville splitte op, og jeg havde friet til Peter. Vi spillede to sæsoner sammen, vandt et DM for hold, et DM for par og en pokalturnering.
I den sidstnævnte turnering havde vi i en af runderne trukket udebane mod et hold fra Helsingør. Værten havde en vinkælder, og den var propfuld af god, klassificeret vin, for han havde lige arvet en stor samling. Det ene bord stod i stuen, det andet i vinkælderen, og på Peters forslag blev det bestemt, at vort hold skulle sidde fast hele kampen. Man kan gætte på, hvor Peter og jeg satte os, for værten havde fortalt, at han ikke havde særlig forstand på vin, og at der var frit slag. Dengang kunne man ofte slå de svagere hold så stort, at de opgav undervejs, og vore makkere, som aldrig så vinkælderen, kunne ikke forstå, at vi leverede så mange dårlige resultater, at kampen måtte gå over alle 40 spil.
Peter havde nok gavn af den nævnte pokalkamp, for nu har han i en årrække ejet Vinoble-kæden (Østjysk vinforsyning). Jeg ved, at han er en god forretningsmand, men det er uundgåeligt, han er en bedre bridgespiller.
Peter er en fighter – man skal ikke tro, at man har vundet over ham, hvis man blot er kommet et stykke foran. I Dansk Bridge i maj 1976 blev der bragt et billede af Peters regnskab mod Italien (Franco og Garozzo), 2. halvleg. Det så skidt ud, der var røget en 7’er, en 11’er og en 12’er. Så lavede Peter en fold på regnskabet, så han ikke kunne se de dårlige resultater. Herefter stod plusserne pludselig i den anden kolonne.
Peter er også en dygtig tekniker, men hvad ellers med den meget store erfaring, han har? Han kan finde selv de sværeste veje til afgørende stik, og så har han et temperament, der gør ham til en behagelig makker. Han røber ikke før bagefter, hvis han er utilfreds med sin makker, og man tror sommetider, at han slet ikke har opdaget ens fejl i spil eller modspil. Men stol på mig, det har han.
Her skal I se et spil fra German Trophy, hvor hans fantasi var ved at spille ham et puds:
| Vest/Ø-V | ||
| ♠ K D 10 9 7 ♥ K D ♦ 10 8 7 2 ♣ 10 5 |
||
| ♠ 8 4 ♥ E 6 2 ♦ E B 9 6 5 ♣ 8 4 2 |
 |
♠ 3 2 ♥ B 10 9 8 7 5 4 3 ♦ D 4 ♣ 6 |
| ♠ E B 6 5 ♥ - ♦ K 3 ♣ E K D B 9 7 3 |
||
Vest Nord Øst Syd
Pas pas pas 1♣
2♦ 2♠ pas 6♣ a.p.
Udspil: ♦E.
Tja, sådan gik meldingerne med mig og Peter som N/S. Øst manglede nok et par hjerter for at kunne melde noget. Peter satte naturligvis kontrakten i klør for at beskytte ♦K.
Udspillet så ikke rart ud, når man tager meldingerne i betragtning. Øst kunne nok trumfe den næste ruder, så Peter droppede kongen under esset. Vest prøvede nu med ♥E, og efter nogle stik smed Peter ♦3 på et af mine major-kort. Så kunne jeg ikke dy mig for at åbne lågen (vi spillede med skærme). Jeg så et lille smil på Peters mund og en betuttet Vest. Det kostede 2 IMPs, for ved det andet bord spillede Nord 6♠. Hvordan han fik præcis 12 stik husker jeg ikke. Det ligner 11 eller 13.
Nu har jeg skrevet pænt og velment om Peter, men jeg har gemt det bedste til sidst. Han er min makker ved Senior VM på Bali, og vi skal gøre, hvad vi kan for at komme hjem med et godt resultat til alle jer, der støtter os.
