Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
08. januar 2026

Aarhus byder ind på online-DM

 

Torsdag den 8. januar: I weekenden bliver der spillet kort i cyberspace, når det andet online-danmarksmesterskab for par afvikles. Jyllands hovedstad har en række stærke bud på titlen. Det gælder blandt andet to par fra Aarhus Bridgeklub, Nils Mønsted - Jan Pedersen og Mads Krøjgaard - H.K. Sørensen. Alle fire spiller i 1. division, Krøjgaard og Sørensen dog ikke med hinanden. Aarhus Bridgeklub stiller endvidere med endnu en titelaspirant i Lars Peter Damgaard - Riccardo Mirasola.

Også to par med juniorislæt bejler til DM-titlen - Viktor Kolding - Flemming Poulsen og Mathias Møller Larsen - Henning Østergaard. Viktor Kolding og Michael Møller Larsen er henholdsvis 23 og 16 år gamle og begge meget lovende, mens både Flemming Poulsen og Henning Østergaard er rutinerede divisionsspillere.

Naturligvis er guldvinderne fra det første online-DM i december 2024, Karsten Pedersen og Erik Wied, også klar til at forsvare titlen. Et andet københavnerpar, Henrik Kruse Petersen og Dan Nybo, må ligeledes regnes med i favoritfeltet. Førstnævnte lå længe til bronze i sidste sæson - dengang med en anden makker.

Men ét er selvfølgelig, hvem bookmakerne regner som favoritter - noget andet er virkeligheden. Overraskelser er set mange gange før, og en lang række af de øvrige par kan sagtens blande sig i medaljestriden. Du kan se hele feltet her.

Der er naturligvis mulighed for at følge med i festlighederne hele weekenden. Du kan ugle online-DM via dette link. Af sikkerhedshensyn er transmissionen forsinket med 30 minutter. Det vil sige, at transmissionen begynder en halv time senere end de annoncerede starttidspunkter. Tidsplan med mere ligger her.

Løbende resultater kan findes via uglelinket her. Endelige resultater bliver offentliggjort efter turneringen på bridge.dk.