Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst

Spændingen stiger

 

Afslutningen på EM nærmer sig, og spillerne er meget fokuseret på at minimere fejlprocenten, og slutte af på bedste vis her ved EM i Oostende.

Holdet i åben række er kommet fint i gang med finalegruppen, har fået 18 og 22 kp i de første kampe, og nu hedder modstanderne så Tyrkiet, Italien og Norge. Et hårdt program! Tyrkiet slog det stærke svenske hold i går. Italien ligger nr. 2 og har vundet et hav af mesterskaber, og Norge ligeledes. Norges hold er dog uden stjerner som Helgemo og Helnes, men der bliver alligevel helt sikkert rigeligt at se til for danskerne. Kampen mod de italienske storfavoriter kan du se på BBO fra kl. 14.15. Det kan blive bridge på højeste niveau, så snyd dig ikke for den oplevelse!

Damerne har et program, der ser forholdsvis overkommeligt ud: Kroatien, Grækenland og Belgien. Alle hold ligger efter Danmark i tabellen, og Belgien ser umiddelbart ud til at blive den hårdeste nød at knække.

Seniorerne lægger hårdt ud fra morgenstunden med førerholdet fra Israel, og følger op med Tyrkiet, for at slutte af med bundholdet fra Schweitz. Seniorerne kom lidt senere i gang end de to andre hold, og har hele 9 kampe endnu, så meget kan ske inden denne turnering er afgjort. Danskerne tror selv på deres chance, har låst blikket fast på medaljepladserne, og det bliver spændende at se, om de kan føre drømmene ud i livet.

 

Har du tid og lyst til at se bridge på BBO, så ser hele dagens program således ud:

Kl. 10.30:

Norge - Polen

Frankrig - Tyskland (damer)

Israel - Frankrig

Island - Sverige

Rusland - Italien

 

Kl. 14.15:

Italien - Danmark

Portugal - Frankrig

Holland  Bulgarien

Tyskland - Israel

Polen - Tyrkiet

 

Kl. 17.35:

Italien - Holland

England - Frankrig

Island - Polen

Tyrkiet - Israel

Bulgarien - Sverige

 

 

Opdatering kl. 14.15

På seniorholdet er humøret helt i top. En hård kost til morgenmad, nemlig det førende hold fra Israel, var ikke noget problem for de rutinerede danskere. Endnu en sejr på 21-9, og kun det faktum at de andre tophold også scorer godt, gør at danskerne ikke avancerer i tabellen pt. men er på en 7.-plads. Det er dog særdeles tæt, og holdet har nu kun 12 kp op til sølvpladsen og 17 kp til europamesterskabet. 8 kampe endnu, så meget kan ske. Lad os håbe det bliver noget godt-:)

Dameholdet fik kun 13 mod Kroatien, og var lidt skuffet. Kroaterne havde to klokkeklare meldemisforståelser, hvor de fejagtigt stod ude af en udgang og en slem. Kroaterne skældte så hinanden ud, men bogførte senere ved opgørelsen 20 imp, idet kortene sad forfærdeligt for spilfører. Sort uheld for Danmark, der ligger nr. 9, og snart skal have fat igen, hvis holdet skal snige sig ind på den vigtige 7.-plads, der pt. giver adgang til VM næste år.

I åben række fik danskerne 14 kp mod Tyrkiet og rykkede tilbage i tabellen til nr. 12. Det var Jacob og Lars der spillede sammen med Jørgen og Morten, og sidstnævnte par havde fornøjelsen af at doble tyrkerne på ettrækket og indkassere hele 1700. Spillet følger lidt senere, idet jeg har et par andre arbejdsopgaver.

I mellemtiden kan du fornøje dig med at se det danske hold på BBO kl. 14.15 mod mægtige Italien. Supersvær opgave, men danskerne er lidt som cirkusheste. Når de først kommer ind i den fine manege, og har de mange tilskuere på plads, så spiller de deres allerbedste, hvilket da også bliver nødvendigt mod de italienske verdensstjerner. 