(Af pladshensyn er artiklen let redigeret i forhold til Steen Møllers oprindelige udgave/CLM)
Kaptajn Flemming Danielsen
Af Bo Lønberg Bilde
 |
Flemming Danielsen er 52 år og skolelærer i det civile. Han har spillet bridge i mindre end 20 år og er således en novice bridgemæssigt i forhold til de garvede spillere, han er kaptajn for. Han er i brede kredse kendt under tilnavnet Old#7, men dette tilnavn har Flemming gjort sig fortjent til gennem 25 års indsats på højeste plan som spiller og coach indenfor basketball. Flemming har således noget med i bagagen, som ikke kan købes for penge og som ikke kan læres i bridgelokalet; Flemming er en fantastisk kaptajn, der formår at samle et hold og få dem til at lytte. Han kan motivere og har samtidigt en naturlig autoritet i kraft af sin højde på 2 meter og sine 100++kg Det mentale på et hold spiller en væsentlig rolle i bridge ligesom i andre sportsgrene. Dette gælder ikke mindst i internationale bridgemesterskaber, der som regel løber over 14 dage. Et hold vil uvilkårligt have opture og nedture gennem en lang turnering. Her gør en kaptajn som Flemming en forskel. Flemming har en kreativ og kontant tilgang og finder nogle gange utraditionelle løsninger til at sætte holdet op mentalt. Et eksempel: Ved EM Osteende i 2010 løb seniorerne ind i en række dårlige resultater midt i turneringen. Efter et stort nederlag brugte spillerne en del tid efter opgørelsen på at sammenligne deres resultatsedler og diskutere tabsspillene. Flemming, der har et vingefang på knap 2,5 m, snuppede behændigt alle regnskaberne fra spillerne, krøllede dem samme og smed dem i skraldespanden (regnskaberne altså). Nu er fokus på næste kamp! Holdet tabte ikke flere kampe i den turnering og endte med sølvmedaljer. |
Coach Søren Larsen
Af Jan Nielsen |
Den anden halvdel af Fy og Bi. Søren er til daglig skomager i Rødovre og bærer derfor det opfindsomme tilnavn "Skomageren". Han hylder det gamle ordsprog "Hellere lille og vågen end stor og ....." og danner med sin mere beskedne skikkelse den perfekte modsætning til kaptajn Danielsens imponerende figur. Oprindeligt forsøgte nogle af damelandsholdsspillerne at score Søren som coach, men han blev hurtigt flået ud af damernes klør og tildelt hvervet som coach for seniorlandsholdet. Søren optrådte i denne rolle for første gang ved World Mind Sports Games i Lille i august 2012, og med sit altid positive sind og smittende humør er Søren naturligvis med igen ved VM på Bali i 2013. Søren spiller til daglig bridge i Rødovre Bridgeklub og huserer samtidig på et hold i 2. division. Coachens vigtigste opgave er at være en god "mor" for holdet - og Søren har styr på detaljerne og er god til at nusse, passe, passe på og sørger altid for godt humør på holdet i både medgang og - nok så væsentligt - modgang. Søren har også ansvaret for at finde egnede spisesteder efter kampene og sørge for at forsyne spillerne med proviant under kampene i form af vand, frugt og nødder. Han ses ofte slæbende rundt på tunge poser fyldt med alt nødvendigt - fourageringens mester. |
Bulderbassen H.C. Nielsen
Af Knud-Aage Boesgaard  |
Hans Christian Nielsen – bedre kendt som HC – er 62 år og har spillet bridge i mere end 40 år. HC’s talent for bridge ligger i ”generne”, idet begge hans forældre var habile bridgespillere. HC er født optimist, hvilket hans meldinger og dispositioner ofte bærer præg af. Efter pas rundt lagde jeg ♥D4 og ♣B3 samt ♦Es ned. Ved det andet bord havde man kun meldt lilleslem i hjerter! |
|
Lykkehjulet Knud-Aage Boesgaard
Af Hans Christian Nielsen |