 

Opdatering kl. 18.15

Av, av, av, hvor vi slog os på Italien. I en match på BBO fik danskerne de største klø, jeg har set et dansk landshold få nogen sinde. Efter 8 spil var de bagud 63-0, og det blev kun værre for hvert spil, der blev afviklet. Danskerne lavede mange fejl, og det blev promte straffet af de suveræne italienere, som nu fører rækken klart, og vel er favorit til at vinde EM for Gud ved hvilken gang. De fleste af italienerne rejser verden rundt hele året og spiller bridge, og demonstrerede her forskellen på den livsform, og så de glade amatører vi altid stiller op med. På baggrund af hvordan bridgesæsonen er foregået i Danmark, tror jeg ikke man kan finde to bedre og mere seriøse par end Lars og Jacob samt Gregers og Michael til at spille en sådan kamp, og de var bare totalt chanceløse fra start til mål.  

Da kampen var slut, gik det danske hold helt usædvanligt i enrum for at gøre op, og en flok forstenene spillere havde kun en halv time til at ryste tævene af sig, inden to af parrene skulle sidde parat igen til næste runde. Det danske hold røg ned som nr. 14 ud af de 18 hold i finalegruppen, og de sidste 4 kampe har nu kun kosmetisk interesse. Synd for danskerne, og kæmpe ros til italienerne der viste os hvordan man skal spille kort. Det gjorde de iøvrigt overbevisende i alle de tre rækker, idet de tog 24, 25 og 25 kp i denne runde. Er man mon for gammel til at blive nationaliseret italiener?-:)

Damerne var bagud mod Grækenland det meste af kampen, men kom godt igen, og bla. en god storeslem som Helle og Lone meldte i allersidste spil, sørgede for en dansk sejr på 16-14. De ligger nu nr. 10 med 26 kp op til den vigtige 7.plads, men runderne er ved at slippe op. Der er kun 4 kampe tilbage, så nu skal der virkelig scores, hvis det ikke blot skal ende med en lidt uinteressant men hæderlig placering.

Seniorholdet spillede uafgjort mod Tyrkiet og ligger nu nr. 9 i en meget tæt række. Der er kun 12 kp op til sølvet, og hele 7 kampe endnu, så det kan klart lade sig gøre. "De gamle", Steen Møller og Peter Lund, er nu sat på bænken i næste runde, og de unge (60+) er sat frem i angrebet. Skal danskerne have medaljer med hjem, er det realistisk set nu kun seniorerne vi kan håbe på. Hvis du ikke kan vente på ,at jeg kommer til tasterne, så kan du løbende følge stillingen her. 

 

Opdatering kl. 21.00

Damerne spillede igen uafgjort, denne gang mod Belgien. Dagsscorer på 13, 16 og 15 rykker dog ikke rigtig,  når man har brug for store sejre for at avancere i tabellen. De ligger på en pæn 10.-plads, men med kun morgendagens 3 runder igen ser det svært ud at komme meget højere. De har jo været meget fokuseret på 7.-pladsen der giver adgang til næste års VM, men der skal virkelige mirakler til i morgen, hvis det skal lykkes.

Mht. holdet i åben række frygtede jeg, at de var taget direkte i lufthavnen efter de kæmpestore italienske bøllebank på BBO, men holdet viste god moral. De tilbød alle at spille næste kamp, selvom de selvfølgelige var dybt skuffede. Modstanderne var de regerende europamestre fra Norge, der dog også har haft deres problemer i denne turnering, og kampen endte lige 15-15. Det er selvfølgelig yderst begrænset, hvad der er at spille om nu, når der er 4 kampe tilbage man ligger nr. 13. Danskerne vil dog forsøge at vise, at fadæsen mod Italien var en engangsforteelse, og deres nye mål er en placering i top-10.  

Seniorholdet er vores store håb. De spillede igen godt, og slog denne gang Schweitz med 20-10. Dette gjorde at Danmark rykkede op som nr. 4, og de er nu kun sølle 6 kp fra bronzemedaljerne. Holdet har 6 kampe igen, hvilket vil sige de har fuldt program helt til det sidste, og skal spille hele dagen både fredag og lørdag, hvor EM afsluttes om aftenen med medaljeoverrækkelser. Lad os håbe, at det er de rød-hvide farver, vi får at se på podiet lørdag aften. Jeg tror faktisk det vil pynte vældig meget på "de gamle" med en medalje om halsen.

        

Henrik Kruse

 

Videre

Tilbage til forsiden