Knud Aage Boesgaard - min dejlige svoger og gode makker. Mit første møde med Knud Aage var i 1972, hvor vi mødtes ved juniorbordet. Knud Aage spillede med sin fætter, Peter Schaltz, som han året før vandt EM for juniorer med. I de unge år kunne han på landsholdet finde på at lave kontroversielle ting ved bordet - bl.a. spærremeldte han, for herefter at melde to gange mere, og hver gang landede han på benene. Dette skete flere gange, og herefter vidste alle, hvem ”Lykkehjulet” var. Vort venskab startede efter en pokalkamp i 1975, og den første turnering spillede vi i Geiranger i Norge. Vi skulle prøve kræfter i 1. division første gang i 1990. Der var store forventninger til os, men det kneb med at finde hinanden. Vi besluttede at stoppe makkerskabet og sluttede så af med at vinde DM for hold i 1994. Perioden fra 1996 til 2002 var mere succesrig. Kommunikationen blev bedre - Knud Aage blev mere åben, og jeg blev mere systemstærk, så det resulterede i mange gode resultater. Vi fandt igen sammen i 2008 - bl.a. for at ”lade op” til seniortiden. Selvom vi efterhånden har spillet sammen i mange år, er det en stor glæde for mig, at vi stadig udvikler vort system. Selvom Knud Aage er en fremragende bridgespiller, skal han passe på tempoet, således at der ikke opstår sjuskefejl. Han kan være sprudlende morsom, men han har også temperament, og ingen i stuen er i tvivl om, hvad der er sket, hvis jeg har meldt kontroversielt uden at lande på benene. Jeg håber, at Lykkehjulet i den kommende, spændende tid på Bali vil snurre den rigtige vej. Jeg glæder mig - både til spillet og til samværet. |
Grundige Geert Max Jørgensen
Af Thomas Berg |
Første gang jeg mødte Geert Max Jørgensen var en kold søndag i januar måned 1971, hvor vi begge deltog i den årlige Vartov-turnering. Vi spillede i samme række og Geert vandt sammen med John Møller, og jeg fik en hæderlig femteplads med Ole Vinberg Larsen. Efter turneringen stod vi og sludrede lidt sammen. Geert var en flot ung mand med rødblondt hår udover skuldrene. Vi spillede derefter mod hinanden gennem flere sæsoner som juniorer og i divisionsbridge. Vi var endvidere på ture til udlandet til større bridgeturneringer, og det var meget underholdende – især fordi Geert var med! Vi var første gang makkere i 1984 i pokalturneringen, hvor vi nåede finalen med vort hold. Derefter spillede vi et par sæsoner i 1. division. Herefter ophørte vort makkerskab og blev genoptaget i 2007, og siden 2008 har vi spillet på det danske seniorlandshold ved alle internationale mesterskaber. Hvorfor spiller jeg med Geert? Det er et godt spørgsmål, som jeg ofte har stillet mig selv. Geert er ikke let at spille med, da hans bridgefilosofi og bridgeideer stammer fra 1975 og ikke har ændret sig siden. Vi spiller derfor Geerts system anno 1975, dog med ganske få ændringer. Geerts force er uden tvivl hans evne til at koncentrere sig. Geert er meget grundig i såvel spilføring som modspil. Jeg skal ikke undlade i forbindelse med dette portræt at udtrykke mit ønske om, at min kære makker Geert vil være lidt mere åben overfor de landvindinger, der trods alt har været indenfor bridgen siden 1975. Der er et par småting, der kan forbedres, så vi kan blive endnu bedre. Men mon ikke det trods alt lykkes? |
Ungdommelige Thomas Berg
Af Geert Max Jørgensen |
Thomas Berg startede sin bridgekarriere i konfirmationsalderen – for meget længe siden – og har siden da været at finde i toppen af Dansk bridge. Thomas er en af de få, der har vundet DM i samtlige rækker – dog ikke damerækken. |